This is us

This is us

torsdag den 31. januar 2013

Fanget i madhelvede..... LUK MIG NU FOR FANDEN UD!

Kender I det, når man pludselig befinder sig midt i noget, man for det første ikke rigtig havde set komme og for det andet egentlig ikke ved hvordan man skal komme ud af igen? Sådan har jeg det lige nu – bortset fra, at jeg godt kunne have regnet ud at det ”ville komme” hvis jeg ikke stoppede op, og faktisk også godt ved hvordan jeg skal komme ud af det, hvis jeg får taget mig sammen og sadlet om. Men jeg har hele tiden en ny undskyldning for at lade være. Ikke nogen særlig gode undskyldninger, tværtimod er de faktisk alle sammen så håbløse og uden substans, at de efterhånden minder alt for meget om alle de dårlige undskyldninger jeg selv har lagt øre til i tidens løb….

Jeg ved ikke engang helt hvordan det startede (eller måske gør jeg, men jeg tror bare jeg prøvede at ignorere det faktum, at jeg kunne blive så ligeglad med min mad, når jeg ikke var gravid eller for den sags skyld i puberteten), men som det altid er med mig, gør jeg alting helt ekstremt. Der er ligesom ikke rigtig nogen mellemvej, og selv om jeg bliver ved med at sige til mig selv, at det er den jeg skal finde (altså mellemvejen) for at kunne skabe balance, begynder jeg efterhånden at tvivle på, om det nogen sinde lykkes at finde den. Fødselsattesten siger 37 år, og når jeg på nuværende tidspunkt stadig ikke har formået at finde det bløde alternativ på ”midten”, tja så skal jeg nok til at lægge mig i selen, hvis jeg nogen sinde skal finde derhen.

Faktisk ved jeg godt hvordan det startede, jeg fik nyt job, satte mig ned på en kontorstol, tog bilen til jobbet og bildte mig selv ind, at jeg absolut ikke havde tid til at træne. Ugerne med børn er alt for hektiske, og uden at lyve er der altså ikke tid til at frekventere fitnesscentret, men hvem siger så lige at træningen absolut skal foregå der?? Som tidligere hold- og Les Mills instruktør bugner skabet af trænings-dvd’er, jeg kender 1 mio. øvelser jeg kan lave herhjemme på mit stuegulv og så har jeg så meget udstyr herhjemme, at jeg hurtigt ville kunne gøre enhver fitness-entusiast små-misundelig. Og når jeg ikke har børnene hjemme, tja så var ”forklaringen” i lang tid, at jeg jo også skulle passe mine veninder og at vist også altid lige var noget arbejde der skulle være styr på.
 
 

Og som det så er med så mange andre ting i mit liv, gør jeg jo ikke noget ”halvt”, så manglende træning og ikke mindst søvn, trickede den søde tand, som lynhurtigt skabte en ”afhængighed”, som nu i 5 måneder har betydet, at jeg på ingen måde har kontrol over min mad eller indtag af søde sager. Faktisk føler jeg mig besat af ”mad-monstret” som dikterer, at jeg glad og gerne skal fylde søde sager, kager, slik, chips, chokolade og alverdens dårlig mad i munden.  

Min krop er tung og træt, angrebet af et temmelig svært tilfælde af appelsinhud (hvem fanden har opfundet det???), jeg bliver ramt af ”småskader”, har hudproblemer og er vist også ved at tabe håret (der går vist et par år inden jeg bliver rigtig skaldet, men med den fart jeg fælder, er jeg bange for at der er en potentiel risiko for at det rent faktisk sker). Der er absolut intet tøj i klædeskabet der passer – altså med undtagelse af de 10 par strømpebukser og de 20 bluser i over-size jeg har købt i løbet af vinteren – og det med at genoptage min træningskarriere virker som en fuldstændig uoverskuelig opgave. Så i stedet for bare at lette røven og gøre noget ved, har jeg taget mig selv i hele tiden at lægge planer for, hvor vigtigt det er med det rigtige tøj og udstyr og langsigtede planer for, hvor jeg skal nå hen og hvordan jeg skal nå derhen og jeg skal også helst have involveret en masse mennesker, så jeg får lavet nogle aftaler jeg skal leve op til! Men er jeg kommet afsted? Nej – jeg sidder stadig i sofaen med mine chokolade-bon-bons og føler mig en lille smule tykkere hver dag.  

Jamen herregud – jeg kalder mig selv kostvejleder – jeg har levet af at hjælpe andre med deres træning og deres vægttab – Jeg har udviklet mit eget kostkoncept - jeg ved jo præcis hvad det er jeg skal gøre – og hjælper glad og gerne andre ud af madhelvede – så skulle jeg ikke bare se at hjælpe mig selv og droppe alle undskyldningerne?!  

Det ville være vidunderlig at kunne skrive, at det så er planen nu….. og så samtidig vide at den ville blive effektueret fra i morgen! Men det er faktisk planen, det har det været de sidste mange måneder, det er bare ikke sket. Hvorfor? Jeg ved det ikke, men jeg ved at det er for let at tage det dårlige valg igen og igen.

Skal du have ondt af mig – NEJ, lad være med det, jeg har ikke skrevet det her indlæg for at få medlidenhed og opmuntrende tilråb, jeg tror bare jeg prøver at fortælle, at det der med mad og overvægt ikke altid er let at forklare, at det ikke giver mening og at det stjæler alt for meget tid og opmærksomhed.

Jeg ved dog, at hvis jeg ikke skal gå rundt i strømpebukser og over-size trøjer hele sommeren, så er det på tide at komme i gang. For der bliver ikke købt mere tøj! Jeg har skabet fuld af det mest fantastiske tøj og jeg er temmelig sikker på at det meget gerne vil luftes snart….   

1 kommentar:

  1. Du er sgu fantastisk søde Gitte og tak for inspiration og et venskabeligt spark i r.... Jeg har det jo ligesådan med mad og slik - det smager ALT for godt i min mund til at jeg kan tage mig sammen til at droppe det ;o( Og ØV! hvor har jeg mange dårlige undskyldninger. Til gengæld VED jeg inderst inde at det nok skal lykkes - både for dig og mig.
    Knus og tanker til dig ;o)

    SvarSlet