Vognbaneskift, med en ven i hånden, tusinde nye ideer og ”The point of no return”….

VELKOMMEN til min helt nye blog!!

Ja altså, faktisk er den jo ikke rigtig ny, men den har fået en lille make-over i løbet af den sidste uge, for jeg har taget en god ven i hånden og vi er blevet enige om at følges den lange vej til målstregen, så vi har én at støtte os til undervejs, når kampen mod det forbandede fedt bliver kedelig, opslidende eller ulidelig.

Og med den beslutning fulgte også beslutningen om, at involvere så mange som muligt i vores projekt, og sørge for at inspirere både os selv - og forhåbentlig også Jer andre - til hver dag at gøre vores bedste i kampen mod det forbandede fedt. Så nu er bloggen ikke længere min alene – men VORES – og gud hvor jeg glæder mig!!  

Den sidste uge har været enormt inspirerende, fyldt med god energi og lyst til langt om længe at gøre noget andet end jeg plejer…. Læste min blog igennem efter mit indlæg i sidste uge, og måtte til min gru konstatere, at udover at der var meget længe imellem mine indlæg, stod der stort set det samme om og om igen. En lang føljeton om, hvor svært det er at holde fingrene fra slikposen og hvor ulideligt det er når vægten kun går den gale vej. Det fik mig til at tænke på, hvor langt jeg kunne være nået, hvis jeg i stedet for at beklage mig over, hvor skidt det hele var, rent faktisk havde gjort noget ved det. Så det besluttede jeg mig for at gøre!

Rent faktisk sad jeg midt i redigeringen af mit sidste indlæg, da der dukkede en besked op fra en meget sød pige jeg kender. Vi mødte hinanden i Fitnesscentret for flere år siden, hun var med på et af mine allerførste forvandlingshold og hun er blevet en meget kær ven. Hun ville vide, om jeg mente at det var realistisk, at hun kunne tabe 30 kg inden september 2014.

Nu skal det lige siges, at den her søde pige rent faktisk tabte sig virkelig meget i de 12 uger hun var på mit forvandlingsforløb, hun holdt også fast i sit vægttab, men en graviditet og en masse andre udfordringer betød desværre, at hun faldt tilbage i sit gamle mønster, trøstede sig med mad og tog det hele på + lidt til.

Jeg kiggede på hendes besked og besluttede mig for, at hun skulle være min ”Partner in crime”. Jeg ved at det, der altid har fungeret på mine forvandlingshold, har været den relation der er blevet skabt mellem deltagerne, at man ”hører til” og skal ”stå til regnskab” og at man ved, at man ikke er alene om det. Og jeg ved, at lige præcis det, er jeg rigtig god til at praktisere. Hvordan kan jeg vide det? Det kan jeg, fordi jeg, efter at jeg stoppede min karriere i fitnessbranchen, blev kontaktet af flere dejlige kvinder, som savnede mig og mine kosthold og havde brug for et sted at komme og ”blive holdt i hånden og sparket i røven”, og de kunne ikke finde det jeg havde andre steder end hos mig!! (Tak søde piger, I ved hvem I er, og I ved hvor jeg er, når I har brug for mig).

Så med en rask beslutning lagde jeg kortene på bordet, bekræftede min søde veninde i, at hun da sagtens kan tabe 30 kg, men at jeg også havde brug for hende. Jeg skal kun den halve vej, men vi følges ad og jeg skal nok sørge for at hjælpe hende hele vejen over målstregen. Vi blev enige om, at mandag d. 14. oktober var en passende dag for vores vognbaneskift, tid til at slå en streg i sandet og gøre noget andet, end det vi har gjort de sidste 2 år, og det gør vi så nu!

VI besluttede også, at vi måtte derhen, hvor der kun er én vej og vi ikke bare kan trække på skulderne og smide håndklædet i ringen, og det er årsagen til, at min blog nu har skiftet både navn og udseende. For vi har været så letsindige (kan man vel godt sige i den her sammenhæng), at oprette en Facebook side: Farvel Forbandede Fedt – og sammen med bloggen synes vi at det forpligter så meget at vi har nået: ”The point of no return”.

Sammen med alle de spirende ideer om blog og facebook og vægttab og parløb dukkede der en anden tanke op, som også var afledt af mit sidste indlæg, nemlig alle mine planer om at skaffe en træner af den ene eller anden eller tredje slag, uden at gøre noget ved det. Så jeg besluttede mig for rent faktisk at gøre noget ved det. JEG VIL GERNE LÆRE AT LØBE IGEN. Tænk at kunne løbe 10 km, trække vejret, nyde naturen og have en fest undervejs, uden at være ved at dø efter de første 2 km. SE det ville i min verden være helt fantastisk.

Nu er jeg så heldig, at jeg kender temmelig mange dygtige mennesker, der arbejder med træning og undervisning af den ene eller anden slags, og jeg var ikke i tvivl om hvem jeg skulle kontakte. Så jeg sendte en besked til søde Ulrik, som er medejer af Balance Club i Rødovre, og driver et center der er lokalt og privatejet og med værdier og holdninger til træningsbranchen og medlemmerne, som i bund og grund stemmer meget godt overens med det, vi selv forsøgte at praktisere.

Og gæt engang – selvfølgelig ville Ulrik hjælpe – TAK Ulrik! Jeg er jo ikke den letteste kunde at få inden for døren. Jeg kan kun træne hver 2. uge og jeg har altid en masse storslåede planer, holdninger og ideer, men dog også selverkendelse nok til at vide, at det altså ikke er i næste uge jeg løber 10 km. Ulrik har en super fed tilgang til processen og det er en fornøjelse at blive guidet på vej af en kyndig træner. Har overlevet mit første interval løb i tirsdags og min anden regulære løbetur i dag, har lyst til mere og glæder mig over, at der står løb i kalenderen igen på lørdag.

SÅ med en ven i hånden, en træner på sidelinjen, en nyrenoveret blog med en gæsteskribent og en splitter ny Facebook side vil jeg bare sige: KOM AN – jeg glæder mig usigeligt til at tage hul på mit, eller skulle jeg nu rent faktisk skrives VORES nye, sunde og lettere liv – og VI håber at du har lyst til at følge med hele vejen!

Camilla & Gitte

P.S: Hvis du læste mit indlæg i sidste uge og overvejer om mit mål om en lavere vægt i denne uge er nået, så er svaret JA – og det føles fantastisk! 

   

 

For pokker da - det er en ommer….

For 117. gang

Man skulle jo tro, at jeg efterhånden var ved at være træt af at gentage mig selv! Men på forunderlig vis har det rent mentalt ikke den store effekt, at jeg nu igen for 117. gang må erkende, at vægten er løbet den gale vej og udvalget af tøj i klædeskabet bliver mindre og mindre.

Selv det faktum, at mit mangeårige mantra, om at den største størrelse i klædeskabet er en str. 40 og der ikke må købes noget der er større, må manes til jorden og jeg har været nødsaget til at udvide garderoben med et par nye ”elastik-kjoler” for at sikre, at jeg kan gå nogenlunde velklædt omkring på mit nye job, har ikke fået mig til at lukke munden og kvitte min langvarige affære med alle de umanerlig lækre (om end forbudte og virkelig dårlige) fødevarer jeg har puttet i min mund igennem alt for lang tid. 

Det bliver ikke rigtig bedre af, at jeg kan kigge tilbage på 4 måneder, hvor jeg har haft alt tid i hele verden! Blev fyret og fritstillet fra mit job i midten af maj og har først fået nyt job 1. oktober, så i 4½ måned har jeg ikke haft en eneste undskyldning for ikke at lukke munden og lette røven, jeg har bare ikke fået det gjort! Men nu skulle jeg selvfølgelig også lige have ondt af mig selv over at jeg blev fyret og trøste mig med alskens søde, bløde og lækre sager, for vi ved jo alle sammen, at det i hvert fald hjælper at belønne sig selv med noget usundt, når man i forvejen har det skidt….!

Ej, det passer faktisk ikke – jeg var virkelig god i juni måned (jeg klapper lige mig selv på skulderen), jeg trænede 4 gange om ugen, gik lange ture hver dag og havde en fuldstændig fantastisk og virkelig dygtig personlig træner, som jeg gerne anbefaler, hvis nogen skulle have brug for sådan en….. Men så kom juli; Han rejste væk i 5 uger og jeg tog på sommerferie med alle mine børn og tjaaaa – der er vel ikke så meget andet at sige, end at det blev meget let igen at springe over, hvor gærdet var lavest.

Og efter sommerferien, ja så kom jeg ligesom bare ikke rigtig i gang! Men til gengæld har jeg haft virkelig mange hyggelige kaffe-aftaler, der som ofte også har involveret noget kage, mange hyggelige fredage med rødvin og boblevand og en lækker dessert eller hyggelige brunch-aftaler med en masse lækker mad. Og jo – selvfølgelig er der plads til alt det, hvis man altså lever et sundt og aktivt liv ved siden af, men når man bare kører hjem og sætter sig i sofaen for at tæske samtlige sæsoner af SATC igennem, imens man lige kan sidde med fingrene nede i slikposen eller ”nyde” en plade chokolade imens (tænker at det nok er begrænset hvor stor nydelsen er, når man stort set ikke opdager at man har spist hele pladen, før man er forundret over, at den er væk), ja så bliver det med tiden temmelig svært at forbrænde alle de kalorier der kommer ind. Og hvis man har bare en smule indblik i hvordan kroppen virker, må jeg nu erkende, at jeg har spist nok ”mad” til at overleve 2-3 hårde vintre i stenalderen, hvor det er småt med føde og man ikke kan være sikker på at få mad hver dag!

Desværre er det her ikke stenalderen, og vi kommer vist ikke til at mangle mad lige med det første, og i virkeligheden er det vist heldigt nok. For i en alder af 37 (i hvert fald en uge endnu) ville jeg være temmelig gammel, hvis ikke på grænsen til halvdød, og med det fødeindtag jeg har haft igennem de sidste 2 år, ville jeg formentlig have stort set alle de andre beboere i min klan på nakken, fordi der stort set ikke havde været noget mad tilbage til dem. Så jeg glæder mig alligevel over, at vi lever i det 21. århundrede, at Netto næsten har åbent i døgndrift og jeg helt selv kan vælge hvornår jeg vil spise og hvad jeg vil spise.

For i sidste ende er det hver dag vores eget valg, hvad det er vi spiser og hvorfor vi spiser det. Vi lever i et meget oplyst samfund, som på ingen måde har lagt skjul på, hvad det er der gør os tykke – eller hvordan vi taber os igen. Der kommer sågar en ny slankekur hver måned, hvis man altså følger med i den slags, og vi vælger selv hvordan vi vil passe på vores krop. Desværre har nogle af os tendens til at drukne os i maden, når alt det andet der foregår i vores liv bliver for svært eller uoverskueligt, eller når vi får skabt en afhængighed af noget, som vi føler vi kan gemme os i. I virkeligheden kan det sammenlignes med en afhængighed på lige fod med stoffer eller alkohol – og så må man jo glæde sig over, at det dog trods alt bare er mad.

Jeg har hver dag en ny plan! En plan om at finde en ny personlig træner (den gamle er desværre for dyr…), en løbecoach, en diætist eller en ”kontrollant” – én jeg skal stå til regnskab overfor – men hvorfor? Fordi det inde i mit hoved er løsningen på mit "problem". Men den eneste jeg skal stå til regnskab overfor er i sidste ende mig selv! Det er mit liv og min krop og jeg skal bo i den resten af mit liv, og jeg vil virkelig gerne have at den er sund og rask – så uanset hvor mange penge jeg betaler andre for at motivere mig, nytter det jo ikke noget, hvis jeg ikke selv finder min motivation (og jo Jesper – jeg stjæler dine ord, for jeg kunne ikke have sagt det bedre selv)!

Tro mig – der hænger for usandsynligt mange penge motivation inde i mit klædeskab, men det er ikke nok. Jeg booker mig til 817 holdtimer i fitnesscentret når jeg har børnefri (og glemmer at komme), men det er ikke nok. Jeg laver dagligt nye planer i mit hoved for hvad jeg skal spise og hvad jeg bestemt IKKE skal spise, men det er bare ikke nok.

Men nu må nok være nok – jeg må lukke min mund og lette min røv, hvis den da kan komme op af sofaen – og jeg, af alle mennesker, burde vide, at resultaterne ikke kommer flyvende ind af vinduet om natten imens jeg sover (selv om det nu ville være rart, hvis det var så let)! 

så jeg må finde motivationen i mig selv og jeg må have et mål – og det første mål må være, at jeg næste torsdag ikke vejer helt så meget som jeg gjorde i dag. Se det er da til at forholde sig til!

Jeg har ikke længere én men hele 4 skønne bikinier fra BLUE GLUE og det ville nu alligevel være fuldstændig fantastisk, hvis jeg kunne tage dem på til sommer, og jeg tror at det må være mit langsigtede mål.

 

 

I mellemtiden tror jeg, at jeg vil finde på nogle bedre fritidsinteresser end at drikke latte og spise kage – f.eks. kunne jeg jo stramme op og passe min blog, eller kaste mig over den bog jeg har planer om at skrive, og måske jeg også fra tid til anden skulle sørge for at besøge mit fitnesscenter!

Og sig til hvis du vil med, for jeg vil meget gerne have selskab ;-)