This is us

This is us

søndag den 11. januar 2015

Når lykken ikke er, hvor du troede den ville være….


Et nyt år. En ny start. En ny streg i sandet. Nye muligheder, nye håb og nye drømme, og med lidt held, en ny mulighed for at finde ”krukken med guld” for enden af regnbuen – lykken. Lykken, som vi alle går og drømmer om, for hvem vil ikke gerne finde lykken? Men hvad er lykken? Og hvordan ved vi, om vi har fundet den?

Jeg har egentlig aldrig rigtig været i tvivl om, hvad lykke var for mig. Jeg bilder også mig selv ind, at jeg har fundet den flere gange. Som regel involverer den en mand, og på den måde kan man måske sige, at lykken for mig i høj grad handler om kærlighed. Den store og altopslugende kærlighed, der giver kriller i storetåen, sommerfugle i maven, koldsved i hænderne og får mig til at fnise som en genert skolepige.

Når man, som mig, har været så heldig at finde lykken flere gange, og på bedrøvelig vis også har set den forsvinde igen, kan man somme tider godt miste troen på lykken. Det kan være svært at forestille sig, at når man har været så heldig, at møde lykken (som i min verden er kærligheden) 2 gange, hvorfor den så skulle blive ved med at dukke op. Men på forunderligvis bliver vi alligevel ved med at lede efter lykken, jagten på ”krukken med guld” for enden af regnbuen. En ukuelig optimisme på, at lykken da umuligt kan være forsvundet så tidligt i livet.

Vi leder og leder og leder…. Måske online (sammen med de 500.000 andre voksne mennesker, der heller ikke har opgivet jagten på lykken), måske på jobbet, i fitnesscentret, til privatfesten, på natklubben og cocktailbaren og nogen endda ude i den virkelige verden, en dødssyg eftermiddag på en café over en øl eller en kop kaffe med en god ven eller veninde (du tror måske det er løgn, men lykken findes altså også der – ude i den virkelige verden over en øl - og jeg skriver det kun, fordi jeg har været vidne til, hvor meget lykke der kan gemme sig lige rundt om hjørnet). Alle steder vi kan forestille os, at lykken muligvis har gemt sig, leder vi.

Og hvis vi er virkelig, virkelig heldige, lykkes det os en dag at finde ”krukken med guld”. Lige der, hvor vi allermindst ventede det, dukker den op. Og vi griber den, klamrer os til den, imens vi mærker det spirende håb, der lige så stille dukker op, er det mon lykken? Er det endelig lykkes. Har kærligheden og dermed lykken fundet vej, og tør vi tro på det. Tør vi give slip på alle vores forbehold og tro på, at lykken dukkede op sådan ”ud af det blå”?

Det lyder næsten for godt til at være sandt, og desværre for mange af os, er det også sådan! For før os, er der en anden der har fundet den samme ”krukke med guld”, og den der har gjort det, er gået med en stor bid af skatten, eller skulle jeg måske skrive lykken? Vi har ikke længere eneret på ”krukken med guld”, for vi skal dele. Med ex-koner og –mænd, med børn (dine og mine), med ex-svigerforældre og nye svigerforældre og alle har en holdning og en mening om alting, og man kan ikke længere nyde lykken alene, på egne premisser, når man synes at det passer.

Og pludselig er lykken ikke længere så attraktiv. Den er besværlig, håbløs og uoverkommelig og til tider bare alt for krævende. Vores out-come står ikke længere mål med indsatsen. Vi bøjer os i alle mulige retninger, for at få det hele til at gå op, men det lykkes sjældent, at gøre alle glade og allermindst os selv, men var det ikke det, der var formålet? Var det ikke derfor vi var på jagt efter lykken? For hvis lykken ikke gør os glade, hvad gør så? Og når lykken ikke længere giver sig selv, er det så besværet værd?

Jeg ser lykken hver eneste dag! Heldigvis kommer den i mange, mange former, og dét du definere som lykke, er muligvis noget helt andet end det, jeg definerer som lykke. Jeg ser det hos mine forældre, som i december måned fejrede 32 års bryllupsdag, hos mine nære venner, der i sommers kunne fejre kobberbryllup (og dermed ikke er blevet en sørgelig del af skilsmisse-statistikken), hos min gode veninde, der gik med ud og fik en øl en fredag eftermiddag og kom hjem med et telefonnummer og en kaffeinvitation (damn vi mangler nogle flere af den slags mænd!), og mange, mange andre steder i min nærmeste omgangskreds, hvor vi hver især på fineste vis værner om lykken og kærligheden.

Til gengæld tror jeg, at der er én slags lykke, som vi alle kan blive enige om. Den slags lykke, der kommer af ægte, dybfølt og fuldstændig betingelsesløs kærligheden til et andet menneske. Den slags lykke, som bor dybt i hjertekuglen og aldrig visner eller svinder bort – kærligheden til og fra vores børn. Jeg er velsignet med 3 af slagsen, og selv om alt det andet til tider er alt for svært (og jeg snart giver pokker i lykken), giver lige præcis det med børnene bare sig selv!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar