Tænker en del over hvor vigtigt det er hele tiden at bevise,
at vi kan det hele. At det er stærkt og sejt at kunne klare sig selv, som
overskuds-agtig alenemor, karrierekvinde, en god veninde, en betænksom ven, en
omsorgsfuld datter og en kærlig mor, som forgangsbillede for mine børn.
Ingen har sagt det skal være let, og jeg yder gerne en
ekstra indsats for at få alting til at hænge sammen (guderne skal vide at det
ikke er en dans på roser at være alene med 3 børn på 5, 7 og 10 år og samtidig
forsøge at passe et job der kræver min. 40+ timer om ugen), men nogen gange når
man bare til et punkt, hvor det hele ligesom bare er nok, og man alligevel ikke
helt kan se vejen ud derfra hvor man er.
Jeg har mit liv fyldt med skønne, dejlige og vidunderlige
mennesker; De dejligste, kærligste og mest omsorgsfulde børn (det tager jeg
lige æren for….), den sødeste familie – mine forældre der altid er klar til at
give en hjælpende hånd – de dejligste veninder, jeg altid kan ringe til og som
står klar med et lyttende øre og et kram, når det er nødvendigt, og nogle helt
vidunderlige kollegaer der søger for, at det er en udpræget fornøjelse at gå på
arbejde hver dag. Og jeg er dybt taknemmelig over det hele…. Men til tider
føles det nu alligevel som om jeg er temmelig alene i verden. Som om det hele
handler om praktiske opgaver og arbejde, som om der aldrig er timer nok i
døgnet, som om jeg er verdens sureste mor, der kun kan skælde ud og som
medarbejderen der aldrig lever helt op til de forventninger der er på
arbejdspladsen fordi jeg konstant er bagud med mit arbejde!
Nu sidder du muligvis og tænker hvad pokker det her har med
mad og træning at gøre, og hvorfor pokker jeg pludselig bliver så rørstrømsk på
min blog…. Det skal jeg sige dig; Jeg har igennem de sidste 21 måneder magtet
at tage ikke færre end 20 kg på! Det er med lidt god vilje 1 kg om måneden. Indrømmet
– jeg var meget slank inden det gik galt, og måske havde det været ok med 4-5
kg udenpå – men 20 kg… Jeg var nær faldet død ned af vægten i morges. Ja ja jeg
ved det godt, man skal ALDRIG veje sig om mandagen, men come on – 20 kg!! NU MÅ
DET SIMPELTHEN VÆRE NOK – MEN JEG VED IKKE HVORDAN JEG SKAL STOPPE DET!
JA, jeg ved det – det har jeg sagt de sidste 8 måneder – men
det er åbenbart lettere sagt end gjort! Der er hele tiden en undskyldning for
ikke at kunne finde overskud til træning og den gode mad…. Ikke fordi der er
noget som helst der bliver lettere af at gumpen er for tung og jeg kører træt
kl. 16 om eftermiddagen, men jeg er blevet en ”mad-junkie”…. Sådan en der har
brug for mad og slik og kager stort set hele tiden! Sød og fed mad og helst i
en mere eller mindre lind strøm, så jeg slipper for at mærke mig selv og min
krop og mine følelser. Jeg kan glæde mig over, at jeg aldrig har fundet på at
ryge eller tage stoffer eller noget andet vanvittigt, for så ville jeg have
været helt i hegnet. Når man kan blive så afhængig af mad, som jeg føler mig
lige nu – tør jeg slet ikke tænke på, hvad der var sket hvis det var noget
andet, der havde fanget min opmærksomhed. Jeg laver store tiltag hver eneste
uge, ligger planer for både kost og træning og involverer mig i det ene
væddemål efter det andet, for så at lande i mit hul 2-3 dage senere.
Men det er som om, at det bliver sværere og sværere at gemme
alle følelserne væk i maden, at ensomheden og tristheden til tider er så
overvældende, at tårerne bare kommer helt af sig selv. Ofte på nogle ganske
upassende tidspunkter og over nogle helt banale ting, som der absolut ikke er
grund til at græde over, og jeg er klar over, at jeg må gøre noget nu – må redde
mig – finde ud af, at det er ok bare at være mig, at jeg gør det godt nok som
det er. At jeg er den bedste mor jeg kan være, at jeg yder alt hvad jeg kan på
mit arbejde – og at de (forhåbentlig) godt ved det – at jeg er en god nok
veninde og at min familie godt ved, hvor meget jeg elsker dem! OG AT MADEN IKKE
HJÆLPER PÅ NOGET SOM HELST – MEN AT ALT DEN DÅRLIG MAD, FAKTISK BARE GØR DET
HELE ENDNU VÆRRE!!!
Skal du have ondt af mig nu?? Næ – det var faktisk ikke
hensigten med dette indlæg. Jeg tror bare at jeg gerne vil sige til alle de
skønne, dejlige og helt fantastiske enlige mødre jeg kender (og det er nu
alligevel en del når jeg sidder og tænker over det), og alle Jer andre; At det
er ok at være sårbar og føle sig en lille smule uduelig og håbløs, at have opvask
stående og alt for meget vasketøj og lidt for mange nullermænd i hjørnerne. Men
det er simpelthen ikke ok at give slip på sig selv, at glemme sig selv og
glemme at gøre gode ting for sig selv – for hvis ikke du er glad, hvordan kan
du så forvente at dine børn er det?? Og lur mig om ikke det gode humør og
lysten til at gøre gode ting, følges med den gode mad, gåturen i den friske
luft og den bog på hylden du endnu ikke har fået læst, fordi du sad med
fingrene nede i slikposen og så tv i stedet for….
Så hvis du er én af dem der kender mig rigtig godt, og synes
at det er lidt for længe siden du har fået en SMS-besked fra mig – så er det
formentlig din tur til at skrive og spørge hvordan jeg har det! Og hvis du
synes jeg er lidt for længe om at svare, så skal du bare vide, at du ikke er
glemt – men at jeg har travlt med at spise, og derfor ikke kan SMS' samtidig ;-)
PAS PÅ DIG – DE ER INGEN ANDRE DER GØR DET! <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar