This is us

This is us

lørdag den 5. november 2011

Lara Croft - here I come!!


Så er der liv igen :) Har brugt de sidste par måneder på, at vænne mig til mit nye singel liv, sluge et par kameler eller fire, og finpudse formen inden min bikini-optræden!

Så nu er jeg klar til at tage kampen op med Lara Croft. Man må som regel ikke rose sig selv (længe leve janteloven), men jeg vil nu give mig selv et skulderklap alligevel, jeg har opnået det her på egen hånd, ingen har gjort det for mig og jeg er i mit livs form. Fødselsattesten siger 36 (i sidste måned), men jeg har det bedre og ser bedre ud end jeg gjorde for 10 år siden - og at jeg samtidig er mor til 3 fantastiske børn er jo intet mindre end vidunderligt!

Annoncerede i sidste indlæg efter en fotograf, og han meldte sig på banen kort tid efter! En gammel bekendt, som oven i købet har været min kæreste engang for 18 år siden, da jeg flyttede til København. Han har startet http://www.battling.dk/ og tager nogle temmelig fantastiske billeder!! Jeg er i hvert fald begejstret!!


Så onsdag i denne uge var den store "foto-shoot-dag", og hold op hvor var det fantastisk! Dagen startede hos min søde veninde Mie der er indehaver af Salon Delux (http://www.salon-delux.dk/), hvor søde Rasmus sørgede for "Lara Croft" frisure, og jeg følte mig som en super-star da jeg gik derfra - TAK RASMUS!!

Line har doneret den sagnomspundne Blue Glue Bikini http://www.bluegluebikini.dk/ og havde lånt mig nogle forskellige, så jeg poserede i adskillige bikinier, træningstøj og den "lille sorte", inden dagen sluttede af med en tur i Furesøren... Havde i et svagt øjeblik lovet at hoppe i vandet i min nye bikini, upåagtet hvornår på året jeg nåede i mål - og havde besluttet mig for at holde ord - så der var ingen vej udenom, jeg måtte en tur i vandet :) Kan afsløre, at det var en temmelig kold fornøjelse - men samtidig super fedt - og når man sådan har en fotograf med, er det ikke altid nok at hoppe i en enkelt gange.... Så jeg måtte i baljen ikke mindre end 3 gange!!  
Har dog ingen planer om at slå mig ned som vinterbader - jeg frøs så meget resten af dagen, at jeg måtte sidde med jakke på inde på mit kontor, selv om der var tændt for varmen ;) Så den aktivitet lader jeg andre om!

Jeg må vist endnu engang sende en tak til mine forældre, for mine fantastiske gener, som responderer så fantastisk på min træning.... Umiddelbart ville det jeg har opnået de sidste måneder have krævet et uatal af styrketræningstimer, og mange, mange cardiotimer, men jeg har bare "druknet" mig i Bodypump-, Bodyattack- og BodyFlow timer samt et par løbeture ind imellem - og formentlig i en noget større mængde end den almindelige fitness-udøver ville overkomme, men dog alligevel. Så jeg må være levende bevis på, at holdtræning i den grad kan flytte kroppens fysiske form, hvis du vel at mærke hele tiden udfordrer dig selv og dine mentale grænser. Udbyttet af dine Pump-timer er hvad du selv gør det til. Hvis du altid løfter den samme vægt i alle øvelser, bliver du ikke stærkere og udfordrer ikke dig selv, så kroppen vænner sig til den mængde træning du laver! Så gør noget godt for dig selv og tag lidt ekstra vægt på næste gang - det betaler sig ;-)

" Man ved ikke hvad man kan - før man har gjort det" - mit nye mantra, som jeg har tænkt mig at holde fast i.... og så har jeg også besluttet at holde fast i min "nye" krop - den er helt fantastisk og det føles fedt at bo inden i den!


Forude venter nu oplevelser og nye eventyr - overvejer at sende en ganske særlig person et takkekort til jul - det er jo trods alt i sidste ende hans skyld, at jeg langt om længe nåede i mål.... også selv om det ikke lige var sådan her jeg havde forventet at det skulle lykkes!

Nu skal jeg ikke blive alt for sentimental, men må lige bruge 2 linjer på for det første at takke alle de ganske særlige mennesker jeg har i mit liv, jeg er dybt i mit hjerte taknemmelig for alt jeres støtte og opbakning igennem alt det der sker, og også en tak til alle de søde mennesker jeg møder på min vej (særligt i Dansk Fitness), som kommer med opmuntrende udsagn og positive tilkendegivelser - det betyder så meget, og jeg bliver glad når jeg opdager, at I rent faktisk følger med på min blog - så TAK!

Håber at I alle yder en lille smule mere, næste gang i står i træningscentret - husk - du er den eneste der kan gøre en forskel.... 

Knus herfra 








søndag den 11. september 2011

Jeg er I live… tilbage knivskarp og mere trimmet end nogen sinde før!!
Opstanden fra de døde – er vist den beskrivelse der passer bedst lige nu, både med hensyn til bloggen, som nu har ligget død i 4 måneder, og med hensyn til mig selv og mit liv!
Livet byder nogle gange på uventede udfordringer, nogle sjovere end andre og til tider så uventede og overraskende, at vi får trukket tæppet væk under os. Sådan en situation stod jeg i for 4 uger siden, da jeg blev ramt af det ultimative budskab at: Min mand ville skilles! Han ville ikke længere bo sammen med mig, være en del af vores fælles liv, eller på nogen måde have en fælles fremtid med mig.
Jeg var på ingen måder forberedt! Var netop vendt hjem efter 14 dage i Norditalien, hvor vi havde været på bilferie med alle vores vidunderlige børn, og jeg havde ikke den fjerneste ide om, at det liv jeg kendte på godt og ondt var ved at slutte…
Men det gjorde det, en traumatisk fredag eftermiddag og jeg kunne ingen ting gøre ved det. Måtte bare tage imod beskeden, forholde mig til den og se til, mens hele det liv jeg elskede og følte mig tryg i, på et split sekund ændrede sig.
Jeg druknede mig i selvmedlidenhed og træning, glemte at spise, fik sovet ganske lidt og havde en krop i konstant alarmberedskab, på grænsen til sammenbrud som følge af konstante humør-svingninger fra den ene yderlighed til den anden. Fra dyb melankoli - overbevist om, at jeg på ingen måde kunne komme videre i livet, uden den mand jeg elskede så højt, til total optur over udsigten til at kunne ”genvinde” mit liv, slippe for diskussioner om vasketøj og praktiske opgaver og ”bestemme selv”!
Der er nu gået 4 uger, jeg er stadig midt i processen og der er ingen tvivl om, at der er lang vej igen. MEN jeg ved at det hjælper mig at skrive, jeg elsker at skrive og jeg har derfor besluttet, at jeg må genoplive min blog, dog med et lidt andet forkus…  for nu er det ikke længere rejsen mod drømme-kroppen det kommer til at handle om – JEG HAR NEMLIG NÅET MIT MÅL!!
Som følge af de sidste 4 ugers op og nedture – overdrevne træning og mangel på mad, nåede jeg i mål…  Og det føles fuldstændig fantastisk!! Jeg kan på ingen måde anbefale metoden til andre, men der er ingen tvivl om, at jeg lige nu står knivskarpt og mere trænet og trimmet end nogen sinde før!! Jeg lover, at der kommer billeder snarest (skal bare lige have skaffet en fotograf…), men hvis du løber ind i en der kender mig, vil de med garanti bekræfte, at jeg uden antydningen af tvivl har nået mit mål! (OK – jeg mangler måske stadig at fremtrylle min six-pack, men med lidt held dukker den formentlig også op ganske snart)!
Jeg kan derfor se frem til, at jeg på grænsen til noget der minder om ”vinter-badning” skal indvie min Blue Glue Bikini ;) Den er ikke valgt endnu, men det bliver den inden længe, og SØDE LINE – jeg stiller gerne op til en fotosession ved stranden med min nye bikini i efterårsvejret! For udover, at du har stillet bikinien på højkant, er det i meget høj grad, dine fantastiske timer, der hjælper mig med at slå hjernen fra og overleve i alt det kaos der hersker lige nu!
Jeg står på kanten til en ny fremtid, et nyt liv, nye muligheder og udfordringer og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det nok skal blive godt – rigtig godt! Jeg har de mest fantastiske mennesker i mit liv, og føler mig så elsket og privilegeret at jeg er dybt taknemmelig! Jeg har nye projekter i støbeskeen og med genopstandelsen af min blog – genopstår jeg også selv… for nu er det her ikke længere et projekt – det er mit liv!
Livet som singel, enlig mor til 3, indehaver af egen virksomhed (som snart skal lanceres), holdinstruktør i Københavns bedste Fitness Center, masser af dates (forhåbentlig...), møder med nye mennesker, og hvad livet ellers har i vente….  Og ved i hvad – jeg tror sg jeg glæder mig!
Så jeg håber, at du har lyst til at følge min rejse på sidelinjen, kom gerne med gode råd og inspirerende forslag til ting der skal prøves eller opleves!
Mit nye liv starter nu – og du er velkommen til at være med ;)



mandag den 9. maj 2011

Grækenland i Sigte....

Endelig langt om længe – om ganske få dage - kan vi pakke kufferten med badetøj og sommerkjoler (og måske et par shorts eller to til drengene) og sætte kursen sydover mod det Græske ø-hav…

Om vi glæder os, jo det tror jeg nu nok vi gør! Desværre bliver det i denne omgang uden min nye Blue Glue Bikini – den hænger stadig på bøjlen hjemme hos Line (som sælger disse vidunderlige bikinier), og der bliver den som sagt hængende, indtil jeg når mit mål.

Nu sidder du sikkert og tænker: ”Jamen, var det ikke nu at hun skulle være i mål? Er det ikke nu der er gået 12 uger? Var det ikke nu den bløde hausfrau skulle have transformeret sig om til en jernhård Lara Croft look-a-like”??? Og jo – svaret er JO! Det var ganske vist nu, at jeg skulle være super trimmet, have tryllet vaskebrættet frem og være sprunget i min sprit nye Blue Glue Bikini…

På torsdag er der gået 12 uger siden bloggen gik i luften, og jeg forsøgte at spænde hjelmen og kaste mig ud i mit halsbrækkende projekt. Men hvis du har fulgt med hele vejen, ved du også på nuværende tidspunkt, at det på ingen måde er gået, som jeg havde planlagt! Til gengæld har jeg lært en masse om mig selv, mine muligheder og mine begrænsninger i en meget travl hverdag, med job, børn og mand… Jeg har været nødt til at erkende, at madkontrol i den grad hvor alt skal vejes og måles ikke fungerer for én som mig. Jeg har døjet med vægtproblemer det meste af mit liv, og for mig knækkede filmen, da der pludselig kom alt for meget fokus på maden.

Jeg har meget stor respekt for de mennesker der formår at kunne overholde at leve så restriktivt i meget lang tid af gangen, men jeg er også temmelig sikker på, at en meget stor procentdel af de mennesker der gør dette, ikke samtidig starter nyt fuldtidsarbejde, har 3 (forholdsvis) små børn, som kræver tid og opmærksomhed, kærlighed og nærvær og en selvstændig ægtefælle, som arbejder virkelig, virkelig meget. Jeg skulle sammen med mit meget restriktive indtag af føde fremtrylle 5 ekstra træningstimer om ugen. Jeg ville rigtig gerne, det lød superfedt, at jeg skulle til at bruge så meget tid på mig selv og min træning – men i sidste ende måtte jeg bare konstatere, at det altså ikke virker sådan for mig.

Jeg er i meget høj grad familiemenneske, mor og kvinde med alt hvad det indebærer af godt og ”ondt”. Det betyder, at jeg i meget høj grad tilsidesætter mig selv og mine egne behov, for at kunne drage kærlig omsorg for min familie og få kabalen til at gå op. Det betyder så ”desværre”, at min træning aldrig er særlig stabil eller struktureret. Jeg kommer afsted så ofte det kan lade sig gøre, nogle uger er det 4 gange, andre uger kun 1 eller 2 gange, og når jeg endelig er kommet afsted, skal det altså også bare være sjovt! Det skal give sved på panden, frigive en masse endorfiner og gøre mig glad i låget – så det tilstræber jeg at opnå, hver gang jeg får mulighed for at træne. For når det lykkes, så får mine børn en gladere mor, med et større overskud og mere energi og min mand får en mere tilfreds kone, som ikke nødvendigvis sover på sofaen kl. 20.15 hver aften!

Lara Croft skal nok blive udfordret, for når først jeg har erkendt, hvor mine begrænsninger ligger, har jeg større mulighed for at gøre dem til mine forcer og bruge dem til noget konstruktivt, og i mål skal jeg nok komme – for det er helt sikkert, at jeg bare må og skal eje den bikini!

Jeg har droppet projekt ”flyverdragt”, risikoen for at være i overhængende fare for at få et hedeslag gør, at jeg trods alt hellere vil forsøge at skrue mig ned i min gamle bikini. Jeg har fået anbefalet en våddragt, som jo også er hel-dækkende, men dog knap så varm som flyverdragten og beregnet til mange timer i vandet, men jeg tror nu, at jeg bare vil nyde de Græske strande og solen sammen med min vidunderlige familie, som helt ubetinget elsker mig, for den jeg er – bare fordi jeg er mig – og det er det største et menneske kan opnå….  

onsdag den 27. april 2011

Strudsemetoden – der ikke virker og livstegn fra de ”døde”…

Har tænkt hårdt og længe over dette indlæge, men er ikke blevet klogere på, hvad jeg skal skrive eller hvad mit indlæg skal handle om, så nu skriver jeg bare og så ser vi hvad der dukker op…..

Er i en situation, hvor jeg ikke engang er sikker på, at der overhovedet er nogen som følger med længere, men det må jo så være straffen for ikke at holde bloggen opdateret og føde læserne med saftige indlæg i et passende interval – det er jo svært at forvente at nogen har lyst til at følge med i noget, hvor der ingen ting sker!!

Og det er vist bare sådan det har været siden sidste indlæg – der er ikke sket noget som helst… Jeg har forsøgt at praktisere ”STRUDSEMETODEN” – velkendt hjemme hos os, som når man stikker hovedet i jorden og forventer at ingen kan se én – altså forsøger at forsvinde, uden at det fysisk kan lade sig gøre, og man alligevel før eller siden må se omverdenen i øjnene og gå til bekendelse!

Jeg forsøgte at forsvinde fra bloggen, fra træningscentret og vist mest af alt fra mig selv – kigge indad og slutte fred.

Har forsøgt at forene mig med min krop og den kvinde jeg er med numse, hofter og sul, og synes faktisk at det i nogen grad er lykkes… Ja altså indtil en vis grænse, for det er jo fint at gå rundt derhjemme og synes at man er skøn og dejlig når man kan tage en lidt for stor kjole på i A-facon (gad vide hvem der fik den geniale idé, at opfinde en forfinet udgave af teltet, så vi kvinder der er lidt trætte af vores krop, kan forsvinde i gevanter der bare gør os endnu større end vi i virkeligheden er….???) og så bilde sig selv ind, at alt er i skønneste orden.

Det er straks noget andet, når virkeligheden banker på og kalenderen fortæller, at der nu kun er 15 dage til turen går til Grækenland! Jeg må konstatere, at jeg vist må indtage de græske sandstrande i flyverdragt!! Havde nu i min hjerne en forestilling om at være trimmet og smækker – og se vanvittig fantastisk ud i min nye Blue Glue Bikini, men den hænger pænt og venter på en bøjle et sted, for jeg nægter at ”gøre krav” på min belønning før jeg når mit mål, og hvis det så betyder at jeg skal til at vinterbade, bare for at kunne flashe min nye bikini når jeg når så langt, ja så gør jeg også gerne det!!  Og det er så sådan det går, når man ikke kan finde ud af at lukke munden og sige ”NEJ TAK”.

Overvejer hvordan jeg får indlagt dræn i min flyverdragt, så jeg i det mindste ikke også falder om af hedeslag, men jeg har endnu ikke fundet en optimal løsning (gode forslag modtages gerne!!). Det skal også lige nævnes, at det er en temmelig håbløs affære, at finde en forretning med et fornuftigt udvalg af flyverdrager på denne tid af året, men med en målrettet indsats lykkes det muligvis…

Jeg er dog vældig meget i live, har ingen dårlig samvittighed, det er livet dog trods alt for kort til, og jeg har nydt hvert et stykke chokolade (og andre forbudte sager) jeg har spist de sidste uger!

Jeg kom dog i weekenden til en erkendelse af, at det godt nok er en stor skam, at have et klædeskab fuld af så meget fantastisk tøj (og tro mig, der er rigtig, rigtig meget), uden at kunne passe det hele. Og jeg vil i virkeligheden virkelig, virkelig gerne have fingre i den BLUE GLUE BIKINI, så mon ikke jeg bare skulle øve mig i at sige ”NEJ TAK”, tage hovedet op af jorden, komme afsted til BODY-ATTACK, ringe til Lars og aftale en træningstid, løbe en tur i solen og nyde alle de skønne frugter og grøntsager som denne fantatisk årstid bringer med sig… Det er i hvert fald planen, og hvis jeg ikke tager meget fejl, skal det nok hjælpe mig derhen hvor jeg gerne vil være!

Jeg har i meget langt tid undgået Lars – det er jo ærlig talt temmelig pinligt, at mødes med sin personlige træner, når man ikke lige får gjort det der er aftalt…. Og det har været meget let at springe udenom, for Lars bad mig om at sige til, når vi skulle træne og måle igen! Men det har jeg gjort nu, han behøver nok ikke tage en fedttang med lige nu, men træningen med Lars vil jeg virkelig gerne holde fast i. Det er super-fedt at blive presset på den måde og jeg kan igen kun anbefale personlig træning. Uanset hvad dit mål er. Personlig træning er for ALLE – det er derfor det er personlig træning. Træning til dig, for dig, med dig og KUN DIG! Tid til DIG ALENE med din TRÆNER i 1 TIME, med fokus på DIT MÅL og DINE BEHOV…. Og tro mig – du vil elske det for du finder ud af hvad du rent fysisk er i stand til at udrette. Og man ved ikke hvad man kan – før man har gjort det!

Jeg håber, at jeg ikke har tabt Jer alle sammen, men at der stadig er en enkelt eller to, som har lyst til at følge med – i sidste ende er vi jo alle sammen bare mennesker, jeg håber bare, at jeg med min blog og min ærlighed kan være med til at inspirere andre til også at gøre lidt mere for sig selv. Få lidt mere fokus på den individuelle sundhed og få skabt lidt fokus på de valg vi træffer for os selv og vores krop hver eneste dag…. Og mon ikke Lara Croft dukker op en dag??? Jeg tror det ;)

tirsdag den 5. april 2011

Min egen helt store inspiration må selvfølgelig være.....

MIG SELV!!

Det er pludselig gået op for mig, at jeg har ledt efter inspiration alle de forkerte steder. Jeg har en fotokollage af fitnessatleter hængende på mit køleskab, ikke fordi jeg har en drøm om at se sådan ud, men fordi det inspirerer mig, når jeg ved hvor meget tid, mad, træning og dedikation der skal til for at nå derhen hvor de piger er. Det er virkelig imponerende, hvad man kan med sin krop, hvis man arbejder målrettet og dedikeret og lever vanvittigt fanatisk i lange perioder ad gangen... Det virkede godt i starten at kigge på de der piger, og drømme om, hvordan det ville være, når jeg selv nåede mit mål.
(En af min mands gode kammerater grinede fjoget en dag han var her, og spurgte hvorfor han havde de der piger hængende - det havde han heller ikke - det var mig, men han er helt sikkert ikke utilfreds med min fotokollage der hænger lige midt på køleskabet)!

Det var også fotokollagen, der i et anfald af kådhed fik mig til at kaste mig ud i det her projekt, 12-ugers intensiv forvandling, der skulle få mig i mit livs form og transformere mig fra "Hausfrau til Lara Croft" på ganske kort tid, sikre at jeg én gang for alle kom min elevatorvægt til livs, og sørge for, at jeg aldrig mere ender der, hvor jeg nu for 117. gang befinder mig, lettere overvægtigt og svært utilfreds med mig selv. 

Som skrevet tidligere er det jo ikke første gang, at jeg har været igennem et dedikeret vægttab - det er faktisk sket adskillige gange tidligere. Jeg var overvægtig i mine sene teenage-år og starten af 20-erne, på dette tidspunkt i mit liv rundede vægten små 85 kg. Jeg tabte mig over meget lang tid ca. 17 kg (ved hjælp af slankepiller, mærkelige slankekure og til sidst ved at "opfinde" mit eget kostkoncept) og holdt vægten i en del år (med ganske små udsving) indtil jeg blev gravid med mit første barn i en alder af 27 år.
Jeg tog 25 kg på i løbet af 9 måneder - og nej det var ikke graviditeten. Den vejer et sted mellem 10 og 12 kg (muligvis lidt mere hvis man har rigtig meget vand i kroppen), så resten optil 25 kg var altså fedt!

Jeg tabte det hele igen og var normalvægtig igen i perioden fra jeg nåede slutmålet til jeg som 30-årig blev gravid med mit 2. barn. Her lykkedes det mig at tage ikke mindre end 33 kg på, og 14 dage før fødslen var jeg på vægten for sidste gang og vejede den nette sum af: 99,8 kg. Jeg vidste præcis hvad jeg måtte gøre - gik straks igang og tabte i løbet af 7 måneder al min overvægt og landede på 61 kg. Blev gravid igen lige bagefter og tog 28 kg på én gang til... måske jeg skulle have overvejet at lukke munden på et tidspunkt i løbet af mine graviditeter, men det skete altså desværre bare ikke.

Efter min 3. og sidste graviditet, var jeg ikke i tvivl om, hvad der skulle til. Jeg satte alt på spil og indgik en aftale med Nutramino (vores leverandør af kosttilskud) om, at de sponsorerede kosttilskud og jeg tabte mig ved hjælp af mit eget kostkoncept (se forløbet her: http://www.nutramino.dk/nyheder_slank_igen.htm ).

Jeg tabte mig igen ned til ca. 61,5 kg, var slank og fin, glad og tilfreds og havde det vanvittigt godt! OG hvorfor gik det så galt igen?? Jeg ved det simpelthen ikke, der er ingen gode forklaringer, andet end at jeg har en usædvanlig sød tand, bruger min mad når jeg er i krise eller keder mig, og forsøger at overleve en travlt hverdag med hurtige sukkerløsninger, selv om jeg så udemærket ved, at det er verdens dårligste ide...

Så i dag gik det op for mig, at jeg jo ikke behøver at hente hjælp og inspiration andre steder... jeg har jo det hele - lige her - inden i og på min pc! Billeder, kostplaner, madkoncepter, viden og bevidsthed om, at jeg jo sagtens kan - uden problemer - fordi jeg har gjort det så mange gange før, og fordi jeg ved at jeg udemærket kan gøre det igen.
Jeg er kostvejleder og har hjulpet rigtig mange mennesker med at komme på rette kurs, komme af med deres overvægt og finde vej gennem slankejunglen, så hvis ikke jeg skal lykkes med mit projekt - tja, hvem skulle så??

Jeg så sådan her ud for 2½ år siden - efter mit vægttabsprojekt med Nutramino - og jeg havde det skønt! Kan jeg komme derhen igen? - JA; selvfølgelig kan jeg det, og kursen er lagt. Lars hjælper fortsat med træningen, det er noget af det bedste jeg nogen sinde har gjort for mig selv, der er skruet lidt ned for mængden af styrketræning og jeg glæder mig vanvittigt til jeg skal til BodyATTACK med Line i morgen (onsdag) og så skal vi nok nå i mål. Jeg er klar over, at jeg kun har 5 uger at løbe på inden de grænske sandstrande venter, og jeg er nok ikke der hvor jeg gerne vil være om 5 uger, til gengæld har jeg opdaget at det er vigtigt at have det sjovt på vejen, at kunne følge med mentalt og finde det der motiverer allermest - og for mig er det altså - tja MIG ;)

Så nu hænger jeg midt på køleskabet, og det er han (min mand) vist heller ikke helt utilfreds med...



  

onsdag den 30. marts 2011

At være det rigtige sted…

Viser sig ofte at være en kæmpe udfordring, i hvert fald i mit hoved. Jeg planlægger dagligt hvordan både min mad, min træning og min vægt skal forløbe de næste 2-3 uger, men ofte går det galt allerede efter 2-3 dage.

