Engang var den her blog tiltænkt en rolle, som
udlednings-kanal for mine frustrationer over, at min krop ikke længere er i
top-form, at mit vaskebræt er forsvundet, at det er svært at holde fokus på mad
og træning og som inspiration for alle Jer andre, der også til dagligt kæmper
mod overvægt, mismodige ture i prøverummet og håbløshed over de mængder af tøj
der hænger i klædeskabet til ingen verdens nytte!
Jeg er dog efterhånden nået til et sted i mit liv, hvor jeg
må erkende, at der findes et utal af den slags sider, at det i min hverdag ikke
gør nogen som helst forskel, og at det bare ikke er vigtigt længere. Var det
fedt at være i super god form: JA! Var det fantastisk at have vaskebræt: JA!
Var det optur at gå ind i div. butikker og kunne tage alt ned af hylderne og
vide, at det bare passede: JA! Var jeg lykkelig: NEJ! Bliver jeg lykkelig fordi
jeg taber 15 kg: NEJ! Bliver jeg lykkelig hvis alt mit tøj passer igen: NEJ!
(Selv om det da ville være umanerlig skønt). Bliver jeg lykkelig hvis jeg igen
og igen skal slå mig selv i hovedet fordi alle mine forkromede planer om
træning og vægttab falder til jorden: NEJ!
Så nu tænker jeg, at jeg ændrer konceptet. Det er her min
blog, om mig og mit liv med alt hvad det indebærer af: Bekymringer,
overvejelser, panik, angst, glæde, begejstring, kærlighed – og alt det ind
imellem…. Og hvis du vil læse med er det skønt, og giver jeg dig ”stof til
eftertanke” eller giver dig lyst til at bidrage, så er det bare endnu bedre!
Men det her er stadig for min skyld, for MIG fordi jeg har lyst til at dele mit
helt (u)almindelig liv og mine tanker.
Jeg elsker at skrive, jeg er god til det (f… janteloven), og
hvis jeg er rigtig heldig, finder jeg en dag tid til at skrive en bog. I mellemtiden,
nyder jeg, at jeg fra tid til anden kan skrive lidt her på min blog, og når det
går ”vildt for sig” skriver jeg på mine noveller, som måske engang bliver
udgivet, eller også gør de ikke, men det er ikke så vigtigt! Det vigtige er, at
det gør mig glad at skrive!
Og det har jeg brug for – altså for at blive glad i låget
ind imellem. For hjemme hos mig, er livet ikke altid så let og ligetil, som jeg
godt kunne ønske mig. Faktisk har det sidste ½ år budt på ikke så få
udfordringer, og det er til tider en kunst at navigere rundt i alt dette, når
man samtidig er den eneste voksne i hjemmet.
Jeg blev fyret fra mit job i maj måned 2013, det var ikke
det store tab – jeg var temmelig stresset over det umådelig krævende job jeg
havde på det tidspunkt, og da jeg samtidig var begyndt at gå og falde på gaden
(og nej, jeg var hverken beruset eller i stiletter), støde ind i ting, tabe
ting og glemme temmelig meget, var det et kærkomment afbræk, at kunne trække
vejret, imens jeg akut blev henvist til udredning for en hjernetumor. Kan
afsløre, at jeg gik temmelig meget i panik og både nåede at overveje, hvem der
skulle have børn, hus og bil og ikke mindst alle mine sko, i den uge der gik,
fra jeg blev henvist til jeg fik svar på min CT-skanning!
HELDIGVIS var der ikke tale om en hjernetumor! Men når man
lander i sundhedssystemet, bliver man ikke sluppet så let, så nu er jeg i gang
med adskillige undersøgelser for at finde ud af, hvorfor jeg har nedsat muskelkraft
og reflekser i mit venstre ben, som altså betyder, at jeg til tider går og
falder på gaden… (Og hey - hvis du følges med mig, når det sker, så venligst
bare grin sammen med mig og hjælp mig op – for JO, det er stadig MEGA PINLIGT
at ligge og rode rundt midt på gaden!!). Det har afstedkommet diverse
undersøgelser, der ikke alle er lige behagelige, og ingen kan garantere, at vi
nogen sinde finder et svar, men jeg stiller gerne op, hvis der er, bare en
lille chance for at få en afklaring.
Nu kunne man jo så tænke, at den her udredning, som strækker
sig over meget lang tid, var nok at forholde sig til, når jeg nu også skulle
starte på et nyt job, og jeg havde i mit stille sind bedt en bøn om, at 2014
måske ville være en smule mere i mit favør. Jeg ved det – man skal ikke ønske
sig for meget – og vi var dårligt kommet igennem nytåret før jeg endnu engang
blev udfordret.
Jeg er velsignet med 3 fuldstændig fantastiske børn, som jeg
elsker overalt på jorden. De er alle 3 vidt forskellige, med 3 forskellige
personligheder og i sidste ende ligner ingen af dem mig (i hvert fald ikke inden
i). I blandt de 3 er der en ganske særlige én, som altid har formået at
udfordre mig lidt mere end de andre, som altid oplever ting på en helt anden
måde og som trækker enormt store veksler på overskud og forståelse, da det til
tider er på ”bekostning af de andre 2”, at der bliver sat regler og rammer og
konsekvenser. Det er her min prioriteringsproblematik opstår, for når man har 3
børn og 1 stjæler vanvittig meget opmærksomhed, hvordan når man så at tilgodese
de andre børns behov, når man bare er én voksen? Jeg har ikke fundet svaret
endnu, og måske lykkes det aldrig!
Børnehave, skole og frit har i flere år udtrykt bekymring
for barnet, men hver gang nogle har gjort tiltag til at der skulle ske en
udredning, er det endt med, at det er faderen og jeg, som har været til
samtaler for at få ”værktøjer til at håndtere evt. konflikter”. Ikke videre
konstruktivt på den lange bane, når det nu er et barn man er bekymret for.
Hvor om alting er, er der nu iværksat en større udredning af
barnet. Dette indebærer, at der udover en del samtaler, også skal udfyldes indtil
flere skemaer med diverse udsagn, man skal vurderer hvor vidt passer på barnet.
Min umiddelbare tanke var egentlig, at det gav rigtig god mening, indtil jeg
fik studeret papirerne nærmere og der pludselig står en masse ”grimme ord” som
autisme og Aspergers syndrom, og jeg tog mig selv i at tænke, hvordan jeg fik
udfyldt papirer så barnet fremstår mest muligt ”normalt”.
Jeg undskylder på forhånd til alle dem, jeg nu har ”trådt
over tæerne”, men min manglende viden på lige dette felt og min panikagtige angst
over, at vi nu er på jagt efter en diagnose, som vi kan putte på barnet gør, at
jeg ikke tænker særlig klart og samtidig har svært ved at forholde mig til,
hvad det her evt. har af betydning for vores familie.
Så ser du kære læser – med alt dette i mit liv – må jeg vist
snart nå til en erkendelse af, at slank og fit ikke gør mig lykkelig (eller
lykkeligere…..), men nærvær, fysisk og mental sundhed og kærlighed er vejen
frem for mig og min lille familie, som i sidste ende er det vigtigste og mest dyrebare
jeg har.
Og nå ja – så altså lige alle Jer der igen og igen stiller
op med en hjælpende hånd, et lyttende øre, kys og kram og kærlige indspark –
hvor er jeg dog dybt taknemmelig for hver og én af Jer <3
(Og nej, jeg har bestemt ikke opgivet håbet om, at jeg en dag springer i alt det fantastiske tøj der hænger i mit klædeskab - det er bare ikke det vigtigste lige nu!!)
