This is us

This is us

torsdag den 17. marts 2011

At miste retningssansen, Opgive sit forehavende, Komme på bedre tanker og Sadle om…

10 dage er gået siden mit sidste indlæg, og det er er en meget god grund til… Eller – dvs. jeg ved ikke om grunden er god, men der er en årsag og den skal I selvfølgelig have!

Lige før jeg gik i gang med ”Lara Croft”-projektet startede jeg nyt job på Rigshospitalet. En nyoprettet stilling, som personlig sekretær for Screeningschefen i Region Hovedstaden, en meget, meget sød kvinde med virkelig mange jern i ilden, hvilket afstedkommer temmelig mange og nye arbejdsopgaver hver eneste dag. Jeg var glad og begejstret over mit nye job, og synes pludselig, at der skulle ske en masse, hvorfor jeg  – uden omtanke – kastede mig ud i mit forvandlingsprojekt! (Mest fordi jeg naturligvis gerne vil se brand godt ud, når vi som bekendt skal på badeferie i Grækenland til maj). 

Det var muligvis ikke så gennemtænkt (faktisk overhovedet ikke gennemtænkt), bare tiltrængt, at få rusket op i dårlige spise- og træningsvaner, at lægge kursen om og gøre noget ved den daglig træthed, det manglende overskud og den urene hud, som jo ofte følger i kølevandet på et alt for ustabilt fødeindtag, for meget raffineret sukker og store mængder lyst brød og kage…
Og så skal det naturligvis helst gå stærkt, for selv om overvægt og forhøjet fedt% ikke kommer snigende i løbet af en enkelt nat, men tvært imod er oparbejdet igennem længere tids overforbrug af mad og søde sager, ja så har vi vel alle et latent håb om, at det hele forsvinder så snart vi bare begynder at TÆNKE på sund mad og træning. Desværre er det jo ikke sådan det virker. Kroppen er indrettet til at gemme på alt den overskydende energi vi putter ind i den, så den kan klare sig i vinterhalvåret, hvor adgangen til fødevarer er begrænset og den skal overleve på sine egne ressourcer…. Hmmm – noget siger mig, at vi vist aldrig mere kommer til at opleve en vinter med begrænset adgang til fødevarer og på trods af evolutionen og den teknologiske udvikling, ja så står vores fysiologiske krop i stampe og er endnu ikke kommet ud af stenalderen.

Så når jeg (og alle Jer andre der heller ikke altid er lige gode venner med jeres vægt) igennem en længere periode, har indtaget for meget af det forkerte, og kroppen er begyndte at gemme det på lageret, ja så tager det altså desværre også en rum tid, før kroppen er villig til at give slip igen. Det kan til tider være svært at håndtere, at den tankevirksomhed der foregår i hovedet ikke altid har følgeskab af kroppen. Jeg er klar over, at jeg på meget kort tid reducerede min fedt% fra 26,6 – 20,7, hvilket jo i sig selv er en ganske vanvittig præstation. Desværre fulgte centimeterne ikke med, fordi jeg generede en del muskelmasse, og jeg derfor ikke blev fysisk mindre.. Dette betyder så igen, at jeg jo stadig ikke kunne passe mit gamle tøj!

Og eftersom det bl.a. er det der er målet (i har nok alle et par jeans liggende, som i drømme om at hoppe i den dag solen skinner, vinden er i den rigtige retning og der er 2 onsdage i en uge…) med mit forehavende, mistede jeg fuldstændig fokus, råbte ”F…”, sprang af hesten, tog min mand under armen på afslapningsweekend i det jyske, og kastede mig i grams med alskens lækker mad, dessert, øl, vin & slik…

SUK – jeg ved det -  jeg magtede at fylde min kulhydrat-depoter på blot 4 dage, og måtte tirsdag morgen konstatere, at jeg nu igen vejer stort set det samme som for 4 uger siden (dog stadig med 1 kg i minus). Temmlig nedslående, helt menneskeligt og alligevel dybt utilfredsstillende.

Jeg er med garanti ikke det eneste individ, der gentagene gange har oplevet dette her. Faktisk er det en tro kopi af, hvad der som hovedregel sker, når jeg beslutter mig for at jeg skal tabe mig. Har lidt af elevator-vægt hele mit voksenliv – og drømmer dagligt om en hverdag, hvor mit hoved ikke er fyldt med tanker om mad og kalorier og trangen til at spise en hel plade chokolade af gangen. Jeg er sikker på, at jeg nok skal nå derhen, men der er lang vej igen, og ingen ting er jo løst med et 12-ugers projekt, der er så krævende, at jeg ikke selv kan følge med…

Det her er ingen andres skyld end min egen. Jeg er den enste der har mulighed for at gøre noget ved mit forhold til mad og til min krop. Jeg er ikke på nogen måde overvægtig, jeg er bare ikke selv tilfreds – og jeg skal NOK komme ned i de jeans inden jeg har fødselsdag næste gang. Det kan bare godt være, at det ikke er inden 12. maj!

Til gengæld er der nu 8 uger til Grækenland venter, jeg har IKKE smidt håndklædet i ringen, og jeg giver IKKE op. Jeg har bare modificeret min indsats, så den står mål, med alle de andre ting jeg har i mit liv lige nu. Jeg prioriterer at være dygtig til mit arbejde, at være tilstede og nærværende og have overskud når jeg er sammen med mine børn, og naturligvis at prioritere, at finde tid til mig selv midt i alt det andet. Jeg står dagligt overfor de udfordringer alle andre udearbejdende mødre også skal forholde sig til, og må erkende, at det til tider er en meget svær balancegang, hvis alt skal gå op i en højere enhed. 
Men der er stadig en bikini fra blue Glue på højkant (som jeg ikke er villig til at vinke farvel til)... og jeg har bestemt ikke opgivet min nye gode ven - min personlige træner Lars, der i den grad kan få mig til at yde mit maksimale i mine træningspas (også selv om han ikke træner med mig...) Så jeg fortsætter selvfølgelig - bare i modificeret grad.
Det er guld værd at have en personlig træner, der på den måde formår at presse mig derud, hvor jeg oplever, at jeg rent faktisk kan mere end jeg troede, for det er jo lige præcis der, det begynder at gøre en forskel - og jeg glæder mig allerede til vi skal mødes på tirsdag!  

Det her er Mit Liv og Min Krop og det er Mit Ansvar, at sørge for at passe godt på den krop, der skal passe på mig et helt langt liv. OG JEG SKAL NOK NÅ I MÅL! Vi får kun den ene krop, som vi forventer servicerer os dag efter dag, fra vi bliver født og til vi ikke er her mere, men når vi nu stiller så store krav til vores krop – er det så ikke passende, at vi samtidig sørger for at holde den vedlige og passe på den? Sørger for at den får den rigtige oktan benzin, at der er fyldt olie og sprinklervæske på, og at den med behørigt mellemrum kommer til serviceeftersyn?? Det synes jeg – og nu tager jeg ansvar for MIN krop – hvad med dig?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar