Alt for mange gøremål, mor til 3, karrierekvinde, mad-junkie, kronisk dårlig samvittighed og træt, træt, træt…..

Jeg må have luft, have lettet mit hjerte, have et klap på skulderen og have at vide, at det hele sg er ”godt nok”…. Bare et lille bitte klap, et knus og et kram, et smil og en hjælpende hånd – men hvornår må man smide håndklædet i ringen? Hvornår er det nok? Hvornår må man indrømme at man har ”taget munden for fuld”?  Hvornår er det ok at synes, at det har været op af bakke så længe, at man ikke ved hvordan det føles når det går nedad igen??

Tænker en del over hvor vigtigt det er hele tiden at bevise, at vi kan det hele. At det er stærkt og sejt at kunne klare sig selv, som overskuds-agtig alenemor, karrierekvinde, en god veninde, en betænksom ven, en omsorgsfuld datter og en kærlig mor, som forgangsbillede for mine børn.

Ingen har sagt det skal være let, og jeg yder gerne en ekstra indsats for at få alting til at hænge sammen (guderne skal vide at det ikke er en dans på roser at være alene med 3 børn på 5, 7 og 10 år og samtidig forsøge at passe et job der kræver min. 40+ timer om ugen), men nogen gange når man bare til et punkt, hvor det hele ligesom bare er nok, og man alligevel ikke helt kan se vejen ud derfra hvor man er.

Jeg har mit liv fyldt med skønne, dejlige og vidunderlige mennesker; De dejligste, kærligste og mest omsorgsfulde børn (det tager jeg lige æren for….), den sødeste familie – mine forældre der altid er klar til at give en hjælpende hånd – de dejligste veninder, jeg altid kan ringe til og som står klar med et lyttende øre og et kram, når det er nødvendigt, og nogle helt vidunderlige kollegaer der søger for, at det er en udpræget fornøjelse at gå på arbejde hver dag. Og jeg er dybt taknemmelig over det hele…. Men til tider føles det nu alligevel som om jeg er temmelig alene i verden. Som om det hele handler om praktiske opgaver og arbejde, som om der aldrig er timer nok i døgnet, som om jeg er verdens sureste mor, der kun kan skælde ud og som medarbejderen der aldrig lever helt op til de forventninger der er på arbejdspladsen fordi jeg konstant er bagud med mit arbejde!  

Nu sidder du muligvis og tænker hvad pokker det her har med mad og træning at gøre, og hvorfor pokker jeg pludselig bliver så rørstrømsk på min blog…. Det skal jeg sige dig; Jeg har igennem de sidste 21 måneder magtet at tage ikke færre end 20 kg på! Det er med lidt god vilje 1 kg om måneden. Indrømmet – jeg var meget slank inden det gik galt, og måske havde det været ok med 4-5 kg udenpå – men 20 kg… Jeg var nær faldet død ned af vægten i morges. Ja ja jeg ved det godt, man skal ALDRIG veje sig om mandagen, men come on – 20 kg!! NU MÅ DET SIMPELTHEN VÆRE NOK – MEN JEG VED IKKE HVORDAN JEG SKAL STOPPE DET!

JA, jeg ved det – det har jeg sagt de sidste 8 måneder – men det er åbenbart lettere sagt end gjort! Der er hele tiden en undskyldning for ikke at kunne finde overskud til træning og den gode mad…. Ikke fordi der er noget som helst der bliver lettere af at gumpen er for tung og jeg kører træt kl. 16 om eftermiddagen, men jeg er blevet en ”mad-junkie”…. Sådan en der har brug for mad og slik og kager stort set hele tiden! Sød og fed mad og helst i en mere eller mindre lind strøm, så jeg slipper for at mærke mig selv og min krop og mine følelser. Jeg kan glæde mig over, at jeg aldrig har fundet på at ryge eller tage stoffer eller noget andet vanvittigt, for så ville jeg have været helt i hegnet. Når man kan blive så afhængig af mad, som jeg føler mig lige nu – tør jeg slet ikke tænke på, hvad der var sket hvis det var noget andet, der havde fanget min opmærksomhed. Jeg laver store tiltag hver eneste uge, ligger planer for både kost og træning og involverer mig i det ene væddemål efter det andet, for så at lande i mit hul 2-3 dage senere.

Men det er som om, at det bliver sværere og sværere at gemme alle følelserne væk i maden, at ensomheden og tristheden til tider er så overvældende, at tårerne bare kommer helt af sig selv. Ofte på nogle ganske upassende tidspunkter og over nogle helt banale ting, som der absolut ikke er grund til at græde over, og jeg er klar over, at jeg må gøre noget nu – må redde mig – finde ud af, at det er ok bare at være mig, at jeg gør det godt nok som det er. At jeg er den bedste mor jeg kan være, at jeg yder alt hvad jeg kan på mit arbejde – og at de (forhåbentlig) godt ved det – at jeg er en god nok veninde og at min familie godt ved, hvor meget jeg elsker dem! OG AT MADEN IKKE HJÆLPER PÅ NOGET SOM HELST – MEN AT ALT DEN DÅRLIG MAD, FAKTISK BARE GØR DET HELE ENDNU VÆRRE!!!

Skal du have ondt af mig nu?? Næ – det var faktisk ikke hensigten med dette indlæg. Jeg tror bare at jeg gerne vil sige til alle de skønne, dejlige og helt fantastiske enlige mødre jeg kender (og det er nu alligevel en del når jeg sidder og tænker over det), og alle Jer andre; At det er ok at være sårbar og føle sig en lille smule uduelig og håbløs, at have opvask stående og alt for meget vasketøj og lidt for mange nullermænd i hjørnerne. Men det er simpelthen ikke ok at give slip på sig selv, at glemme sig selv og glemme at gøre gode ting for sig selv – for hvis ikke du er glad, hvordan kan du så forvente at dine børn er det?? Og lur mig om ikke det gode humør og lysten til at gøre gode ting, følges med den gode mad, gåturen i den friske luft og den bog på hylden du endnu ikke har fået læst, fordi du sad med fingrene nede i slikposen og så tv i stedet for….

Så hvis du er én af dem der kender mig rigtig godt, og synes at det er lidt for længe siden du har fået en SMS-besked fra mig – så er det formentlig din tur til at skrive og spørge hvordan jeg har det! Og hvis du synes jeg er lidt for længe om at svare, så skal du bare vide, at du ikke er glemt – men at jeg har travlt med at spise, og derfor ikke kan SMS' samtidig ;-)

PAS PÅ DIG – DE ER INGEN ANDRE DER GØR DET! <3