Så er jeg måske lige på arbejde lidt længere end planlagt, kan ikke nå træningen inden aftensmaden og har så umådeligt svært ved at komme ud af døren efter kl. 20.00, hvor vores 3 vidunderlige børn er gået i seng . På dette tidspunkt har vores familie været i gang i ca. 15 timer og udsigten til et træningspas på 1-2 timer på denne tid er døgnet, er temmelig uoverskueligt de fleste dage. Har mit hyr med vores sofa, som til tider har det med at hægte sig fast på ryggen af mig og blive hængende resten af aftenen (har overvejet at afskaffe den, men tvivler på at jeg bliver særlig populær hos resten af familien).

Jeg har derfor i de forløbne uger været nødt til at sande, at et realistisk mål for mig er at træne 3-4 gange om ugen: 2-3 x styrketræning og 1-2 x cardiotræning, enten en løbetur om morgenen i weekenden, eller noget cardiotræning efter et styrketræningspas. Forhåbningen er, at jeg snart kan kaste mig over en ATTACK-time eller to om ugen, men ”nogen” har ændret på holdplanen i fitnesscentret, og så er det ikke så let at få passet det ind! 

Når folk hører, at jeg er i gang med det her projekt (i mere eller mindre grad), får jeg ofte at vide, at det da ikke er nødvendigt, at jeg er pæn og fin som jeg er, at jeg ser flot ud og absolut ikke har brug for at tabe mig. Og hvis man kigger på mine tal, kan der måske være noget om snakken. Jeg er bestemt inden for normalområdet og jeg er temmlig sikker på, at min læge på intet tidspunkt ville løfte et øjenbryn over min vægt eller facon i øvrigt. Men når jeg nu inden i ved, hvordan det føles at veje det ”helt rigtige”, hvor glad jeg er når jeg er slank, hvor meget overskud jeg får og hvor fin min hud bliver, ja så kan det altså være ganske svært at slå sig ”til tåls med” godt nok. Jeg er jo den eneste der ved, hvordan det føles når det er godt nok – og det er det bare ikke lige nu.

Til gengæld er den her udfordring blevet en noget større mundfuld end jeg havde forventet da jeg kastede mig ud i det. Jeg var åbenbart ikke helt klar rent mentalt, og det har krævet en del tilløb at komme i gang – faktisk er det meget svært for mig denne gang, især fordi jeg jo også skal holde Jer opdateret, og det derfor til tider er en endnu større skuffelse, at det ikke går som planlagt. Jeg vil jo gerne være super-sej, inspirerende og ”gå foran”, så I også får lyst til at kaste Jer ud i jeres eget trænings- og kosteventyr, der skal føre Jer derhen hvor det er rigtigt for Jer at være, men der er jo ikke meget motivator over én, som uge efter uge må gå til erkendelse og indrømme at sukkerafhængigheden er blevet et reelt problem, og hver dag derfor er en kamp for ikke at falde i sukkerskålen, og at jeg desværre lidt for ofte lander dernede alligevel.

Der skal mange lange tilløb til – men før eller siden er jeg sikker på at det lykkes. Ikke mindst fordi sygdom i min nære familie har gjort mig bevidst om, hvor vigtigt det er, at jeg vælger et sundt og aktivt liv – resten af livet, får styr på mit forhold til mad, kommer af med min elevatorvægt (som jeg har døjet med siden mine teenage-år), så jeg på den måde kan forsøge at styre uden om evtuelle genetiske dispositioner, der kan ramme mig senere i livet.

Vi har kun det her ene liv, jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen!! Det er vores aller vigtigste opgave, at passe på vores krop. Den skal servicere os hver eneste dag hele livet igennem! Vi forventer, at den virker upåklageligt dag ud og dag ind, og vi bliver irriteret og utilfredse, hvis det ikke er tilfældet. Men hvis ikke vi passer godt på den, og giver den det den har brug for (ordentlig, sund og fornuftig mad, holder den i gang med fysisk aktivitet og giver den hvile når den har brug for det), hvordan kan vi så tillade os at forvente, at den bare fortsætter ufortrødent resten af vores liv? Det er der ikke nogen som helst andre maskiner der gør… Så pas godt på dig selv og din krop – det betaler sig <3

torsdag den 24. marts 2011

Fremgang for hjerne og styrke...

Sidder her i min eftertænksomhed og undrer mig over, hvor hovedkluns jeg kastede mig ud i det her projekt, fuldstændig kæphøj og skråsikker på, at jeg uden problemer ville kunne gennemføre 12 uger på en stram diæt og få indpasset 8 timers træning om ugen i mit i forvejen meget stramme dagsprogram. Faktisk var jeg så kæmphøj, at jeg selv foreslog, at vi jo bare kunne lave en blog, så jeg ville blive sat til offentlig skue under vejs, fordi det med stor sandsynlighed bare ville øge indsatsen og sikre, at jeg ikke flunkede undervejs...

I bagklogskabens grimme lys, er det ikke altid, at det går som præsten prædiker, og som I nok har luret, har de sidste par uger ikke været lutter spas og kækhed... En meget sød og kær ven, som nu bor langt væk, følger med på min blog og sendte mig en hilsen med en besked om, at hun ikke kunne kende mig... Hun synes, at "jeg" var forsvundet og i stedet havde forvandlet mig til en frustreret og indebrændt furie med en vanvittig besættelse af alle mulige tal, som i sidste ende jo ikke gør hverken fra eller til. Hun savnede, at høre om den Gitte der træner og spiser sundt, fordi det gør hende glad og fordi hun synes det er fedt at leve det sunde liv! Og faktisk var det lige præcis hvad jeg havde brug for at høre, for at få sat tingene i perspektiv og finde ud af, hvad det er jeg lige præcis gerne vil med det her projekt og hvor det skal føre mig hen.

Målet er selvfølgelig at "fremtrylle" en slankere og sundere udgave af mig selv, en Gitte i bedre form, med mere overskud og lidt færre kilo på sidebenene, så jeg frit kan vælge og svælge i alt det fantastiske tøj jeg har hængede i mit klædeskab - og tro mig - der findes abnorme mængder af tøj i mit klædeskab ;)

Det skal jo være sjovt, motiverende og inspirerende at flytte sig selv, og i den her proces kræver det stor selvindsigt og overskud, at huske sig selv og få ryddet op i rygsækken undervejs, så det ikke bare er en 12-ugers "quick-fix", men et langtidsholdbart resultat, som jeg kan være glad og stolt over - også om 6 og 12 måneder.

Og hvad er det nu der gør Gitte glad? Tja, ind imellem har jeg vist lidt for travlt oppe i mit hoved til helt at huske og mærke efter, hvornår det er jeg har det allerbedst, men når jeg nu sidder her og reflekterer er det faktisk ikke så svært at komme i tanke om, at jeg jo synes det er super sjovt og alt for fedt at fyre den af på diverse holdtimer med fuld knald på og høj musik, eller følelsen af at være helt høj efter en helt fantastisk løbetur i forårssolen. Og ja, det er godt nok hårdt at komme igang med de der løbeture, især hvis man kun praktiserer udendørs løb halvdelen af året... men det positive i forhold til den sag er jo, at man ganske hurtigt får resultater og kan mærke at man ret hurtigt kommer i bedre form og at bagdelen efter kort tid holder op med at svinge helt så meget!

Så nu glæder jeg mig over, at Lars pga. min hurtige respons på styrketræningen har lavet lidt om, så vi skruer lidt ned for styrketræningen og op for cardiotræningen, hvilket jo betyder mere plads til BODY-ATTACK og løbeturene!
Jeg vil ikke love at det lykkes, men jeg vil love, at jeg gør hvad jeg kan for at yde mit optimale i forhold til mit projekt og med 7 uger tilbage er der virkelig noget på højkant nu!

Jeg nyder mine træningspas med Lars, det er simpelthen imponerende hvor stor forskel det gør, at have én der lige smider lidt mere vægt på, fordi ”det nok skal lykkes” og det vilde er, at det gør det jo! Jeg har trænet hele mit liv: Gymnastik og aerobic og de sidste 15 år også styrketræning ”on and off”, men der er stadig plads til forbedring.

Jeg har for første gang i mit liv squattet med 70 kg på nakken, skulderpresset 17,5 kg og lavet lunges med en 20 kg’s håndvægt i hver hånd. Stærk?? Ja – som en okse – og det føles fantastisk!

Det mest fantastiske er, at Morten ved præcis hvor meget han procentvis skal løfte mere end mig, så nu hvor jeg ofte lige skal have lidt mere vægt på, er der vist også en anden som bliver udfordret i sin træning ;)

Hvad med dig – bliver du udfordret i din træning? Yder du dit optimale hver gang du træner, eller spilder du din tid? Jeg kan kun sige én ting – personlig træning – det er fuldstændig fantastisk! :)

torsdag den 17. marts 2011

At miste retningssansen, Opgive sit forehavende, Komme på bedre tanker og Sadle om…

10 dage er gået siden mit sidste indlæg, og det er er en meget god grund til… Eller – dvs. jeg ved ikke om grunden er god, men der er en årsag og den skal I selvfølgelig have!

Lige før jeg gik i gang med ”Lara Croft”-projektet startede jeg nyt job på Rigshospitalet. En nyoprettet stilling, som personlig sekretær for Screeningschefen i Region Hovedstaden, en meget, meget sød kvinde med virkelig mange jern i ilden, hvilket afstedkommer temmelig mange og nye arbejdsopgaver hver eneste dag. Jeg var glad og begejstret over mit nye job, og synes pludselig, at der skulle ske en masse, hvorfor jeg  – uden omtanke – kastede mig ud i mit forvandlingsprojekt! (Mest fordi jeg naturligvis gerne vil se brand godt ud, når vi som bekendt skal på badeferie i Grækenland til maj). 

Det var muligvis ikke så gennemtænkt (faktisk overhovedet ikke gennemtænkt), bare tiltrængt, at få rusket op i dårlige spise- og træningsvaner, at lægge kursen om og gøre noget ved den daglig træthed, det manglende overskud og den urene hud, som jo ofte følger i kølevandet på et alt for ustabilt fødeindtag, for meget raffineret sukker og store mængder lyst brød og kage…
Og så skal det naturligvis helst gå stærkt, for selv om overvægt og forhøjet fedt% ikke kommer snigende i løbet af en enkelt nat, men tvært imod er oparbejdet igennem længere tids overforbrug af mad og søde sager, ja så har vi vel alle et latent håb om, at det hele forsvinder så snart vi bare begynder at TÆNKE på sund mad og træning. Desværre er det jo ikke sådan det virker. Kroppen er indrettet til at gemme på alt den overskydende energi vi putter ind i den, så den kan klare sig i vinterhalvåret, hvor adgangen til fødevarer er begrænset og den skal overleve på sine egne ressourcer…. Hmmm – noget siger mig, at vi vist aldrig mere kommer til at opleve en vinter med begrænset adgang til fødevarer og på trods af evolutionen og den teknologiske udvikling, ja så står vores fysiologiske krop i stampe og er endnu ikke kommet ud af stenalderen.

Så når jeg (og alle Jer andre der heller ikke altid er lige gode venner med jeres vægt) igennem en længere periode, har indtaget for meget af det forkerte, og kroppen er begyndte at gemme det på lageret, ja så tager det altså desværre også en rum tid, før kroppen er villig til at give slip igen. Det kan til tider være svært at håndtere, at den tankevirksomhed der foregår i hovedet ikke altid har følgeskab af kroppen. Jeg er klar over, at jeg på meget kort tid reducerede min fedt% fra 26,6 – 20,7, hvilket jo i sig selv er en ganske vanvittig præstation. Desværre fulgte centimeterne ikke med, fordi jeg generede en del muskelmasse, og jeg derfor ikke blev fysisk mindre.. Dette betyder så igen, at jeg jo stadig ikke kunne passe mit gamle tøj!

Og eftersom det bl.a. er det der er målet (i har nok alle et par jeans liggende, som i drømme om at hoppe i den dag solen skinner, vinden er i den rigtige retning og der er 2 onsdage i en uge…) med mit forehavende, mistede jeg fuldstændig fokus, råbte ”F…”, sprang af hesten, tog min mand under armen på afslapningsweekend i det jyske, og kastede mig i grams med alskens lækker mad, dessert, øl, vin & slik…

SUK – jeg ved det -  jeg magtede at fylde min kulhydrat-depoter på blot 4 dage, og måtte tirsdag morgen konstatere, at jeg nu igen vejer stort set det samme som for 4 uger siden (dog stadig med 1 kg i minus). Temmlig nedslående, helt menneskeligt og alligevel dybt utilfredsstillende.

Jeg er med garanti ikke det eneste individ, der gentagene gange har oplevet dette her. Faktisk er det en tro kopi af, hvad der som hovedregel sker, når jeg beslutter mig for at jeg skal tabe mig. Har lidt af elevator-vægt hele mit voksenliv – og drømmer dagligt om en hverdag, hvor mit hoved ikke er fyldt med tanker om mad og kalorier og trangen til at spise en hel plade chokolade af gangen. Jeg er sikker på, at jeg nok skal nå derhen, men der er lang vej igen, og ingen ting er jo løst med et 12-ugers projekt, der er så krævende, at jeg ikke selv kan følge med…

Det her er ingen andres skyld end min egen. Jeg er den enste der har mulighed for at gøre noget ved mit forhold til mad og til min krop. Jeg er ikke på nogen måde overvægtig, jeg er bare ikke selv tilfreds – og jeg skal NOK komme ned i de jeans inden jeg har fødselsdag næste gang. Det kan bare godt være, at det ikke er inden 12. maj!

Til gengæld er der nu 8 uger til Grækenland venter, jeg har IKKE smidt håndklædet i ringen, og jeg giver IKKE op. Jeg har bare modificeret min indsats, så den står mål, med alle de andre ting jeg har i mit liv lige nu. Jeg prioriterer at være dygtig til mit arbejde, at være tilstede og nærværende og have overskud når jeg er sammen med mine børn, og naturligvis at prioritere, at finde tid til mig selv midt i alt det andet. Jeg står dagligt overfor de udfordringer alle andre udearbejdende mødre også skal forholde sig til, og må erkende, at det til tider er en meget svær balancegang, hvis alt skal gå op i en højere enhed. 
Men der er stadig en bikini fra blue Glue på højkant (som jeg ikke er villig til at vinke farvel til)... og jeg har bestemt ikke opgivet min nye gode ven - min personlige træner Lars, der i den grad kan få mig til at yde mit maksimale i mine træningspas (også selv om han ikke træner med mig...) Så jeg fortsætter selvfølgelig - bare i modificeret grad.
Det er guld værd at have en personlig træner, der på den måde formår at presse mig derud, hvor jeg oplever, at jeg rent faktisk kan mere end jeg troede, for det er jo lige præcis der, det begynder at gøre en forskel - og jeg glæder mig allerede til vi skal mødes på tirsdag!  

Det her er Mit Liv og Min Krop og det er Mit Ansvar, at sørge for at passe godt på den krop, der skal passe på mig et helt langt liv. OG JEG SKAL NOK NÅ I MÅL! Vi får kun den ene krop, som vi forventer servicerer os dag efter dag, fra vi bliver født og til vi ikke er her mere, men når vi nu stiller så store krav til vores krop – er det så ikke passende, at vi samtidig sørger for at holde den vedlige og passe på den? Sørger for at den får den rigtige oktan benzin, at der er fyldt olie og sprinklervæske på, og at den med behørigt mellemrum kommer til serviceeftersyn?? Det synes jeg – og nu tager jeg ansvar for MIN krop – hvad med dig?

mandag den 7. marts 2011

En tur i slikskålen, Hovedpine, erkendelse og op på hesten igen…

Hold op en weekend, eller måske nærmere uge…
Det har været en af de uger, hvor jeg har måtte konstatere, at der af uforklarlige årsager kun er 24 timer i døgnet (jeg er vist ikke den eneste der godt kunne bruge lidt mere tid), at man er nødt til at sove minimum 6-7 timer (jeg er i hvert fald), og at der derudover desværre er begrænsede ressourcer at trække på, når man har fuldtidsjob, 3 børn og en mand som arbejder temmelig meget (læs: ofte 70-80 timer om ugen).

Den første opstarts-entusiasme er så småt gået over, det er ved at gå op for mig, at 12 uger lyder af ”ingen ting”, men faktisk er meget længe, hvis jeg skal holde både intensitet og energi-niveauet oppe (det var i sidste uge en fysisk umulighed), og jeg må vist desværre sande, at jeg blot er et ”helt almindeligt menneske” med begrænsede ressourcer og overskud og at jeg derfor også løber ”tør for krudt” ind imellem. Det betød, at jeg hele ugen havde umanerligt gode undskyldninger for ikke at få trænet, hvilket førte til, at det også blev lidt svært at styre min diæt og at jeg i sidste instans, måtte kaste håndklædet i ringen, stjæle resterne af ungernes Disney-slik om fredagen og oven i købet lokke min ellers støttende og forstående og hjælpsomme mand (læs: Han forsøgte med både søde og grimme ord at tale mig fra mit forehavende) til at hente ”bland-selv-slik” på tanken søndag aften…

Jeg er ikke stolt af mig selv, men er stor nok til at indrømme, at jeg ind imellem tager munden for fuld, og så vil jeg bare lige sige: ”For pokker - det smagte vidunderligt det slik”. Jeg nød hvert et stykke jeg spiste velvidende, at det for alvor var det allersidste slik jeg kommer til at smage de næste 9½ uge (og det er vist godt det samme, for i skrivende stund er jeg angrebet af en umanerlig ondsindet hovedpine, og jeg ved godt hvor den kommer fra – ja, det er ganske rigtigt, alt det forbandede sukker)!! 

For jeg har ikke opgivet mit projekt, jeg har stadigvæk en rejse til Grækenland der venter forude, en BLUE GLUE bikini, som jeg skal flashe på de Grænske strande, og en drøm og et mål om at feje Angelina af pinden som Lara Croft og tro mig: Jeg er stædig nok til, at det nok skal lykkes – så nu har jeg rejst mig fra sølet, nærstuderet billedet øverst på bloggen, gennem-kigget http://www.blueglue.dk/ ’s hjemmeside mere end én gang og sluttet fred med min hjerne (så godt det nu kan lade sig gøre), således at vi er enige om, at der ikke er mere slik og søde sager før vi når Grækenland!

Det føles nu egentlig meget rart, at være blevet enig  med sin hjerne. Det er altså virkelig op af bakke, når hjernen tror den bestemmer, og hele tiden skriger på alt det forkerte… Og det er jo helt grotesk så højt det lyder, når den bare gentagne gange insisterer på, at den vil have slik og søde sager. Så nu har jeg pænt forklaret den, at det altså ikke er den MEN MIG!!! der bestemmer hvad vi putter i munden! (håber den er lidt mere lydhør i fremtiden, for den var nu ikke særlig sød i weekenden…)

Glæder mig til at tage hul på denne uge uge, som er startet helt vidunderligt… 3 fastelavnsklædte unger, fulde af glæde og begejstring over at være klædt ud, en god maddag og udsigten til afslapning på sofaen i aften – det er hvad jeg kalder en FANTASTISK mandag <3

tirsdag den 1. marts 2011

Kvantespring, dødsyge tal og betydningen af fedt%...

Puha - har vist holdt skrivefri lidt for længe, og beklager den larmende tavshed fra min side af skærmen, har været i en indædt kamp mod min vægt, men har den sidste uge, dag efter dag måtte konstatere, at jeg stadig ikke kunne annonceret et yderligere vægttab, da vægten bare ikke har rokket sig ud af stedet - og selv om jeg, fuld af optimisme efter sidste indlæg, jo måtte erkende, at jeg nu er udsat for det jeg selv har prædiket på mine egne forvandlingshold, ja så er den medicin nu altså temmelig svær at sluge :(

Det har betydet, at jeg har (meget mod min oprindelig plan og overbevisning) vejet mig næsten hver morgen, i håbet om at se bare et minimalt vægttab, en mikroskopisk indikation af, at jeg er på rette vej med mad og træning, og at de fysiske forandringer, som efterhånden også er tydelige for andre end min mand, ikke bare er ren indbildning! Men DESVÆRRE, vægten har stået bomstille, hvilket medførte at jeg fredag aften kastede håndklædet i ringen og kastede mig i grams.... Nu sidder I nok spændt og venter på at jeg skal fortælle om alle de forbudte ting jeg væltede i mig fredag aften, men det var faktisk noget så uskyldigt som et glas rødvin (eller 3,... den var godt nok go' den vin) og nogle saltede peanuts. Følte mig som en rigtig rebel og var egentlig på daværende tidspunkt så disillusioneret omkring forløbet, at jeg i løbet af aftenen så småt begyndte at overveje, om ungerne ville opdage det, hvis jeg stjal deres slik og hvad jeg i øvrigt skulle finde på at muntre mig med i løbet af weekenden, når der nu alligevel ikke var nogen fremgang at spore. Kom mig dog over tyveriplanerne, det ville alligevel også have været for svært at bortforklare, når nissen nu er rejst hjem!

Men, men, men nu skal man jo ikke skue hunden på hårene, og da jeg vanen tro hoppede på vægten lørdag morgen var vægten faldet til 66,9 kg!!! OM jeg kunne få armene ned igen? Det var i hvert fald svært, og motivationen kom tilbage med fornyet kraft -FANTASTISK... 

I dag er det så tirsdag og alle ved nok hvad det betyder: STORE VEJE- og MÅLEDAG. Har været virkelig god hele weekenden efter opturen lørdag morgen, så det var endnu engang med vantro og skuffelse, at jeg i morges måtte sande at vægten var gået op igen. What the F... - nu er det bare nok, det er simpelthen bare NOK! Jeg har dagen igennem været meget tæt på at kaste håndklædet i ringen, men har alligevel holdt mig til planen, fordi jeg skulle mødes med Lars og tænkte at han nok var fuld af gode forklaringer...

Og så kom UDLØSNINGEN: ENDELIG, LANGT OM LÆNGE, TOTAL OPTUR og SELVTILFREDSHED....  min fedt% er på 2 uger faldet fra 26,6% - 20,7%!!! Næsten uhørt, med mindre man er hard-core fitness-atlet og er vant til at træne op til konkurrencer. Mit reelle vægttab over de sidste 2 uger viser sig at være 4,25 kg FEDT - altså 17 pakker smør - FARVEL FEDT! Jeg har gainet noget muskelmasse og kan takke mine gode gener (TAK SØDE MOR & FAR) for den fantastiske måde min krop responderer på, når den får den rigtig mad og træning. Det er jo vanvittigt vidunderligt og helt fantastisk. Jeg ville jo ikke ane at det var sådan fat, hvis ikke vi havde målt min fedt%. JUBIIIIIII :)

Nu bliver det lige lidt nørdet, men jeg prøver at holde det simpelt, for jeg vil så gerne have at I alle sammen forstår, at det i sidste ende ikke betyder noget som helst hvad der står på vægten, så længe vi selv er tilfredse med det vi ser i spejlet og vores fedt% er inden for normalområdet. (Man kan også være tyndfed, men det er et helt andet koncept, som jeg nok må komme ind på i et andet indlæg...)  

Det er grove løjer det her, og vanvittigt hvor indoktineret vi alle sammen er i forhold til de åndsvage tal på den vægt. De fortæller jo ingen ting! Et meget godt eksempel er min egen mand: Han er 186 cm og vejer ca. 93 kg, han går rundt med et BMI på 26,6 hvilket sætter ham i kategorien: OVERVÆGTIG!
Nu vil jeg gerne have at I nærstuderer vedhæftede billede. Der er absolut INTET overvægtigt over min mand - tvært imod kan man vel sige. Han går rundt 12 måneder om året med en fedt% på lige omkring 9 og hvis han begynder at tabe sig vil det eneste der kommer til at ske være, at han begynder at tabe sin muskelmasse og mister sin styrke...
Nu er det ikke meningen at jeg skal "blamere mig" med min mand(for jo, jo, han er da super-lækker og jeg skal bestemt ikke klage, men nu er det jo ikke ham det handler om), men han er det bedste eksempel jeg kan give jer, på alt den misforståethed omkring vægt, BMI og andre tilfældige målinger af overvægt, som reelt ikke givet et retvisende billede af personen bag tallene! Den eneste reelle måling er fedt%, den lyver ikke og den fortælle helt konkret hvor stor en del af ens kropsvægt der består af fedt! Det er da til at forholde sig til.

Så med disse ord vil jeg nu sætte tænderne i dagens sidste måltid: En lækker proteinbar med chokoladesmag, som helt sikkert er fortjent efter de virkelig gode nyheder... Ha' en skøn aften derude - kig i spejlet og gør noget ved det hvis du ikke er tilfreds. Du er den eneste der sidder med redskaberne til at hjælpe dig selv, der er ingen andre der kan...

Gitte

tirsdag den 22. februar 2011

Frustrationer og en skefuld af min egen medicin….

Så blev det tirsdag igen, en uge er gået siden sidste vejning og det var tid til at hoppe på vægten igen…

Må dog hellere afsløre, at jeg rent faktisk var på vægten i går (mandag), havde fået en del positive tilkendegivelser (ok, et par enkelte kommentarer fra min mand) om, at man vist allerede fysisk kan se, at jeg er kommet godt fra start. Opmuntret af disse udsagen, var jeg naturligvis nødt til at tjekke, om det rent faktisk også kunne ses på vægten, hvilket jo ikke var utænkeligt da jeg har været SUPER GO’ i sidste uge. Har fulgt min kostplan og passet min træning til punkt og prikke, på trods af en skøn familiefødselsdag i søndags, hvor det eneste jeg indtog var et æble og nogle valnødder (samt en proteinshake, som blev drukket i bilen på vejen hjem – for der er dog alligevel grænser for, hvor meget jeg har lyst til at skille mig ud og være ”mærkelig”, når jeg er sammen med en masse mennesker, jeg ikke rigtig kender…). Nå, men i hvert fald var jeg ved at dø af nysgerrighed, for faktisk bilder jeg mig ind, at jeg også godt selv kan se det – i hvert fald en lille smule – så naturligvis havde jeg en forventning om, at vægten ville være rigtig sød og forstående og vise mig, at den var gået yderligere ned!

Men, men, men – måtte til min store gru konstatere, at det ikke ligefrem var tilfældet – faktisk var den så modbydelig, at den annoncerede kl. 05.30 mandag morgen, at min vægt var steget med 700 g – på trods af alt mit hårde slid. En vægtøgning på 700 g på en uge, var mere end jeg var klar til at håndtere på den tid af dagen - og så en mandag morgen – hvor modbydeligt kan det blive??? Humøret dalede til nul-punktet, hjernen blev gransket for evt. logiske forklaringer på denne utilsigtede vægtøgning og selv vægten blev testet adskillige gange, for vi ved vel alle sammen, at sådan en vægt til tider (hvis ikke ret ofte) kan være temmelig ustabil og ikke helt tilregnelig.

Men desværre – der var ingen gode forklaringer og ingen udsving i vægten, faktisk var den mere stabil end nogen sinde før – da den igen og igen fremtryllede det samme grimme tal: 68,0 kg. Vor herre bevares!

Og mens jeg stod der og stirrede på vægten, fuld af vantro og frustration over, at alle min anstrengelser den sidste uge, ikke umiddelbart havde båret frugt, blev jeg sat tilbage i et dejavu og en grim genkendelighed over, hvor mange gange jeg har set præcis det samme ske for deltagerene på mine egne ”forvandlingshold”. Hvor ofte jeg har forklaret, at ”det ikke er vægten der er det vigtige, men at det er centimeter og fedt%, der giver det bedste billede af, hvor man befinder sig rent fysisk, og at kroppen ofte binder væske, når man pludselig øger sin træningsmængde temmelig meget”, og hvor hult og ligegyldigt det lød i mit hoved, når det nu pludselig var mig selv der stod for skud.

Jeg ved jo – måske endda bedre end nogen – hvor påvirkelig kroppen er i forhold til træning, ernæring og hvile, hvor store udsving der kan være på vægten (optil 2 kg over en uge), hvis man som kvinde er det ”gale” sted i sin cyklus eller kroppen ophober væske, men jeg følte mig alligevel nødsaget til at ”råbe på hjælp”, for at få andre til at give mig præcis de sammen forklaringer, som jeg normalt selv giver videre…

Så jeg fik både min søde mand og min meget forstående og søde træner Lars til at forklare mig, hvad årsagen til den pludselige vægtøgning kunne være (de kom frem til præcis de sammen konklusioner, som jeg selv), og først efter i flere omgange at være blevet forsikret om, at det umuligt kunne være fedt, begyndte jeg at stole en lille smule på dem… men kun en lille smule – for de er jo mænd, og de siger jo som bekendt hvad som helst, for at gøre pigerne glade ;)

Nå, men i morges var der jo ingen vej uden om – tirsdag er vejedag, og hvem har ikke før hørt om nogle der tilfældigvis taber et par kg i løbet af et døgn??  Jeg er desværre ikke én af dem, men heldigvis ser det da en smule bedre ud i dag: Vægten er faldet med 500g siden i går, så dagens vægt var 67,5 kg. Og med en vægtøgning på 200g over den sidste uge, har jeg nu valgt at stole på, at det bare er væske og at min vægt og jeg selvfølgelig er meget bedre venner i næste uge, hvor jeg også ser frem til at skulle have målt min fedt%…

I øvrigt byder denne uge på en ny omgang træning med Lars på torsdag – GLÆDER mig – og lover at underholde med forløbet her på bloggen – til gengæld er jeg jo også lidt nysgerrig på, hvem der sidder derude på den anden side og følger med, så skriv gerne en kommentar eller send mig en mail – gerne med opmuntrende tilråb – de er tiltrængt i denne uge!

fredag den 18. februar 2011

Bevæbnet til tænderne med kosttilskud...

Torsdag var en glædens dag. Jeg har gået og ventet på mine produkter fra In2Zym og så kom de - alle sammen på én gang, og med udsigt til ubegrænset adgang til Isolight Proteinpulver, Bio Factor og deres nye proteinbarer med Vanillie-, Chokolade- og Jordbærsmag føles det som at komme i himlen :-) 

Især glæder jeg mig til at sætte tænderne i deres nye 35 grams barer - de er tilpasse i størrelsen og når man (som jeg) er ved at være en smule presset på diæten, (formentlig fordi det er fredag og ungerne er gået ombord i deres Disney-slik...) er det fantastisk at man kan glæde sig over udsigten til at sætte tænderne i noget der lige for tiden er mindst lige så godt som et rigtigt stykke chokolade! 

Ugen er gået super godt, men jeg har både torsdag og fredag måtte erkende, at min hjerne giver mig nogle større udfordringer end jeg lige umiddelbart var forberedt på... Det går super med maden, der er masser at vælge imellem, og det er fedt, at jeg kan mikse måltiderne eller "gemme" lidt til næste måltid, men rent træningsmæssigt har de sidste 2 dage været lidt seje. Jeg har været super tændt på at komme afsted og træne, og har også givet den max gas i mine styrketræningspas, men torsdag aften besluttede min hjerne, at jeg simpelthen ikke var i stand til at lave noget som helst cardio-træning. Havde ellers stillet mig op på arc-traineren, men nej - det var simpelthen som om mine ben overhovedet ikke fungerede, hvilket i grunden er temmelig mærkeligt, for der var ingen problemer med at få dem til at flytte sig, da jeg skulle hjem! Så nu "skylder" jeg en omgang cardio, men mon ikke vi kan få klemt en løbetur ind i løbet af weekenden...

I dag havde jeg til gengæld fornøjelsen af at træne med min dejlige mand. Det er fantastisk når det en sjælden gang lykkes at finde tid samtidig - så bliver der trænet igennem :-) Og i dag var ingen undtagelse, vi fik løftet vægte som sjældent set, og jeg følte egentlig, at jeg var ret godt med det meste af vejen. Men da vi nåede til sidste bicepsøvelse (det skal lige nævnes, at vi på dette tidspunkt havde været igennem 5 rygøvelser og 2 andre bicepsøvelser), kunne jeg bare kigge på stangen. Jeg forsøgte at løfte den nogle gange, men det var som om, at der overhovedet ikke var kontakt fra hjernen til musklen, og jeg måtte simpelthen opgive at gennemføre den sidste øvelse. Overvejede et øjeblik om jeg var blevet ramt af et akut anfald af Polio, men det er vist for mange år siden den sygdom var udbredt til, at det skulle være tilfældet. Så endnu engang må jeg se mig slået af min hjerne... STRAMT!
Er egentlig ikke sikker på, at det er en rigtig god ide, at skrive dette her - for jeg risikerer jo at Lars rent faktisk læser mit indlæg, men jeg tager chancen, for jeg synes I skal være med hele vejen - både på de gode og de dårlig dage.


Fredag aften byder på familiehygge med både Disney-sjov og X-factor, og jeg har været så snu at gemme de fleste af mine "søde" kulhydrater (læs frugt), så der er mulighed for at hygge med en fantastisk frugtsalat med skyr, kanel og hakkede mandler... MUMS!

God weekend til jer Alle - pas på i ikke blive kvalt i alt jeres slik og sodavand ;)

tirsdag den 15. februar 2011

Træt og brugt, men glad og begejstret....

Som nogle af Jer allerede har opdaget, startede dagen på fantastisk vis. Jeg havde lovet Lars at veje mig fra morgenstunden, da dagen i dag var store måledag. Dagen hvor vi skulle have styr på min nuværende fedt% og have lavet et par omkredsmålinger, så vi kan følge med i hvad der sker i min krop, når vægten står i stampe eller er længe om at rykke sig...

Men altså, de sidste 6 dage er rent madmæssigt gået fantastisk, jeg føler mig mæt og glad, er positivt overrasket over, at jeg har en følelse af, at jeg gerne må spise "hele tiden" og jeg er fuld af overskud og gå-på-mod i forhold til projektet og livet i det hele taget, hvilket bare føles rigtig godt. Og så kom belønningen, på de sidste 6 dage har jeg simpelthen tabt 3,5 kg! 3,5 kg - ja du læste rigtigt. Jeg var sikker på, at der var noget galt med vægten (var ikke sikker på at den rent faktisk kunne veje så tidligt på dagen - jeg står op kl. 05.20), så jeg måtte stå af og på et par gange, men den var altså god nok: 67,3 kg - JUBIIII - det er jo fuldstændig vanvittigt og helt fantastisk! Hvem har ikke bare lyst til at give den endnu mere gas når man kommer så godt fra start? Jeg er i hvert fald 100% klar på meget mere - og det har jeg så fået i dag, først med diverse målinger (som efterlader en del tilbage at ønske) og så med den mest intense og fysisk udfordrende træning sammen med Lars.


Min fedt% er på nuværende tidspunkt: 26,6% og målet er at nå ned på14%, men Lars er sød, støttende og fortrøstningsfuld og får det til at lyde som om, at det overhovedet ikke er noget problem at nå i løbet af de næste 12 uger, så det tror jeg selvfølgelig på. Vi har også lavet omkredsmålinger, men jeg arbejder på at få dem i et skema, som bliver lagt på bloggen, så I løbende kan følge med, så dem får I senere.

Og så til dagens vildeste oplevelse. Havde glædet mig rigtig meget til at træne med Lars. Jeg har dyrket styrketræning on and off igennem de sidste 15 år, og har brugt meget tid på at træne teknik, så jeg er sikker på, at alle øvelser bliver udført korrekt og aktiverer de rigtige muskelgrupper, uden "snyd" og spildtid, så jeg var ikke så bekymret for udførelsen af øvelserne, men temmelig spændt på, hvordan det ville være at blive presset helt derud, hvor man faktisk ikke kan løfte vægten, selv om man får hjælp.. Og jeg skal love for at jeg blev presset helt i bund. Længere ud end jeg nogen sinde har været før under et styrketrænignspas, men det var en vild og indsigtsfuld oplevelse, som har vist mig, at man ikke ved hvad man kan, før man har prøvet det! Og så var det super fedt at jeg også ind imellem overraskede mig selv, ved i nogle øvelser at være stærkere end jeg troede, så det var en superfed oplevelse, som bestemt må gentages. Det er ikke svært at forstå, hvorfor personlig træning er så attraktivt i udlandet, kan kun håbe at mange flere får lyst til at prøve det af! Jeg er så træt i min krop som sjældent set, men alligevel har jeg lyst til mere... det er sg lidt sygt ;)

Og så skal jeg jo ikke glemme at fortælle om den fantastiske "service" der følger med sådan en omgang personlig træning. Er jo vant til selv at farte rundt og flytte skiver og låse, at rydde op og indstille bænke, men Lars var bare over det hele og meget obs på, at jeg ikke skulle andet end at holde fokus på at træne og intet andet. Det var ren luksus!


Nu er jeg vist mere end klar til at hoppe i seng, er sikker på at jeg sover som et skudt svin i nat... sweet dreams til alle Jer andre.

søndag den 13. februar 2011

Velkommen, Start, Forventning, Spænding, Hårdt arbejde, og TAK...

Så gik startskuddet til min blog....



Hej og velkommen til min blog, som igennem de næste 12-uger vil være min tro følgesvend i kampen om at nå det, der for mig er drømmeidealet for min krop.

Jeg har allieret mig med en af Danmarks bedste Personlige trænere (Lars Hoe Madsen), som er manden bag projektet og ham der holder mig til ilden (og i meget kort snor, kan jeg afsløre...) med kost og træning igennem de næste 12 uger!

Målet med forløbet er at vise, hvor langt man fysisk kan flytte sig på bare 12 uger, hvis man arbejder målrettet og dedikeret, og har professionel hjælp.
Vi går alle med en drøm eller et visuelt billede af, hvordan vi godt kunne tænke os at se ud, med en forestilling om, hvordan det vil føles at være lige der, hvor vi altid har drømt om at være, men vejen derhen er lang og svær og kræver enorm selvdiciplin og målrettethed, hvilket kan være svært at mønstre igennem længere tid. Det kan derfor være en god ide, at alliere sig med en professionel træner, som har erfaring og viden om, hvordan man bedst muligt når sin mål, og som hele tiden er med på sidelinjen for at motivere og guide og hjælpe dig i mål.


Jeg har alliereret mig med Lars, som igennem de sidste 12 år har arbejdet som personlig træner, han har trænet flere fitness-atleter med stor succes og er netop startet som personlig træner hos Dansk Fitness i Vanløse. Han har lovet mig, at hvis jeg selv arbejder målrettet og er 100% dedikeret, er jeg bikini-klar om 12 uger (hvor jeg skal afsted til Grænkenland med min vidunderlige familie). TAK Lars, det bliver vildt og hårdt og jeg glæder mig allerede :-)
Jeg kan godt lide at sætte tingene lidt på spidsen, så for at øge presset på både mig og Lars (vi må jo vide om han er god til sig job ;)) og være sikker på at nå i mål, har vi besluttet at offentliggøre forløbet, sideløbende med at vi er igang, så der er ingen "hemmeligheder", ingen snyd med tid og billeder og ingen fotoretouchering. Bare mig, min træner og mine sponsorer:
In2Zym kosttilskud, som så venligt har doneret den mængde proteinpulver, proteinbarer og biofactor jeg har brug for under vejs! Tak Ib, jeg glæder mig til at bruge dine produkter og fremme kendskabet til In2Zym.
Blue Glue bikinier, som har lovet mig en bikini efter eget valg, når jeg når i mål og de Græske strande venter..Jeg GLÆDER MIG allerede... TAK Line, det er fantastisk :-)



De hårde facts: Tirsdag d. 8.2.2011 var jeg på vægten, den ubamhjertige satan tillod sig at vise mig, at jeg havde rundet et ny "ti'er" på vægten - men vist i den helt gale ende, nemlig: 70,8 kg. Langt over hvad det er rimeligt at veje, når man bare er 166 cm høj. Godt at jeg allerede på dette tidspunkt havde en aftale med Lars samme eftermiddag, for nu er jeg top-motiveret. Snakken med lars var en forventningsaftale, hvad vil jeg have ud af forløbet, hvad kan Lars bidrage med og hvordan når vi så langt som muligt på bare 12 uger. Vi er straks på bølgelængde, jeg ved hvad det handler om når vi taler om mad, Lars har bare meget mere erfaring end mig, og så er han manden med styr på træningen og han ved hvordan det hele skal hænge sammen så der er energi nok til den mængde træning der skal til og jeg samtidig ikke får for meget mad.


Onsdag morgen blev alle de forbudte sager smidt ud og i dag søndag d. 13.02.2011 har jeg kastet mig over min konkrete kostplan, som er god og spændende og giver rum og mulighed for at kombinere mine måltider, som det passer bedst ind min hverdag.
På tirsdag skal jeg mødes med Lars igen, her skal vi måle fedt% og cm, så der får jeg et mere konkret billede af, hvad det er vi arbejder hen imod, og så håber jeg selvfølgelig at min vægt er lidt mere venligt indstillet overfor mig på tirsdag morgen...


Følg med og se hvad der sker, når jeg kaster mig ud i mit livs forvandling: Fra blød hausfrau til Lara Croft...