Et nyt år. En ny start. En ny streg i sandet. Nye
muligheder, nye håb og nye drømme, og med lidt held, en ny mulighed for at
finde ”krukken med guld” for enden af regnbuen – lykken. Lykken, som vi alle
går og drømmer om, for hvem vil ikke gerne finde lykken? Men hvad er lykken? Og
hvordan ved vi, om vi har fundet den?
Jeg har egentlig aldrig rigtig været i tvivl om, hvad lykke
var for mig. Jeg bilder også mig selv ind, at jeg har fundet den flere gange.
Som regel involverer den en mand, og på den måde kan man måske sige, at lykken
for mig i høj grad handler om kærlighed. Den store og altopslugende kærlighed,
der giver kriller i storetåen, sommerfugle i maven, koldsved i hænderne og får
mig til at fnise som en genert skolepige.
Når man, som mig, har
været så heldig at finde lykken flere gange, og på bedrøvelig vis også har set
den forsvinde igen, kan man somme tider godt miste troen på lykken. Det kan
være svært at forestille sig, at når man har været så heldig, at møde lykken (som
i min verden er kærligheden) 2 gange, hvorfor den så skulle blive ved med at
dukke op. Men på forunderligvis bliver vi alligevel ved med at lede efter
lykken, jagten på ”krukken med guld” for enden af regnbuen. En ukuelig
optimisme på, at lykken da umuligt kan være forsvundet så tidligt i livet.
Vi leder og leder og leder…. Måske online (sammen med de
500.000 andre voksne mennesker, der heller ikke har opgivet jagten på lykken),
måske på jobbet, i fitnesscentret, til privatfesten, på natklubben og
cocktailbaren og nogen endda ude i den virkelige verden, en dødssyg eftermiddag
på en café over en øl eller en kop kaffe med en god ven eller veninde (du tror
måske det er løgn, men lykken findes altså også der – ude i den virkelige
verden over en øl - og jeg skriver det kun, fordi jeg har været vidne til, hvor
meget lykke der kan gemme sig lige rundt om hjørnet). Alle steder vi kan forestille
os, at lykken muligvis har gemt sig, leder vi.
Og hvis vi er virkelig, virkelig heldige, lykkes det os en
dag at finde ”krukken med guld”. Lige der, hvor vi allermindst ventede det,
dukker den op. Og vi griber den, klamrer os til den, imens vi mærker det
spirende håb, der lige så stille dukker op, er det mon lykken? Er det endelig
lykkes. Har kærligheden og dermed lykken fundet vej, og tør vi tro på det. Tør
vi give slip på alle vores forbehold og tro på, at lykken dukkede op sådan ”ud
af det blå”?
Det lyder næsten for godt til at være sandt, og desværre for
mange af os, er det også sådan! For før os, er der en anden der har fundet den
samme ”krukke med guld”, og den der har gjort det, er gået med en stor bid af
skatten, eller skulle jeg måske skrive lykken? Vi har ikke længere eneret på ”krukken
med guld”, for vi skal dele. Med ex-koner og –mænd, med børn (dine og mine),
med ex-svigerforældre og nye svigerforældre og alle har en holdning og en mening
om alting, og man kan ikke længere nyde lykken alene, på egne premisser, når man
synes at det passer.
Og pludselig er lykken ikke længere så attraktiv. Den er
besværlig, håbløs og uoverkommelig og til tider bare alt for krævende. Vores
out-come står ikke længere mål med indsatsen. Vi bøjer os i alle mulige
retninger, for at få det hele til at gå op, men det lykkes sjældent, at gøre
alle glade og allermindst os selv, men var det ikke det, der var formålet? Var
det ikke derfor vi var på jagt efter lykken? For hvis lykken ikke gør os glade,
hvad gør så? Og når lykken ikke længere giver sig selv, er det så besværet
værd?
Jeg ser lykken hver eneste dag! Heldigvis kommer den i
mange, mange former, og dét du definere som lykke, er muligvis noget helt andet
end det, jeg definerer som lykke. Jeg ser det hos mine forældre, som i december
måned fejrede 32 års bryllupsdag, hos mine nære venner, der i sommers kunne
fejre kobberbryllup (og dermed ikke er blevet en sørgelig del af
skilsmisse-statistikken), hos min gode veninde, der gik med ud og fik en øl en
fredag eftermiddag og kom hjem med et telefonnummer og en kaffeinvitation (damn
vi mangler nogle flere af den slags mænd!), og mange, mange andre steder i min
nærmeste omgangskreds, hvor vi hver især på fineste vis værner om lykken og
kærligheden.
Til gengæld tror jeg, at der er én slags lykke, som vi alle
kan blive enige om. Den slags lykke, der kommer af ægte, dybfølt og fuldstændig
betingelsesløs kærligheden til et andet menneske. Den slags lykke, som bor dybt
i hjertekuglen og aldrig visner eller svinder bort – kærligheden til og fra
vores børn. Jeg er velsignet med 3 af slagsen, og selv om alt det andet til
tider er alt for svært (og jeg snart giver pokker i lykken), giver lige præcis det
med børnene bare sig selv!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar