Når lykken ikke er, hvor du troede den ville være….

Et nyt år. En ny start. En ny streg i sandet. Nye muligheder, nye håb og nye drømme, og med lidt held, en ny mulighed for at finde ”krukken med guld” for enden af regnbuen – lykken. Lykken, som vi alle går og drømmer om, for hvem vil ikke gerne finde lykken? Men hvad er lykken? Og hvordan ved vi, om vi har fundet den?

Jeg har egentlig aldrig rigtig været i tvivl om, hvad lykke var for mig. Jeg bilder også mig selv ind, at jeg har fundet den flere gange. Som regel involverer den en mand, og på den måde kan man måske sige, at lykken for mig i høj grad handler om kærlighed. Den store og altopslugende kærlighed, der giver kriller i storetåen, sommerfugle i maven, koldsved i hænderne og får mig til at fnise som en genert skolepige.

Når man, som mig, har været så heldig at finde lykken flere gange, og på bedrøvelig vis også har set den forsvinde igen, kan man somme tider godt miste troen på lykken. Det kan være svært at forestille sig, at når man har været så heldig, at møde lykken (som i min verden er kærligheden) 2 gange, hvorfor den så skulle blive ved med at dukke op. Men på forunderligvis bliver vi alligevel ved med at lede efter lykken, jagten på ”krukken med guld” for enden af regnbuen. En ukuelig optimisme på, at lykken da umuligt kan være forsvundet så tidligt i livet.

Vi leder og leder og leder…. Måske online (sammen med de 500.000 andre voksne mennesker, der heller ikke har opgivet jagten på lykken), måske på jobbet, i fitnesscentret, til privatfesten, på natklubben og cocktailbaren og nogen endda ude i den virkelige verden, en dødssyg eftermiddag på en café over en øl eller en kop kaffe med en god ven eller veninde (du tror måske det er løgn, men lykken findes altså også der – ude i den virkelige verden over en øl - og jeg skriver det kun, fordi jeg har været vidne til, hvor meget lykke der kan gemme sig lige rundt om hjørnet). Alle steder vi kan forestille os, at lykken muligvis har gemt sig, leder vi.

Og hvis vi er virkelig, virkelig heldige, lykkes det os en dag at finde ”krukken med guld”. Lige der, hvor vi allermindst ventede det, dukker den op. Og vi griber den, klamrer os til den, imens vi mærker det spirende håb, der lige så stille dukker op, er det mon lykken? Er det endelig lykkes. Har kærligheden og dermed lykken fundet vej, og tør vi tro på det. Tør vi give slip på alle vores forbehold og tro på, at lykken dukkede op sådan ”ud af det blå”?

Det lyder næsten for godt til at være sandt, og desværre for mange af os, er det også sådan! For før os, er der en anden der har fundet den samme ”krukke med guld”, og den der har gjort det, er gået med en stor bid af skatten, eller skulle jeg måske skrive lykken? Vi har ikke længere eneret på ”krukken med guld”, for vi skal dele. Med ex-koner og –mænd, med børn (dine og mine), med ex-svigerforældre og nye svigerforældre og alle har en holdning og en mening om alting, og man kan ikke længere nyde lykken alene, på egne premisser, når man synes at det passer.

Og pludselig er lykken ikke længere så attraktiv. Den er besværlig, håbløs og uoverkommelig og til tider bare alt for krævende. Vores out-come står ikke længere mål med indsatsen. Vi bøjer os i alle mulige retninger, for at få det hele til at gå op, men det lykkes sjældent, at gøre alle glade og allermindst os selv, men var det ikke det, der var formålet? Var det ikke derfor vi var på jagt efter lykken? For hvis lykken ikke gør os glade, hvad gør så? Og når lykken ikke længere giver sig selv, er det så besværet værd?

Jeg ser lykken hver eneste dag! Heldigvis kommer den i mange, mange former, og dét du definere som lykke, er muligvis noget helt andet end det, jeg definerer som lykke. Jeg ser det hos mine forældre, som i december måned fejrede 32 års bryllupsdag, hos mine nære venner, der i sommers kunne fejre kobberbryllup (og dermed ikke er blevet en sørgelig del af skilsmisse-statistikken), hos min gode veninde, der gik med ud og fik en øl en fredag eftermiddag og kom hjem med et telefonnummer og en kaffeinvitation (damn vi mangler nogle flere af den slags mænd!), og mange, mange andre steder i min nærmeste omgangskreds, hvor vi hver især på fineste vis værner om lykken og kærligheden.

Til gengæld tror jeg, at der er én slags lykke, som vi alle kan blive enige om. Den slags lykke, der kommer af ægte, dybfølt og fuldstændig betingelsesløs kærligheden til et andet menneske. Den slags lykke, som bor dybt i hjertekuglen og aldrig visner eller svinder bort – kærligheden til og fra vores børn. Jeg er velsignet med 3 af slagsen, og selv om alt det andet til tider er alt for svært (og jeg snart giver pokker i lykken), giver lige præcis det med børnene bare sig selv!

Udredning, diagnose-skræk og utilstrækkelighed!

Engang var den her blog tiltænkt en rolle, som udlednings-kanal for mine frustrationer over, at min krop ikke længere er i top-form, at mit vaskebræt er forsvundet, at det er svært at holde fokus på mad og træning og som inspiration for alle Jer andre, der også til dagligt kæmper mod overvægt, mismodige ture i prøverummet og håbløshed over de mængder af tøj der hænger i klædeskabet til ingen verdens nytte!

Jeg er dog efterhånden nået til et sted i mit liv, hvor jeg må erkende, at der findes et utal af den slags sider, at det i min hverdag ikke gør nogen som helst forskel, og at det bare ikke er vigtigt længere. Var det fedt at være i super god form: JA! Var det fantastisk at have vaskebræt: JA! Var det optur at gå ind i div. butikker og kunne tage alt ned af hylderne og vide, at det bare passede: JA! Var jeg lykkelig: NEJ! Bliver jeg lykkelig fordi jeg taber 15 kg: NEJ! Bliver jeg lykkelig hvis alt mit tøj passer igen: NEJ! (Selv om det da ville være umanerlig skønt). Bliver jeg lykkelig hvis jeg igen og igen skal slå mig selv i hovedet fordi alle mine forkromede planer om træning og vægttab falder til jorden: NEJ!

Så nu tænker jeg, at jeg ændrer konceptet. Det er her min blog, om mig og mit liv med alt hvad det indebærer af: Bekymringer, overvejelser, panik, angst, glæde, begejstring, kærlighed – og alt det ind imellem…. Og hvis du vil læse med er det skønt, og giver jeg dig ”stof til eftertanke” eller giver dig lyst til at bidrage, så er det bare endnu bedre! Men det her er stadig for min skyld, for MIG fordi jeg har lyst til at dele mit helt (u)almindelig liv og mine tanker.

Jeg elsker at skrive, jeg er god til det (f… janteloven), og hvis jeg er rigtig heldig, finder jeg en dag tid til at skrive en bog. I mellemtiden, nyder jeg, at jeg fra tid til anden kan skrive lidt her på min blog, og når det går ”vildt for sig” skriver jeg på mine noveller, som måske engang bliver udgivet, eller også gør de ikke, men det er ikke så vigtigt! Det vigtige er, at det gør mig glad at skrive!

Og det har jeg brug for – altså for at blive glad i låget ind imellem. For hjemme hos mig, er livet ikke altid så let og ligetil, som jeg godt kunne ønske mig. Faktisk har det sidste ½ år budt på ikke så få udfordringer, og det er til tider en kunst at navigere rundt i alt dette, når man samtidig er den eneste voksne i hjemmet.

Jeg blev fyret fra mit job i maj måned 2013, det var ikke det store tab – jeg var temmelig stresset over det umådelig krævende job jeg havde på det tidspunkt, og da jeg samtidig var begyndt at gå og falde på gaden (og nej, jeg var hverken beruset eller i stiletter), støde ind i ting, tabe ting og glemme temmelig meget, var det et kærkomment afbræk, at kunne trække vejret, imens jeg akut blev henvist til udredning for en hjernetumor. Kan afsløre, at jeg gik temmelig meget i panik og både nåede at overveje, hvem der skulle have børn, hus og bil og ikke mindst alle mine sko, i den uge der gik, fra jeg blev henvist til jeg fik svar på min CT-skanning!

HELDIGVIS var der ikke tale om en hjernetumor! Men når man lander i sundhedssystemet, bliver man ikke sluppet så let, så nu er jeg i gang med adskillige undersøgelser for at finde ud af, hvorfor jeg har nedsat muskelkraft og reflekser i mit venstre ben, som altså betyder, at jeg til tider går og falder på gaden… (Og hey - hvis du følges med mig, når det sker, så venligst bare grin sammen med mig og hjælp mig op – for JO, det er stadig MEGA PINLIGT at ligge og rode rundt midt på gaden!!). Det har afstedkommet diverse undersøgelser, der ikke alle er lige behagelige, og ingen kan garantere, at vi nogen sinde finder et svar, men jeg stiller gerne op, hvis der er, bare en lille chance for at få en afklaring.

Nu kunne man jo så tænke, at den her udredning, som strækker sig over meget lang tid, var nok at forholde sig til, når jeg nu også skulle starte på et nyt job, og jeg havde i mit stille sind bedt en bøn om, at 2014 måske ville være en smule mere i mit favør. Jeg ved det – man skal ikke ønske sig for meget – og vi var dårligt kommet igennem nytåret før jeg endnu engang blev udfordret.

Jeg er velsignet med 3 fuldstændig fantastiske børn, som jeg elsker overalt på jorden. De er alle 3 vidt forskellige, med 3 forskellige personligheder og i sidste ende ligner ingen af dem mig (i hvert fald ikke inden i). I blandt de 3 er der en ganske særlige én, som altid har formået at udfordre mig lidt mere end de andre, som altid oplever ting på en helt anden måde og som trækker enormt store veksler på overskud og forståelse, da det til tider er på ”bekostning af de andre 2”, at der bliver sat regler og rammer og konsekvenser. Det er her min prioriteringsproblematik opstår, for når man har 3 børn og 1 stjæler vanvittig meget opmærksomhed, hvordan når man så at tilgodese de andre børns behov, når man bare er én voksen? Jeg har ikke fundet svaret endnu, og måske lykkes det aldrig!  

Børnehave, skole og frit har i flere år udtrykt bekymring for barnet, men hver gang nogle har gjort tiltag til at der skulle ske en udredning, er det endt med, at det er faderen og jeg, som har været til samtaler for at få ”værktøjer til at håndtere evt. konflikter”. Ikke videre konstruktivt på den lange bane, når det nu er et barn man er bekymret for.

Hvor om alting er, er der nu iværksat en større udredning af barnet. Dette indebærer, at der udover en del samtaler, også skal udfyldes indtil flere skemaer med diverse udsagn, man skal vurderer hvor vidt passer på barnet. Min umiddelbare tanke var egentlig, at det gav rigtig god mening, indtil jeg fik studeret papirerne nærmere og der pludselig står en masse ”grimme ord” som autisme og Aspergers syndrom, og jeg tog mig selv i at tænke, hvordan jeg fik udfyldt papirer så barnet fremstår mest muligt ”normalt”.

Jeg undskylder på forhånd til alle dem, jeg nu har ”trådt over tæerne”, men min manglende viden på lige dette felt og min panikagtige angst over, at vi nu er på jagt efter en diagnose, som vi kan putte på barnet gør, at jeg ikke tænker særlig klart og samtidig har svært ved at forholde mig til, hvad det her evt. har af betydning for vores familie. 

Så ser du kære læser – med alt dette i mit liv – må jeg vist snart nå til en erkendelse af, at slank og fit ikke gør mig lykkelig (eller lykkeligere…..), men nærvær, fysisk og mental sundhed og kærlighed er vejen frem for mig og min lille familie, som i sidste ende er det vigtigste og mest dyrebare jeg har.

Og nå ja – så altså lige alle Jer der igen og igen stiller op med en hjælpende hånd, et lyttende øre, kys og kram og kærlige indspark – hvor er jeg dog dybt taknemmelig for hver og én af Jer <3  

(Og nej, jeg har bestemt ikke opgivet håbet om, at jeg en dag springer i alt det fantastiske tøj der hænger i mit klædeskab - det er bare ikke det vigtigste lige nu!!) 

Vognbaneskift, med en ven i hånden, tusinde nye ideer og ”The point of no return”….

VELKOMMEN til min helt nye blog!!

Ja altså, faktisk er den jo ikke rigtig ny, men den har fået en lille make-over i løbet af den sidste uge, for jeg har taget en god ven i hånden og vi er blevet enige om at følges den lange vej til målstregen, så vi har én at støtte os til undervejs, når kampen mod det forbandede fedt bliver kedelig, opslidende eller ulidelig.

Og med den beslutning fulgte også beslutningen om, at involvere så mange som muligt i vores projekt, og sørge for at inspirere både os selv - og forhåbentlig også Jer andre - til hver dag at gøre vores bedste i kampen mod det forbandede fedt. Så nu er bloggen ikke længere min alene – men VORES – og gud hvor jeg glæder mig!!  

Den sidste uge har været enormt inspirerende, fyldt med god energi og lyst til langt om længe at gøre noget andet end jeg plejer…. Læste min blog igennem efter mit indlæg i sidste uge, og måtte til min gru konstatere, at udover at der var meget længe imellem mine indlæg, stod der stort set det samme om og om igen. En lang føljeton om, hvor svært det er at holde fingrene fra slikposen og hvor ulideligt det er når vægten kun går den gale vej. Det fik mig til at tænke på, hvor langt jeg kunne være nået, hvis jeg i stedet for at beklage mig over, hvor skidt det hele var, rent faktisk havde gjort noget ved det. Så det besluttede jeg mig for at gøre!

Rent faktisk sad jeg midt i redigeringen af mit sidste indlæg, da der dukkede en besked op fra en meget sød pige jeg kender. Vi mødte hinanden i Fitnesscentret for flere år siden, hun var med på et af mine allerførste forvandlingshold og hun er blevet en meget kær ven. Hun ville vide, om jeg mente at det var realistisk, at hun kunne tabe 30 kg inden september 2014.

Nu skal det lige siges, at den her søde pige rent faktisk tabte sig virkelig meget i de 12 uger hun var på mit forvandlingsforløb, hun holdt også fast i sit vægttab, men en graviditet og en masse andre udfordringer betød desværre, at hun faldt tilbage i sit gamle mønster, trøstede sig med mad og tog det hele på + lidt til.

Jeg kiggede på hendes besked og besluttede mig for, at hun skulle være min ”Partner in crime”. Jeg ved at det, der altid har fungeret på mine forvandlingshold, har været den relation der er blevet skabt mellem deltagerne, at man ”hører til” og skal ”stå til regnskab” og at man ved, at man ikke er alene om det. Og jeg ved, at lige præcis det, er jeg rigtig god til at praktisere. Hvordan kan jeg vide det? Det kan jeg, fordi jeg, efter at jeg stoppede min karriere i fitnessbranchen, blev kontaktet af flere dejlige kvinder, som savnede mig og mine kosthold og havde brug for et sted at komme og ”blive holdt i hånden og sparket i røven”, og de kunne ikke finde det jeg havde andre steder end hos mig!! (Tak søde piger, I ved hvem I er, og I ved hvor jeg er, når I har brug for mig).

Så med en rask beslutning lagde jeg kortene på bordet, bekræftede min søde veninde i, at hun da sagtens kan tabe 30 kg, men at jeg også havde brug for hende. Jeg skal kun den halve vej, men vi følges ad og jeg skal nok sørge for at hjælpe hende hele vejen over målstregen. Vi blev enige om, at mandag d. 14. oktober var en passende dag for vores vognbaneskift, tid til at slå en streg i sandet og gøre noget andet, end det vi har gjort de sidste 2 år, og det gør vi så nu!

VI besluttede også, at vi måtte derhen, hvor der kun er én vej og vi ikke bare kan trække på skulderne og smide håndklædet i ringen, og det er årsagen til, at min blog nu har skiftet både navn og udseende. For vi har været så letsindige (kan man vel godt sige i den her sammenhæng), at oprette en Facebook side: Farvel Forbandede Fedt – og sammen med bloggen synes vi at det forpligter så meget at vi har nået: ”The point of no return”.

Sammen med alle de spirende ideer om blog og facebook og vægttab og parløb dukkede der en anden tanke op, som også var afledt af mit sidste indlæg, nemlig alle mine planer om at skaffe en træner af den ene eller anden eller tredje slag, uden at gøre noget ved det. Så jeg besluttede mig for rent faktisk at gøre noget ved det. JEG VIL GERNE LÆRE AT LØBE IGEN. Tænk at kunne løbe 10 km, trække vejret, nyde naturen og have en fest undervejs, uden at være ved at dø efter de første 2 km. SE det ville i min verden være helt fantastisk.

Nu er jeg så heldig, at jeg kender temmelig mange dygtige mennesker, der arbejder med træning og undervisning af den ene eller anden slags, og jeg var ikke i tvivl om hvem jeg skulle kontakte. Så jeg sendte en besked til søde Ulrik, som er medejer af Balance Club i Rødovre, og driver et center der er lokalt og privatejet og med værdier og holdninger til træningsbranchen og medlemmerne, som i bund og grund stemmer meget godt overens med det, vi selv forsøgte at praktisere.

Og gæt engang – selvfølgelig ville Ulrik hjælpe – TAK Ulrik! Jeg er jo ikke den letteste kunde at få inden for døren. Jeg kan kun træne hver 2. uge og jeg har altid en masse storslåede planer, holdninger og ideer, men dog også selverkendelse nok til at vide, at det altså ikke er i næste uge jeg løber 10 km. Ulrik har en super fed tilgang til processen og det er en fornøjelse at blive guidet på vej af en kyndig træner. Har overlevet mit første interval løb i tirsdags og min anden regulære løbetur i dag, har lyst til mere og glæder mig over, at der står løb i kalenderen igen på lørdag.

SÅ med en ven i hånden, en træner på sidelinjen, en nyrenoveret blog med en gæsteskribent og en splitter ny Facebook side vil jeg bare sige: KOM AN – jeg glæder mig usigeligt til at tage hul på mit, eller skulle jeg nu rent faktisk skrives VORES nye, sunde og lettere liv – og VI håber at du har lyst til at følge med hele vejen!

Camilla & Gitte

P.S: Hvis du læste mit indlæg i sidste uge og overvejer om mit mål om en lavere vægt i denne uge er nået, så er svaret JA – og det føles fantastisk! 

   

 

For pokker da - det er en ommer….

For 117. gang

Man skulle jo tro, at jeg efterhånden var ved at være træt af at gentage mig selv! Men på forunderlig vis har det rent mentalt ikke den store effekt, at jeg nu igen for 117. gang må erkende, at vægten er løbet den gale vej og udvalget af tøj i klædeskabet bliver mindre og mindre.

Selv det faktum, at mit mangeårige mantra, om at den største størrelse i klædeskabet er en str. 40 og der ikke må købes noget der er større, må manes til jorden og jeg har været nødsaget til at udvide garderoben med et par nye ”elastik-kjoler” for at sikre, at jeg kan gå nogenlunde velklædt omkring på mit nye job, har ikke fået mig til at lukke munden og kvitte min langvarige affære med alle de umanerlig lækre (om end forbudte og virkelig dårlige) fødevarer jeg har puttet i min mund igennem alt for lang tid. 

Det bliver ikke rigtig bedre af, at jeg kan kigge tilbage på 4 måneder, hvor jeg har haft alt tid i hele verden! Blev fyret og fritstillet fra mit job i midten af maj og har først fået nyt job 1. oktober, så i 4½ måned har jeg ikke haft en eneste undskyldning for ikke at lukke munden og lette røven, jeg har bare ikke fået det gjort! Men nu skulle jeg selvfølgelig også lige have ondt af mig selv over at jeg blev fyret og trøste mig med alskens søde, bløde og lækre sager, for vi ved jo alle sammen, at det i hvert fald hjælper at belønne sig selv med noget usundt, når man i forvejen har det skidt….!

Ej, det passer faktisk ikke – jeg var virkelig god i juni måned (jeg klapper lige mig selv på skulderen), jeg trænede 4 gange om ugen, gik lange ture hver dag og havde en fuldstændig fantastisk og virkelig dygtig personlig træner, som jeg gerne anbefaler, hvis nogen skulle have brug for sådan en….. Men så kom juli; Han rejste væk i 5 uger og jeg tog på sommerferie med alle mine børn og tjaaaa – der er vel ikke så meget andet at sige, end at det blev meget let igen at springe over, hvor gærdet var lavest.

Og efter sommerferien, ja så kom jeg ligesom bare ikke rigtig i gang! Men til gengæld har jeg haft virkelig mange hyggelige kaffe-aftaler, der som ofte også har involveret noget kage, mange hyggelige fredage med rødvin og boblevand og en lækker dessert eller hyggelige brunch-aftaler med en masse lækker mad. Og jo – selvfølgelig er der plads til alt det, hvis man altså lever et sundt og aktivt liv ved siden af, men når man bare kører hjem og sætter sig i sofaen for at tæske samtlige sæsoner af SATC igennem, imens man lige kan sidde med fingrene nede i slikposen eller ”nyde” en plade chokolade imens (tænker at det nok er begrænset hvor stor nydelsen er, når man stort set ikke opdager at man har spist hele pladen, før man er forundret over, at den er væk), ja så bliver det med tiden temmelig svært at forbrænde alle de kalorier der kommer ind. Og hvis man har bare en smule indblik i hvordan kroppen virker, må jeg nu erkende, at jeg har spist nok ”mad” til at overleve 2-3 hårde vintre i stenalderen, hvor det er småt med føde og man ikke kan være sikker på at få mad hver dag!

Desværre er det her ikke stenalderen, og vi kommer vist ikke til at mangle mad lige med det første, og i virkeligheden er det vist heldigt nok. For i en alder af 37 (i hvert fald en uge endnu) ville jeg være temmelig gammel, hvis ikke på grænsen til halvdød, og med det fødeindtag jeg har haft igennem de sidste 2 år, ville jeg formentlig have stort set alle de andre beboere i min klan på nakken, fordi der stort set ikke havde været noget mad tilbage til dem. Så jeg glæder mig alligevel over, at vi lever i det 21. århundrede, at Netto næsten har åbent i døgndrift og jeg helt selv kan vælge hvornår jeg vil spise og hvad jeg vil spise.

For i sidste ende er det hver dag vores eget valg, hvad det er vi spiser og hvorfor vi spiser det. Vi lever i et meget oplyst samfund, som på ingen måde har lagt skjul på, hvad det er der gør os tykke – eller hvordan vi taber os igen. Der kommer sågar en ny slankekur hver måned, hvis man altså følger med i den slags, og vi vælger selv hvordan vi vil passe på vores krop. Desværre har nogle af os tendens til at drukne os i maden, når alt det andet der foregår i vores liv bliver for svært eller uoverskueligt, eller når vi får skabt en afhængighed af noget, som vi føler vi kan gemme os i. I virkeligheden kan det sammenlignes med en afhængighed på lige fod med stoffer eller alkohol – og så må man jo glæde sig over, at det dog trods alt bare er mad.

Jeg har hver dag en ny plan! En plan om at finde en ny personlig træner (den gamle er desværre for dyr…), en løbecoach, en diætist eller en ”kontrollant” – én jeg skal stå til regnskab overfor – men hvorfor? Fordi det inde i mit hoved er løsningen på mit "problem". Men den eneste jeg skal stå til regnskab overfor er i sidste ende mig selv! Det er mit liv og min krop og jeg skal bo i den resten af mit liv, og jeg vil virkelig gerne have at den er sund og rask – så uanset hvor mange penge jeg betaler andre for at motivere mig, nytter det jo ikke noget, hvis jeg ikke selv finder min motivation (og jo Jesper – jeg stjæler dine ord, for jeg kunne ikke have sagt det bedre selv)!

Tro mig – der hænger for usandsynligt mange penge motivation inde i mit klædeskab, men det er ikke nok. Jeg booker mig til 817 holdtimer i fitnesscentret når jeg har børnefri (og glemmer at komme), men det er ikke nok. Jeg laver dagligt nye planer i mit hoved for hvad jeg skal spise og hvad jeg bestemt IKKE skal spise, men det er bare ikke nok.

Men nu må nok være nok – jeg må lukke min mund og lette min røv, hvis den da kan komme op af sofaen – og jeg, af alle mennesker, burde vide, at resultaterne ikke kommer flyvende ind af vinduet om natten imens jeg sover (selv om det nu ville være rart, hvis det var så let)! 

så jeg må finde motivationen i mig selv og jeg må have et mål – og det første mål må være, at jeg næste torsdag ikke vejer helt så meget som jeg gjorde i dag. Se det er da til at forholde sig til!

Jeg har ikke længere én men hele 4 skønne bikinier fra BLUE GLUE og det ville nu alligevel være fuldstændig fantastisk, hvis jeg kunne tage dem på til sommer, og jeg tror at det må være mit langsigtede mål.

 

 

I mellemtiden tror jeg, at jeg vil finde på nogle bedre fritidsinteresser end at drikke latte og spise kage – f.eks. kunne jeg jo stramme op og passe min blog, eller kaste mig over den bog jeg har planer om at skrive, og måske jeg også fra tid til anden skulle sørge for at besøge mit fitnesscenter!

Og sig til hvis du vil med, for jeg vil meget gerne have selskab ;-)

 

 

Alt for mange gøremål, mor til 3, karrierekvinde, mad-junkie, kronisk dårlig samvittighed og træt, træt, træt…..

Jeg må have luft, have lettet mit hjerte, have et klap på skulderen og have at vide, at det hele sg er ”godt nok”…. Bare et lille bitte klap, et knus og et kram, et smil og en hjælpende hånd – men hvornår må man smide håndklædet i ringen? Hvornår er det nok? Hvornår må man indrømme at man har ”taget munden for fuld”?  Hvornår er det ok at synes, at det har været op af bakke så længe, at man ikke ved hvordan det føles når det går nedad igen??

Tænker en del over hvor vigtigt det er hele tiden at bevise, at vi kan det hele. At det er stærkt og sejt at kunne klare sig selv, som overskuds-agtig alenemor, karrierekvinde, en god veninde, en betænksom ven, en omsorgsfuld datter og en kærlig mor, som forgangsbillede for mine børn.

Ingen har sagt det skal være let, og jeg yder gerne en ekstra indsats for at få alting til at hænge sammen (guderne skal vide at det ikke er en dans på roser at være alene med 3 børn på 5, 7 og 10 år og samtidig forsøge at passe et job der kræver min. 40+ timer om ugen), men nogen gange når man bare til et punkt, hvor det hele ligesom bare er nok, og man alligevel ikke helt kan se vejen ud derfra hvor man er.

Jeg har mit liv fyldt med skønne, dejlige og vidunderlige mennesker; De dejligste, kærligste og mest omsorgsfulde børn (det tager jeg lige æren for….), den sødeste familie – mine forældre der altid er klar til at give en hjælpende hånd – de dejligste veninder, jeg altid kan ringe til og som står klar med et lyttende øre og et kram, når det er nødvendigt, og nogle helt vidunderlige kollegaer der søger for, at det er en udpræget fornøjelse at gå på arbejde hver dag. Og jeg er dybt taknemmelig over det hele…. Men til tider føles det nu alligevel som om jeg er temmelig alene i verden. Som om det hele handler om praktiske opgaver og arbejde, som om der aldrig er timer nok i døgnet, som om jeg er verdens sureste mor, der kun kan skælde ud og som medarbejderen der aldrig lever helt op til de forventninger der er på arbejdspladsen fordi jeg konstant er bagud med mit arbejde!  

Nu sidder du muligvis og tænker hvad pokker det her har med mad og træning at gøre, og hvorfor pokker jeg pludselig bliver så rørstrømsk på min blog…. Det skal jeg sige dig; Jeg har igennem de sidste 21 måneder magtet at tage ikke færre end 20 kg på! Det er med lidt god vilje 1 kg om måneden. Indrømmet – jeg var meget slank inden det gik galt, og måske havde det været ok med 4-5 kg udenpå – men 20 kg… Jeg var nær faldet død ned af vægten i morges. Ja ja jeg ved det godt, man skal ALDRIG veje sig om mandagen, men come on – 20 kg!! NU MÅ DET SIMPELTHEN VÆRE NOK – MEN JEG VED IKKE HVORDAN JEG SKAL STOPPE DET!

JA, jeg ved det – det har jeg sagt de sidste 8 måneder – men det er åbenbart lettere sagt end gjort! Der er hele tiden en undskyldning for ikke at kunne finde overskud til træning og den gode mad…. Ikke fordi der er noget som helst der bliver lettere af at gumpen er for tung og jeg kører træt kl. 16 om eftermiddagen, men jeg er blevet en ”mad-junkie”…. Sådan en der har brug for mad og slik og kager stort set hele tiden! Sød og fed mad og helst i en mere eller mindre lind strøm, så jeg slipper for at mærke mig selv og min krop og mine følelser. Jeg kan glæde mig over, at jeg aldrig har fundet på at ryge eller tage stoffer eller noget andet vanvittigt, for så ville jeg have været helt i hegnet. Når man kan blive så afhængig af mad, som jeg føler mig lige nu – tør jeg slet ikke tænke på, hvad der var sket hvis det var noget andet, der havde fanget min opmærksomhed. Jeg laver store tiltag hver eneste uge, ligger planer for både kost og træning og involverer mig i det ene væddemål efter det andet, for så at lande i mit hul 2-3 dage senere.

Men det er som om, at det bliver sværere og sværere at gemme alle følelserne væk i maden, at ensomheden og tristheden til tider er så overvældende, at tårerne bare kommer helt af sig selv. Ofte på nogle ganske upassende tidspunkter og over nogle helt banale ting, som der absolut ikke er grund til at græde over, og jeg er klar over, at jeg må gøre noget nu – må redde mig – finde ud af, at det er ok bare at være mig, at jeg gør det godt nok som det er. At jeg er den bedste mor jeg kan være, at jeg yder alt hvad jeg kan på mit arbejde – og at de (forhåbentlig) godt ved det – at jeg er en god nok veninde og at min familie godt ved, hvor meget jeg elsker dem! OG AT MADEN IKKE HJÆLPER PÅ NOGET SOM HELST – MEN AT ALT DEN DÅRLIG MAD, FAKTISK BARE GØR DET HELE ENDNU VÆRRE!!!

Skal du have ondt af mig nu?? Næ – det var faktisk ikke hensigten med dette indlæg. Jeg tror bare at jeg gerne vil sige til alle de skønne, dejlige og helt fantastiske enlige mødre jeg kender (og det er nu alligevel en del når jeg sidder og tænker over det), og alle Jer andre; At det er ok at være sårbar og føle sig en lille smule uduelig og håbløs, at have opvask stående og alt for meget vasketøj og lidt for mange nullermænd i hjørnerne. Men det er simpelthen ikke ok at give slip på sig selv, at glemme sig selv og glemme at gøre gode ting for sig selv – for hvis ikke du er glad, hvordan kan du så forvente at dine børn er det?? Og lur mig om ikke det gode humør og lysten til at gøre gode ting, følges med den gode mad, gåturen i den friske luft og den bog på hylden du endnu ikke har fået læst, fordi du sad med fingrene nede i slikposen og så tv i stedet for….

Så hvis du er én af dem der kender mig rigtig godt, og synes at det er lidt for længe siden du har fået en SMS-besked fra mig – så er det formentlig din tur til at skrive og spørge hvordan jeg har det! Og hvis du synes jeg er lidt for længe om at svare, så skal du bare vide, at du ikke er glemt – men at jeg har travlt med at spise, og derfor ikke kan SMS' samtidig ;-)

PAS PÅ DIG – DE ER INGEN ANDRE DER GØR DET! <3

 

 

Fanget i madhelvede..... LUK MIG NU FOR FANDEN UD!

Kender I det, når man pludselig befinder sig midt i noget, man for det første ikke rigtig havde set komme og for det andet egentlig ikke ved hvordan man skal komme ud af igen? Sådan har jeg det lige nu – bortset fra, at jeg godt kunne have regnet ud at det ”ville komme” hvis jeg ikke stoppede op, og faktisk også godt ved hvordan jeg skal komme ud af det, hvis jeg får taget mig sammen og sadlet om. Men jeg har hele tiden en ny undskyldning for at lade være. Ikke nogen særlig gode undskyldninger, tværtimod er de faktisk alle sammen så håbløse og uden substans, at de efterhånden minder alt for meget om alle de dårlige undskyldninger jeg selv har lagt øre til i tidens løb….

Jeg ved ikke engang helt hvordan det startede (eller måske gør jeg, men jeg tror bare jeg prøvede at ignorere det faktum, at jeg kunne blive så ligeglad med min mad, når jeg ikke var gravid eller for den sags skyld i puberteten), men som det altid er med mig, gør jeg alting helt ekstremt. Der er ligesom ikke rigtig nogen mellemvej, og selv om jeg bliver ved med at sige til mig selv, at det er den jeg skal finde (altså mellemvejen) for at kunne skabe balance, begynder jeg efterhånden at tvivle på, om det nogen sinde lykkes at finde den. Fødselsattesten siger 37 år, og når jeg på nuværende tidspunkt stadig ikke har formået at finde det bløde alternativ på ”midten”, tja så skal jeg nok til at lægge mig i selen, hvis jeg nogen sinde skal finde derhen.

Faktisk ved jeg godt hvordan det startede, jeg fik nyt job, satte mig ned på en kontorstol, tog bilen til jobbet og bildte mig selv ind, at jeg absolut ikke havde tid til at træne. Ugerne med børn er alt for hektiske, og uden at lyve er der altså ikke tid til at frekventere fitnesscentret, men hvem siger så lige at træningen absolut skal foregå der?? Som tidligere hold- og Les Mills instruktør bugner skabet af trænings-dvd’er, jeg kender 1 mio. øvelser jeg kan lave herhjemme på mit stuegulv og så har jeg så meget udstyr herhjemme, at jeg hurtigt ville kunne gøre enhver fitness-entusiast små-misundelig. Og når jeg ikke har børnene hjemme, tja så var ”forklaringen” i lang tid, at jeg jo også skulle passe mine veninder og at vist også altid lige var noget arbejde der skulle være styr på.

 

 

Og som det så er med så mange andre ting i mit liv, gør jeg jo ikke noget ”halvt”, så manglende træning og ikke mindst søvn, trickede den søde tand, som lynhurtigt skabte en ”afhængighed”, som nu i 5 måneder har betydet, at jeg på ingen måde har kontrol over min mad eller indtag af søde sager. Faktisk føler jeg mig besat af ”mad-monstret” som dikterer, at jeg glad og gerne skal fylde søde sager, kager, slik, chips, chokolade og alverdens dårlig mad i munden.  

Min krop er tung og træt, angrebet af et temmelig svært tilfælde af appelsinhud (hvem fanden har opfundet det???), jeg bliver ramt af ”småskader”, har hudproblemer og er vist også ved at tabe håret (der går vist et par år inden jeg bliver rigtig skaldet, men med den fart jeg fælder, er jeg bange for at der er en potentiel risiko for at det rent faktisk sker). Der er absolut intet tøj i klædeskabet der passer – altså med undtagelse af de 10 par strømpebukser og de 20 bluser i over-size jeg har købt i løbet af vinteren – og det med at genoptage min træningskarriere virker som en fuldstændig uoverskuelig opgave. Så i stedet for bare at lette røven og gøre noget ved, har jeg taget mig selv i hele tiden at lægge planer for, hvor vigtigt det er med det rigtige tøj og udstyr og langsigtede planer for, hvor jeg skal nå hen og hvordan jeg skal nå derhen og jeg skal også helst have involveret en masse mennesker, så jeg får lavet nogle aftaler jeg skal leve op til! Men er jeg kommet afsted? Nej – jeg sidder stadig i sofaen med mine chokolade-bon-bons og føler mig en lille smule tykkere hver dag.  

Jamen herregud – jeg kalder mig selv kostvejleder – jeg har levet af at hjælpe andre med deres træning og deres vægttab – Jeg har udviklet mit eget kostkoncept - jeg ved jo præcis hvad det er jeg skal gøre – og hjælper glad og gerne andre ud af madhelvede – så skulle jeg ikke bare se at hjælpe mig selv og droppe alle undskyldningerne?!  

Det ville være vidunderlig at kunne skrive, at det så er planen nu….. og så samtidig vide at den ville blive effektueret fra i morgen! Men det er faktisk planen, det har det været de sidste mange måneder, det er bare ikke sket. Hvorfor? Jeg ved det ikke, men jeg ved at det er for let at tage det dårlige valg igen og igen.

Skal du have ondt af mig – NEJ, lad være med det, jeg har ikke skrevet det her indlæg for at få medlidenhed og opmuntrende tilråb, jeg tror bare jeg prøver at fortælle, at det der med mad og overvægt ikke altid er let at forklare, at det ikke giver mening og at det stjæler alt for meget tid og opmærksomhed.

Jeg ved dog, at hvis jeg ikke skal gå rundt i strømpebukser og over-size trøjer hele sommeren, så er det på tide at komme i gang. For der bliver ikke købt mere tøj! Jeg har skabet fuld af det mest fantastiske tøj og jeg er temmelig sikker på at det meget gerne vil luftes snart….   

Det er en ommer.......

Hold nu k… det er længe siden jeg har skrevet noget her!

Rent faktisk er det præcis 11 måneder siden i dag, at jeg sprang i Furesøen iført six-pack og Blue Glue bikini ;-)

Det har været nogle meget turbulente 11 måneder, der er sket en masse, som jeg vist ikke har brug for at udpensle på ”åben skærm”, men lad os bare konstatere, at der er blevet slugt temmelig mange kameler, som er blevet skyllet ned med rigelige mængder Marabou chokolade, mine gode venner ”Ben & Jerry” og spandevis af Latte på min yndlingscafé i Vanløse – Café Phister.

Det betyder, at min six-pack er forsvundet (hvem fanden har lånt den??) og at jeg igen er blevet temmelig rund i kanterne….. Giver kamelerne skylden! Pokkers kameler…..De kunne sg da godt lige have tømt puklerne for vand inden de landede på mine sideben ;-)

Så nu er vi her igen…. For 117. gang, men uden personlig træner (det er jo mig selv…) og uden kostplaner (for jeg har jo udviklet mit eget kostkoncept) og uden tidsbegrænsninger og regler og faste træningstider.

For der er sket det fantastiske at jeg har fået nyt job. Rent faktisk VERDENS BEDSTE JOB!! Og jeg er så glad, som jeg ikke har været i flere år….. Det lyder måske lidt tosset, at et nyt job kan afstedkomme så megen glæde, men udover at jobbet i sig selv er fuldstændig fantastisk, har jeg fået de sødeste kolleger og en chef, som i den grad værdsætter mine kompetencer, giver mig frihed under ansvar og stoler på at jeg løfter de opgaver han giver mig, og det er meget længe siden jeg har følt mig så meget i live! Så jeg er glad og taknemmelig og det er meget tæt på at jeg klapper hver morgen på vej til arbejde J  

Men det betyder også, at der nu er meget begrænset tid til træning…. Hver 2. uge er jeg alene med mine 3 helt vidunderlige børn og med et fuldtidsjob oven i hatten, er der ikke tid til træning! JO, jeg ved godt at jeg kan træne hjemme i stuen om aftenen, og det lykkes sikkert også på et tidspunkt, men indtil videre er første skridt på vejen at finde cyklen frem – det betyder i det mindste (hvis det lykkes….), at jeg får cyklet 20 km om dagen, hvilket vel også kan betragtes som en form for træning, hvis jeg træder til undervejs ;-)

Jeg har ikke lagt en plan, det er svært at skille mig af med mine nye venner, også selv om jeg ved hvor dårlige de er for mig! Men jeg ved at jeg lige om lidt lander der, hvor jeg har lyst til at kaste det hele i skraldespanden, give sukkeret fingeren og finde min six-pack frem igen… De sidste 11 måneder har kostet +13 kg – så det er en OMMER! Forfra én gang til – men den her gang skal det gøres ordentligt, mens jeg spiser en masse dejlig og ORDENTLIG mad og føler mig mæt og glad og har masser af overskud!

Nu er det sagt højt – og med fare for, at én jeg kender boykotter sin nye kostplan og beslutter, at man ikke kan stole på mig – må jeg konstatere, at jeg i bund og grund bare er et menneske, som bruger min mad på den virkelig dårlige måde, når det med følelser bliver alt for svært, men jeg skal nok få vendt skuden, få klemt mig ned i den lille sorte og ligne en million når jeg skal til min første firmafest ;-)