Viser sig ofte at være en kæmpe udfordring, i hvert fald i mit hoved. Jeg planlægger dagligt hvordan både min mad, min træning og min vægt skal forløbe de næste 2-3 uger, men ofte går det galt allerede efter 2-3 dage.
Så er jeg måske lige på arbejde lidt længere end planlagt, kan ikke nå træningen inden aftensmaden og har så umådeligt svært ved at komme ud af døren efter kl. 20.00, hvor vores 3 vidunderlige børn er gået i seng . På dette tidspunkt har vores familie været i gang i ca. 15 timer og udsigten til et træningspas på 1-2 timer på denne tid er døgnet, er temmelig uoverskueligt de fleste dage. Har mit hyr med vores sofa, som til tider har det med at hægte sig fast på ryggen af mig og blive hængende resten af aftenen (har overvejet at afskaffe den, men tvivler på at jeg bliver særlig populær hos resten af familien).
Jeg har derfor i de forløbne uger været nødt til at sande, at et realistisk mål for mig er at træne 3-4 gange om ugen: 2-3 x styrketræning og 1-2 x cardiotræning, enten en løbetur om morgenen i weekenden, eller noget cardiotræning efter et styrketræningspas. Forhåbningen er, at jeg snart kan kaste mig over en ATTACK-time eller to om ugen, men ”nogen” har ændret på holdplanen i fitnesscentret, og så er det ikke så let at få passet det ind!
Når folk hører, at jeg er i gang med det her projekt (i mere eller mindre grad), får jeg ofte at vide, at det da ikke er nødvendigt, at jeg er pæn og fin som jeg er, at jeg ser flot ud og absolut ikke har brug for at tabe mig. Og hvis man kigger på mine tal, kan der måske være noget om snakken. Jeg er bestemt inden for normalområdet og jeg er temmlig sikker på, at min læge på intet tidspunkt ville løfte et øjenbryn over min vægt eller facon i øvrigt. Men når jeg nu inden i ved, hvordan det føles at veje det ”helt rigtige”, hvor glad jeg er når jeg er slank, hvor meget overskud jeg får og hvor fin min hud bliver, ja så kan det altså være ganske svært at slå sig ”til tåls med” godt nok. Jeg er jo den eneste der ved, hvordan det føles når det er godt nok – og det er det bare ikke lige nu.
Til gengæld er den her udfordring blevet en noget større mundfuld end jeg havde forventet da jeg kastede mig ud i det. Jeg var åbenbart ikke helt klar rent mentalt, og det har krævet en del tilløb at komme i gang – faktisk er det meget svært for mig denne gang, især fordi jeg jo også skal holde Jer opdateret, og det derfor til tider er en endnu større skuffelse, at det ikke går som planlagt. Jeg vil jo gerne være super-sej, inspirerende og ”gå foran”, så I også får lyst til at kaste Jer ud i jeres eget trænings- og kosteventyr, der skal føre Jer derhen hvor det er rigtigt for Jer at være, men der er jo ikke meget motivator over én, som uge efter uge må gå til erkendelse og indrømme at sukkerafhængigheden er blevet et reelt problem, og hver dag derfor er en kamp for ikke at falde i sukkerskålen, og at jeg desværre lidt for ofte lander dernede alligevel.
Der skal mange lange tilløb til – men før eller siden er jeg sikker på at det lykkes. Ikke mindst fordi sygdom i min nære familie har gjort mig bevidst om, hvor vigtigt det er, at jeg vælger et sundt og aktivt liv – resten af livet, får styr på mit forhold til mad, kommer af med min elevatorvægt (som jeg har døjet med siden mine teenage-år), så jeg på den måde kan forsøge at styre uden om evtuelle genetiske dispositioner, der kan ramme mig senere i livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar