Strudsemetoden – der ikke virker og livstegn fra de ”døde”…

Har tænkt hårdt og længe over dette indlæge, men er ikke blevet klogere på, hvad jeg skal skrive eller hvad mit indlæg skal handle om, så nu skriver jeg bare og så ser vi hvad der dukker op…..

Er i en situation, hvor jeg ikke engang er sikker på, at der overhovedet er nogen som følger med længere, men det må jo så være straffen for ikke at holde bloggen opdateret og føde læserne med saftige indlæg i et passende interval – det er jo svært at forvente at nogen har lyst til at følge med i noget, hvor der ingen ting sker!!

Og det er vist bare sådan det har været siden sidste indlæg – der er ikke sket noget som helst… Jeg har forsøgt at praktisere ”STRUDSEMETODEN” – velkendt hjemme hos os, som når man stikker hovedet i jorden og forventer at ingen kan se én – altså forsøger at forsvinde, uden at det fysisk kan lade sig gøre, og man alligevel før eller siden må se omverdenen i øjnene og gå til bekendelse!

Jeg forsøgte at forsvinde fra bloggen, fra træningscentret og vist mest af alt fra mig selv – kigge indad og slutte fred.

Har forsøgt at forene mig med min krop og den kvinde jeg er med numse, hofter og sul, og synes faktisk at det i nogen grad er lykkes… Ja altså indtil en vis grænse, for det er jo fint at gå rundt derhjemme og synes at man er skøn og dejlig når man kan tage en lidt for stor kjole på i A-facon (gad vide hvem der fik den geniale idé, at opfinde en forfinet udgave af teltet, så vi kvinder der er lidt trætte af vores krop, kan forsvinde i gevanter der bare gør os endnu større end vi i virkeligheden er….???) og så bilde sig selv ind, at alt er i skønneste orden.

Det er straks noget andet, når virkeligheden banker på og kalenderen fortæller, at der nu kun er 15 dage til turen går til Grækenland! Jeg må konstatere, at jeg vist må indtage de græske sandstrande i flyverdragt!! Havde nu i min hjerne en forestilling om at være trimmet og smækker – og se vanvittig fantastisk ud i min nye Blue Glue Bikini, men den hænger pænt og venter på en bøjle et sted, for jeg nægter at ”gøre krav” på min belønning før jeg når mit mål, og hvis det så betyder at jeg skal til at vinterbade, bare for at kunne flashe min nye bikini når jeg når så langt, ja så gør jeg også gerne det!!  Og det er så sådan det går, når man ikke kan finde ud af at lukke munden og sige ”NEJ TAK”.

Overvejer hvordan jeg får indlagt dræn i min flyverdragt, så jeg i det mindste ikke også falder om af hedeslag, men jeg har endnu ikke fundet en optimal løsning (gode forslag modtages gerne!!). Det skal også lige nævnes, at det er en temmelig håbløs affære, at finde en forretning med et fornuftigt udvalg af flyverdrager på denne tid af året, men med en målrettet indsats lykkes det muligvis…

Jeg er dog vældig meget i live, har ingen dårlig samvittighed, det er livet dog trods alt for kort til, og jeg har nydt hvert et stykke chokolade (og andre forbudte sager) jeg har spist de sidste uger!

Jeg kom dog i weekenden til en erkendelse af, at det godt nok er en stor skam, at have et klædeskab fuld af så meget fantastisk tøj (og tro mig, der er rigtig, rigtig meget), uden at kunne passe det hele. Og jeg vil i virkeligheden virkelig, virkelig gerne have fingre i den BLUE GLUE BIKINI, så mon ikke jeg bare skulle øve mig i at sige ”NEJ TAK”, tage hovedet op af jorden, komme afsted til BODY-ATTACK, ringe til Lars og aftale en træningstid, løbe en tur i solen og nyde alle de skønne frugter og grøntsager som denne fantatisk årstid bringer med sig… Det er i hvert fald planen, og hvis jeg ikke tager meget fejl, skal det nok hjælpe mig derhen hvor jeg gerne vil være!

Jeg har i meget langt tid undgået Lars – det er jo ærlig talt temmelig pinligt, at mødes med sin personlige træner, når man ikke lige får gjort det der er aftalt…. Og det har været meget let at springe udenom, for Lars bad mig om at sige til, når vi skulle træne og måle igen! Men det har jeg gjort nu, han behøver nok ikke tage en fedttang med lige nu, men træningen med Lars vil jeg virkelig gerne holde fast i. Det er super-fedt at blive presset på den måde og jeg kan igen kun anbefale personlig træning. Uanset hvad dit mål er. Personlig træning er for ALLE – det er derfor det er personlig træning. Træning til dig, for dig, med dig og KUN DIG! Tid til DIG ALENE med din TRÆNER i 1 TIME, med fokus på DIT MÅL og DINE BEHOV…. Og tro mig – du vil elske det for du finder ud af hvad du rent fysisk er i stand til at udrette. Og man ved ikke hvad man kan – før man har gjort det!

Jeg håber, at jeg ikke har tabt Jer alle sammen, men at der stadig er en enkelt eller to, som har lyst til at følge med – i sidste ende er vi jo alle sammen bare mennesker, jeg håber bare, at jeg med min blog og min ærlighed kan være med til at inspirere andre til også at gøre lidt mere for sig selv. Få lidt mere fokus på den individuelle sundhed og få skabt lidt fokus på de valg vi træffer for os selv og vores krop hver eneste dag…. Og mon ikke Lara Croft dukker op en dag??? Jeg tror det ;)

Min egen helt store inspiration må selvfølgelig være.....

MIG SELV!!

Det er pludselig gået op for mig, at jeg har ledt efter inspiration alle de forkerte steder. Jeg har en fotokollage af fitnessatleter hængende på mit køleskab, ikke fordi jeg har en drøm om at se sådan ud, men fordi det inspirerer mig, når jeg ved hvor meget tid, mad, træning og dedikation der skal til for at nå derhen hvor de piger er. Det er virkelig imponerende, hvad man kan med sin krop, hvis man arbejder målrettet og dedikeret og lever vanvittigt fanatisk i lange perioder ad gangen... Det virkede godt i starten at kigge på de der piger, og drømme om, hvordan det ville være, når jeg selv nåede mit mål.
(En af min mands gode kammerater grinede fjoget en dag han var her, og spurgte hvorfor han havde de der piger hængende - det havde han heller ikke - det var mig, men han er helt sikkert ikke utilfreds med min fotokollage der hænger lige midt på køleskabet)!

Det var også fotokollagen, der i et anfald af kådhed fik mig til at kaste mig ud i det her projekt, 12-ugers intensiv forvandling, der skulle få mig i mit livs form og transformere mig fra "Hausfrau til Lara Croft" på ganske kort tid, sikre at jeg én gang for alle kom min elevatorvægt til livs, og sørge for, at jeg aldrig mere ender der, hvor jeg nu for 117. gang befinder mig, lettere overvægtigt og svært utilfreds med mig selv. 

Som skrevet tidligere er det jo ikke første gang, at jeg har været igennem et dedikeret vægttab - det er faktisk sket adskillige gange tidligere. Jeg var overvægtig i mine sene teenage-år og starten af 20-erne, på dette tidspunkt i mit liv rundede vægten små 85 kg. Jeg tabte mig over meget lang tid ca. 17 kg (ved hjælp af slankepiller, mærkelige slankekure og til sidst ved at "opfinde" mit eget kostkoncept) og holdt vægten i en del år (med ganske små udsving) indtil jeg blev gravid med mit første barn i en alder af 27 år.
Jeg tog 25 kg på i løbet af 9 måneder - og nej det var ikke graviditeten. Den vejer et sted mellem 10 og 12 kg (muligvis lidt mere hvis man har rigtig meget vand i kroppen), så resten optil 25 kg var altså fedt!

Jeg tabte det hele igen og var normalvægtig igen i perioden fra jeg nåede slutmålet til jeg som 30-årig blev gravid med mit 2. barn. Her lykkedes det mig at tage ikke mindre end 33 kg på, og 14 dage før fødslen var jeg på vægten for sidste gang og vejede den nette sum af: 99,8 kg. Jeg vidste præcis hvad jeg måtte gøre - gik straks igang og tabte i løbet af 7 måneder al min overvægt og landede på 61 kg. Blev gravid igen lige bagefter og tog 28 kg på én gang til... måske jeg skulle have overvejet at lukke munden på et tidspunkt i løbet af mine graviditeter, men det skete altså desværre bare ikke.

Efter min 3. og sidste graviditet, var jeg ikke i tvivl om, hvad der skulle til. Jeg satte alt på spil og indgik en aftale med Nutramino (vores leverandør af kosttilskud) om, at de sponsorerede kosttilskud og jeg tabte mig ved hjælp af mit eget kostkoncept (se forløbet her: http://www.nutramino.dk/nyheder_slank_igen.htm ).

Jeg tabte mig igen ned til ca. 61,5 kg, var slank og fin, glad og tilfreds og havde det vanvittigt godt! OG hvorfor gik det så galt igen?? Jeg ved det simpelthen ikke, der er ingen gode forklaringer, andet end at jeg har en usædvanlig sød tand, bruger min mad når jeg er i krise eller keder mig, og forsøger at overleve en travlt hverdag med hurtige sukkerløsninger, selv om jeg så udemærket ved, at det er verdens dårligste ide...

Så i dag gik det op for mig, at jeg jo ikke behøver at hente hjælp og inspiration andre steder... jeg har jo det hele - lige her - inden i og på min pc! Billeder, kostplaner, madkoncepter, viden og bevidsthed om, at jeg jo sagtens kan - uden problemer - fordi jeg har gjort det så mange gange før, og fordi jeg ved at jeg udemærket kan gøre det igen.

Jeg er kostvejleder og har hjulpet rigtig mange mennesker med at komme på rette kurs, komme af med deres overvægt og finde vej gennem slankejunglen, så hvis ikke jeg skal lykkes med mit projekt - tja, hvem skulle så??

Jeg så sådan her ud for 2½ år siden - efter mit vægttabsprojekt med Nutramino - og jeg havde det skønt! Kan jeg komme derhen igen? - JA; selvfølgelig kan jeg det, og kursen er lagt. Lars hjælper fortsat med træningen, det er noget af det bedste jeg nogen sinde har gjort for mig selv, der er skruet lidt ned for mængden af styrketræning og jeg glæder mig vanvittigt til jeg skal til BodyATTACK med Line i morgen (onsdag) og så skal vi nok nå i mål. Jeg er klar over, at jeg kun har 5 uger at løbe på inden de grænske sandstrande venter, og jeg er nok ikke der hvor jeg gerne vil være om 5 uger, til gengæld har jeg opdaget at det er vigtigt at have det sjovt på vejen, at kunne følge med mentalt og finde det der motiverer allermest - og for mig er det altså - tja MIG ;)

Så nu hænger jeg midt på køleskabet, og det er han (min mand) vist heller ikke helt utilfreds med...