At være det rigtige sted…

Viser sig ofte at være en kæmpe udfordring, i hvert fald i mit hoved. Jeg planlægger dagligt hvordan både min mad, min træning og min vægt skal forløbe de næste 2-3 uger, men ofte går det galt allerede efter 2-3 dage.

Så er jeg måske lige på arbejde lidt længere end planlagt, kan ikke nå træningen inden aftensmaden og har så umådeligt svært ved at komme ud af døren efter kl. 20.00, hvor vores 3 vidunderlige børn er gået i seng . På dette tidspunkt har vores familie været i gang i ca. 15 timer og udsigten til et træningspas på 1-2 timer på denne tid er døgnet, er temmelig uoverskueligt de fleste dage. Har mit hyr med vores sofa, som til tider har det med at hægte sig fast på ryggen af mig og blive hængende resten af aftenen (har overvejet at afskaffe den, men tvivler på at jeg bliver særlig populær hos resten af familien).

Jeg har derfor i de forløbne uger været nødt til at sande, at et realistisk mål for mig er at træne 3-4 gange om ugen: 2-3 x styrketræning og 1-2 x cardiotræning, enten en løbetur om morgenen i weekenden, eller noget cardiotræning efter et styrketræningspas. Forhåbningen er, at jeg snart kan kaste mig over en ATTACK-time eller to om ugen, men ”nogen” har ændret på holdplanen i fitnesscentret, og så er det ikke så let at få passet det ind! 

Når folk hører, at jeg er i gang med det her projekt (i mere eller mindre grad), får jeg ofte at vide, at det da ikke er nødvendigt, at jeg er pæn og fin som jeg er, at jeg ser flot ud og absolut ikke har brug for at tabe mig. Og hvis man kigger på mine tal, kan der måske være noget om snakken. Jeg er bestemt inden for normalområdet og jeg er temmlig sikker på, at min læge på intet tidspunkt ville løfte et øjenbryn over min vægt eller facon i øvrigt. Men når jeg nu inden i ved, hvordan det føles at veje det ”helt rigtige”, hvor glad jeg er når jeg er slank, hvor meget overskud jeg får og hvor fin min hud bliver, ja så kan det altså være ganske svært at slå sig ”til tåls med” godt nok. Jeg er jo den eneste der ved, hvordan det føles når det er godt nok – og det er det bare ikke lige nu.

Til gengæld er den her udfordring blevet en noget større mundfuld end jeg havde forventet da jeg kastede mig ud i det. Jeg var åbenbart ikke helt klar rent mentalt, og det har krævet en del tilløb at komme i gang – faktisk er det meget svært for mig denne gang, især fordi jeg jo også skal holde Jer opdateret, og det derfor til tider er en endnu større skuffelse, at det ikke går som planlagt. Jeg vil jo gerne være super-sej, inspirerende og ”gå foran”, så I også får lyst til at kaste Jer ud i jeres eget trænings- og kosteventyr, der skal føre Jer derhen hvor det er rigtigt for Jer at være, men der er jo ikke meget motivator over én, som uge efter uge må gå til erkendelse og indrømme at sukkerafhængigheden er blevet et reelt problem, og hver dag derfor er en kamp for ikke at falde i sukkerskålen, og at jeg desværre lidt for ofte lander dernede alligevel.

Der skal mange lange tilløb til – men før eller siden er jeg sikker på at det lykkes. Ikke mindst fordi sygdom i min nære familie har gjort mig bevidst om, hvor vigtigt det er, at jeg vælger et sundt og aktivt liv – resten af livet, får styr på mit forhold til mad, kommer af med min elevatorvægt (som jeg har døjet med siden mine teenage-år), så jeg på den måde kan forsøge at styre uden om evtuelle genetiske dispositioner, der kan ramme mig senere i livet.

Vi har kun det her ene liv, jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen!! Det er vores aller vigtigste opgave, at passe på vores krop. Den skal servicere os hver eneste dag hele livet igennem! Vi forventer, at den virker upåklageligt dag ud og dag ind, og vi bliver irriteret og utilfredse, hvis det ikke er tilfældet. Men hvis ikke vi passer godt på den, og giver den det den har brug for (ordentlig, sund og fornuftig mad, holder den i gang med fysisk aktivitet og giver den hvile når den har brug for det), hvordan kan vi så tillade os at forvente, at den bare fortsætter ufortrødent resten af vores liv? Det er der ikke nogen som helst andre maskiner der gør… Så pas godt på dig selv og din krop – det betaler sig <3

Fremgang for hjerne og styrke...

Sidder her i min eftertænksomhed og undrer mig over, hvor hovedkluns jeg kastede mig ud i det her projekt, fuldstændig kæphøj og skråsikker på, at jeg uden problemer ville kunne gennemføre 12 uger på en stram diæt og få indpasset 8 timers træning om ugen i mit i forvejen meget stramme dagsprogram. Faktisk var jeg så kæmphøj, at jeg selv foreslog, at vi jo bare kunne lave en blog, så jeg ville blive sat til offentlig skue under vejs, fordi det med stor sandsynlighed bare ville øge indsatsen og sikre, at jeg ikke flunkede undervejs...

I bagklogskabens grimme lys, er det ikke altid, at det går som præsten prædiker, og som I nok har luret, har de sidste par uger ikke været lutter spas og kækhed... En meget sød og kær ven, som nu bor langt væk, følger med på min blog og sendte mig en hilsen med en besked om, at hun ikke kunne kende mig... Hun synes, at "jeg" var forsvundet og i stedet havde forvandlet mig til en frustreret og indebrændt furie med en vanvittig besættelse af alle mulige tal, som i sidste ende jo ikke gør hverken fra eller til. Hun savnede, at høre om den Gitte der træner og spiser sundt, fordi det gør hende glad og fordi hun synes det er fedt at leve det sunde liv! Og faktisk var det lige præcis hvad jeg havde brug for at høre, for at få sat tingene i perspektiv og finde ud af, hvad det er jeg lige præcis gerne vil med det her projekt og hvor det skal føre mig hen.

Målet er selvfølgelig at "fremtrylle" en slankere og sundere udgave af mig selv, en Gitte i bedre form, med mere overskud og lidt færre kilo på sidebenene, så jeg frit kan vælge og svælge i alt det fantastiske tøj jeg har hængede i mit klædeskab - og tro mig - der findes abnorme mængder af tøj i mit klædeskab ;)

Det skal jo være sjovt, motiverende og inspirerende at flytte sig selv, og i den her proces kræver det stor selvindsigt og overskud, at huske sig selv og få ryddet op i rygsækken undervejs, så det ikke bare er en 12-ugers "quick-fix", men et langtidsholdbart resultat, som jeg kan være glad og stolt over - også om 6 og 12 måneder.

Og hvad er det nu der gør Gitte glad? Tja, ind imellem har jeg vist lidt for travlt oppe i mit hoved til helt at huske og mærke efter, hvornår det er jeg har det allerbedst, men når jeg nu sidder her og reflekterer er det faktisk ikke så svært at komme i tanke om, at jeg jo synes det er super sjovt og alt for fedt at fyre den af på diverse holdtimer med fuld knald på og høj musik, eller følelsen af at være helt høj efter en helt fantastisk løbetur i forårssolen. Og ja, det er godt nok hårdt at komme igang med de der løbeture, især hvis man kun praktiserer udendørs løb halvdelen af året... men det positive i forhold til den sag er jo, at man ganske hurtigt får resultater og kan mærke at man ret hurtigt kommer i bedre form og at bagdelen efter kort tid holder op med at svinge helt så meget!

Så nu glæder jeg mig over, at Lars pga. min hurtige respons på styrketræningen har lavet lidt om, så vi skruer lidt ned for styrketræningen og op for cardiotræningen, hvilket jo betyder mere plads til BODY-ATTACK og løbeturene!
Jeg vil ikke love at det lykkes, men jeg vil love, at jeg gør hvad jeg kan for at yde mit optimale i forhold til mit projekt og med 7 uger tilbage er der virkelig noget på højkant nu!

Jeg nyder mine træningspas med Lars, det er simpelthen imponerende hvor stor forskel det gør, at have én der lige smider lidt mere vægt på, fordi ”det nok skal lykkes” og det vilde er, at det gør det jo! Jeg har trænet hele mit liv: Gymnastik og aerobic og de sidste 15 år også styrketræning ”on and off”, men der er stadig plads til forbedring.

Jeg har for første gang i mit liv squattet med 70 kg på nakken, skulderpresset 17,5 kg og lavet lunges med en 20 kg’s håndvægt i hver hånd. Stærk?? Ja – som en okse – og det føles fantastisk!

Det mest fantastiske er, at Morten ved præcis hvor meget han procentvis skal løfte mere end mig, så nu hvor jeg ofte lige skal have lidt mere vægt på, er der vist også en anden som bliver udfordret i sin træning ;)

Hvad med dig – bliver du udfordret i din træning? Yder du dit optimale hver gang du træner, eller spilder du din tid? Jeg kan kun sige én ting – personlig træning – det er fuldstændig fantastisk! :)

At miste retningssansen, Opgive sit forehavende, Komme på bedre tanker og Sadle om…

10 dage er gået siden mit sidste indlæg, og det er er en meget god grund til… Eller – dvs. jeg ved ikke om grunden er god, men der er en årsag og den skal I selvfølgelig have!

Lige før jeg gik i gang med ”Lara Croft”-projektet startede jeg nyt job på Rigshospitalet. En nyoprettet stilling, som personlig sekretær for Screeningschefen i Region Hovedstaden, en meget, meget sød kvinde med virkelig mange jern i ilden, hvilket afstedkommer temmelig mange og nye arbejdsopgaver hver eneste dag. Jeg var glad og begejstret over mit nye job, og synes pludselig, at der skulle ske en masse, hvorfor jeg  – uden omtanke – kastede mig ud i mit forvandlingsprojekt! (Mest fordi jeg naturligvis gerne vil se brand godt ud, når vi som bekendt skal på badeferie i Grækenland til maj). 

Det var muligvis ikke så gennemtænkt (faktisk overhovedet ikke gennemtænkt), bare tiltrængt, at få rusket op i dårlige spise- og træningsvaner, at lægge kursen om og gøre noget ved den daglig træthed, det manglende overskud og den urene hud, som jo ofte følger i kølevandet på et alt for ustabilt fødeindtag, for meget raffineret sukker og store mængder lyst brød og kage…
Og så skal det naturligvis helst gå stærkt, for selv om overvægt og forhøjet fedt% ikke kommer snigende i løbet af en enkelt nat, men tvært imod er oparbejdet igennem længere tids overforbrug af mad og søde sager, ja så har vi vel alle et latent håb om, at det hele forsvinder så snart vi bare begynder at TÆNKE på sund mad og træning. Desværre er det jo ikke sådan det virker. Kroppen er indrettet til at gemme på alt den overskydende energi vi putter ind i den, så den kan klare sig i vinterhalvåret, hvor adgangen til fødevarer er begrænset og den skal overleve på sine egne ressourcer…. Hmmm – noget siger mig, at vi vist aldrig mere kommer til at opleve en vinter med begrænset adgang til fødevarer og på trods af evolutionen og den teknologiske udvikling, ja så står vores fysiologiske krop i stampe og er endnu ikke kommet ud af stenalderen.

Så når jeg (og alle Jer andre der heller ikke altid er lige gode venner med jeres vægt) igennem en længere periode, har indtaget for meget af det forkerte, og kroppen er begyndte at gemme det på lageret, ja så tager det altså desværre også en rum tid, før kroppen er villig til at give slip igen. Det kan til tider være svært at håndtere, at den tankevirksomhed der foregår i hovedet ikke altid har følgeskab af kroppen. Jeg er klar over, at jeg på meget kort tid reducerede min fedt% fra 26,6 – 20,7, hvilket jo i sig selv er en ganske vanvittig præstation. Desværre fulgte centimeterne ikke med, fordi jeg generede en del muskelmasse, og jeg derfor ikke blev fysisk mindre.. Dette betyder så igen, at jeg jo stadig ikke kunne passe mit gamle tøj!

Og eftersom det bl.a. er det der er målet (i har nok alle et par jeans liggende, som i drømme om at hoppe i den dag solen skinner, vinden er i den rigtige retning og der er 2 onsdage i en uge…) med mit forehavende, mistede jeg fuldstændig fokus, råbte ”F…”, sprang af hesten, tog min mand under armen på afslapningsweekend i det jyske, og kastede mig i grams med alskens lækker mad, dessert, øl, vin & slik…

SUK – jeg ved det -  jeg magtede at fylde min kulhydrat-depoter på blot 4 dage, og måtte tirsdag morgen konstatere, at jeg nu igen vejer stort set det samme som for 4 uger siden (dog stadig med 1 kg i minus). Temmlig nedslående, helt menneskeligt og alligevel dybt utilfredsstillende.

Jeg er med garanti ikke det eneste individ, der gentagene gange har oplevet dette her. Faktisk er det en tro kopi af, hvad der som hovedregel sker, når jeg beslutter mig for at jeg skal tabe mig. Har lidt af elevator-vægt hele mit voksenliv – og drømmer dagligt om en hverdag, hvor mit hoved ikke er fyldt med tanker om mad og kalorier og trangen til at spise en hel plade chokolade af gangen. Jeg er sikker på, at jeg nok skal nå derhen, men der er lang vej igen, og ingen ting er jo løst med et 12-ugers projekt, der er så krævende, at jeg ikke selv kan følge med…

Det her er ingen andres skyld end min egen. Jeg er den enste der har mulighed for at gøre noget ved mit forhold til mad og til min krop. Jeg er ikke på nogen måde overvægtig, jeg er bare ikke selv tilfreds – og jeg skal NOK komme ned i de jeans inden jeg har fødselsdag næste gang. Det kan bare godt være, at det ikke er inden 12. maj!

Til gengæld er der nu 8 uger til Grækenland venter, jeg har IKKE smidt håndklædet i ringen, og jeg giver IKKE op. Jeg har bare modificeret min indsats, så den står mål, med alle de andre ting jeg har i mit liv lige nu. Jeg prioriterer at være dygtig til mit arbejde, at være tilstede og nærværende og have overskud når jeg er sammen med mine børn, og naturligvis at prioritere, at finde tid til mig selv midt i alt det andet. Jeg står dagligt overfor de udfordringer alle andre udearbejdende mødre også skal forholde sig til, og må erkende, at det til tider er en meget svær balancegang, hvis alt skal gå op i en højere enhed. 

Men der er stadig en bikini fra blue Glue på højkant (som jeg ikke er villig til at vinke farvel til)... og jeg har bestemt ikke opgivet min nye gode ven - min personlige træner Lars, der i den grad kan få mig til at yde mit maksimale i mine træningspas (også selv om han ikke træner med mig...) Så jeg fortsætter selvfølgelig - bare i modificeret grad.

Det er guld værd at have en personlig træner, der på den måde formår at presse mig derud, hvor jeg oplever, at jeg rent faktisk kan mere end jeg troede, for det er jo lige præcis der, det begynder at gøre en forskel - og jeg glæder mig allerede til vi skal mødes på tirsdag!  

Det her er Mit Liv og Min Krop og det er Mit Ansvar, at sørge for at passe godt på den krop, der skal passe på mig et helt langt liv. OG JEG SKAL NOK NÅ I MÅL! Vi får kun den ene krop, som vi forventer servicerer os dag efter dag, fra vi bliver født og til vi ikke er her mere, men når vi nu stiller så store krav til vores krop – er det så ikke passende, at vi samtidig sørger for at holde den vedlige og passe på den? Sørger for at den får den rigtige oktan benzin, at der er fyldt olie og sprinklervæske på, og at den med behørigt mellemrum kommer til serviceeftersyn?? Det synes jeg – og nu tager jeg ansvar for MIN krop – hvad med dig?

En tur i slikskålen, Hovedpine, erkendelse og op på hesten igen…

Hold op en weekend, eller måske nærmere uge…

Det har været en af de uger, hvor jeg har måtte konstatere, at der af uforklarlige årsager kun er 24 timer i døgnet (jeg er vist ikke den eneste der godt kunne bruge lidt mere tid), at man er nødt til at sove minimum 6-7 timer (jeg er i hvert fald), og at der derudover desværre er begrænsede ressourcer at trække på, når man har fuldtidsjob, 3 børn og en mand som arbejder temmelig meget (læs: ofte 70-80 timer om ugen).

Den første opstarts-entusiasme er så småt gået over, det er ved at gå op for mig, at 12 uger lyder af ”ingen ting”, men faktisk er meget længe, hvis jeg skal holde både intensitet og energi-niveauet oppe (det var i sidste uge en fysisk umulighed), og jeg må vist desværre sande, at jeg blot er et ”helt almindeligt menneske” med begrænsede ressourcer og overskud og at jeg derfor også løber ”tør for krudt” ind imellem. Det betød, at jeg hele ugen havde umanerligt gode undskyldninger for ikke at få trænet, hvilket førte til, at det også blev lidt svært at styre min diæt og at jeg i sidste instans, måtte kaste håndklædet i ringen, stjæle resterne af ungernes Disney-slik om fredagen og oven i købet lokke min ellers støttende og forstående og hjælpsomme mand (læs: Han forsøgte med både søde og grimme ord at tale mig fra mit forehavende) til at hente ”bland-selv-slik” på tanken søndag aften…

Jeg er ikke stolt af mig selv, men er stor nok til at indrømme, at jeg ind imellem tager munden for fuld, og så vil jeg bare lige sige: ”For pokker - det smagte vidunderligt det slik”. Jeg nød hvert et stykke jeg spiste velvidende, at det for alvor var det allersidste slik jeg kommer til at smage de næste 9½ uge (og det er vist godt det samme, for i skrivende stund er jeg angrebet af en umanerlig ondsindet hovedpine, og jeg ved godt hvor den kommer fra – ja, det er ganske rigtigt, alt det forbandede sukker)!! 

For jeg har ikke opgivet mit projekt, jeg har stadigvæk en rejse til Grækenland der venter forude, en BLUE GLUE bikini, som jeg skal flashe på de Grænske strande, og en drøm og et mål om at feje Angelina af pinden som Lara Croft og tro mig: Jeg er stædig nok til, at det nok skal lykkes – så nu har jeg rejst mig fra sølet, nærstuderet billedet øverst på bloggen, gennem-kigget http://www.blueglue.dk/ ’s hjemmeside mere end én gang og sluttet fred med min hjerne (så godt det nu kan lade sig gøre), således at vi er enige om, at der ikke er mere slik og søde sager før vi når Grækenland!

Det føles nu egentlig meget rart, at være blevet enig  med sin hjerne. Det er altså virkelig op af bakke, når hjernen tror den bestemmer, og hele tiden skriger på alt det forkerte… Og det er jo helt grotesk så højt det lyder, når den bare gentagne gange insisterer på, at den vil have slik og søde sager. Så nu har jeg pænt forklaret den, at det altså ikke er den MEN MIG!!! der bestemmer hvad vi putter i munden! (håber den er lidt mere lydhør i fremtiden, for den var nu ikke særlig sød i weekenden…)

Glæder mig til at tage hul på denne uge uge, som er startet helt vidunderligt… 3 fastelavnsklædte unger, fulde af glæde og begejstring over at være klædt ud, en god maddag og udsigten til afslapning på sofaen i aften – det er hvad jeg kalder en FANTASTISK mandag <3

Kvantespring, dødsyge tal og betydningen af fedt%...

Puha - har vist holdt skrivefri lidt for længe, og beklager den larmende tavshed fra min side af skærmen, har været i en indædt kamp mod min vægt, men har den sidste uge, dag efter dag måtte konstatere, at jeg stadig ikke kunne annonceret et yderligere vægttab, da vægten bare ikke har rokket sig ud af stedet - og selv om jeg, fuld af optimisme efter sidste indlæg, jo måtte erkende, at jeg nu er udsat for det jeg selv har prædiket på mine egne forvandlingshold, ja så er den medicin nu altså temmelig svær at sluge :(

Det har betydet, at jeg har (meget mod min oprindelig plan og overbevisning) vejet mig næsten hver morgen, i håbet om at se bare et minimalt vægttab, en mikroskopisk indikation af, at jeg er på rette vej med mad og træning, og at de fysiske forandringer, som efterhånden også er tydelige for andre end min mand, ikke bare er ren indbildning! Men DESVÆRRE, vægten har stået bomstille, hvilket medførte at jeg fredag aften kastede håndklædet i ringen og kastede mig i grams.... Nu sidder I nok spændt og venter på at jeg skal fortælle om alle de forbudte ting jeg væltede i mig fredag aften, men det var faktisk noget så uskyldigt som et glas rødvin (eller 3,... den var godt nok go' den vin) og nogle saltede peanuts. Følte mig som en rigtig rebel og var egentlig på daværende tidspunkt så disillusioneret omkring forløbet, at jeg i løbet af aftenen så småt begyndte at overveje, om ungerne ville opdage det, hvis jeg stjal deres slik og hvad jeg i øvrigt skulle finde på at muntre mig med i løbet af weekenden, når der nu alligevel ikke var nogen fremgang at spore. Kom mig dog over tyveriplanerne, det ville alligevel også have været for svært at bortforklare, når nissen nu er rejst hjem!

Men, men, men nu skal man jo ikke skue hunden på hårene, og da jeg vanen tro hoppede på vægten lørdag morgen var vægten faldet til 66,9 kg!!! OM jeg kunne få armene ned igen? Det var i hvert fald svært, og motivationen kom tilbage med fornyet kraft -FANTASTISK... 

I dag er det så tirsdag og alle ved nok hvad det betyder: STORE VEJE- og MÅLEDAG. Har været virkelig god hele weekenden efter opturen lørdag morgen, så det var endnu engang med vantro og skuffelse, at jeg i morges måtte sande at vægten var gået op igen. What the F... - nu er det bare nok, det er simpelthen bare NOK! Jeg har dagen igennem været meget tæt på at kaste håndklædet i ringen, men har alligevel holdt mig til planen, fordi jeg skulle mødes med Lars og tænkte at han nok var fuld af gode forklaringer...

Og så kom UDLØSNINGEN: ENDELIG, LANGT OM LÆNGE, TOTAL OPTUR og SELVTILFREDSHED....  min fedt% er på 2 uger faldet fra 26,6% - 20,7%!!! Næsten uhørt, med mindre man er hard-core fitness-atlet og er vant til at træne op til konkurrencer. Mit reelle vægttab over de sidste 2 uger viser sig at være 4,25 kg FEDT - altså 17 pakker smør - FARVEL FEDT! Jeg har gainet noget muskelmasse og kan takke mine gode gener (TAK SØDE MOR & FAR) for den fantastiske måde min krop responderer på, når den får den rigtig mad og træning. Det er jo vanvittigt vidunderligt og helt fantastisk. Jeg ville jo ikke ane at det var sådan fat, hvis ikke vi havde målt min fedt%. JUBIIIIIII :)

Nu bliver det lige lidt nørdet, men jeg prøver at holde det simpelt, for jeg vil så gerne have at I alle sammen forstår, at det i sidste ende ikke betyder noget som helst hvad der står på vægten, så længe vi selv er tilfredse med det vi ser i spejlet og vores fedt% er inden for normalområdet. (Man kan også være tyndfed, men det er et helt andet koncept, som jeg nok må komme ind på i et andet indlæg...)  

Det er grove løjer det her, og vanvittigt hvor indoktineret vi alle sammen er i forhold til de åndsvage tal på den vægt. De fortæller jo ingen ting! Et meget godt eksempel er min egen mand: Han er 186 cm og vejer ca. 93 kg, han går rundt med et BMI på 26,6 hvilket sætter ham i kategorien: OVERVÆGTIG!

Nu vil jeg gerne have at I nærstuderer vedhæftede billede. Der er absolut INTET overvægtigt over min mand - tvært imod kan man vel sige. Han går rundt 12 måneder om året med en fedt% på lige omkring 9 og hvis han begynder at tabe sig vil det eneste der kommer til at ske være, at han begynder at tabe sin muskelmasse og mister sin styrke...
Nu er det ikke meningen at jeg skal "blamere mig" med min mand(for jo, jo, han er da super-lækker og jeg skal bestemt ikke klage, men nu er det jo ikke ham det handler om), men han er det bedste eksempel jeg kan give jer, på alt den misforståethed omkring vægt, BMI og andre tilfældige målinger af overvægt, som reelt ikke givet et retvisende billede af personen bag tallene! Den eneste reelle måling er fedt%, den lyver ikke og den fortælle helt konkret hvor stor en del af ens kropsvægt der består af fedt! Det er da til at forholde sig til.

Så med disse ord vil jeg nu sætte tænderne i dagens sidste måltid: En lækker proteinbar med chokoladesmag, som helt sikkert er fortjent efter de virkelig gode nyheder... Ha' en skøn aften derude - kig i spejlet og gør noget ved det hvis du ikke er tilfreds. Du er den eneste der sidder med redskaberne til at hjælpe dig selv, der er ingen andre der kan...

Gitte