For pokker da - det er en ommer….
For 117. gang
Man skulle jo tro, at jeg efterhånden var ved at være træt
af at gentage mig selv! Men på forunderlig vis har det rent mentalt ikke den
store effekt, at jeg nu igen for 117. gang må erkende, at vægten er løbet den
gale vej og udvalget af tøj i klædeskabet bliver mindre og mindre.
Selv det faktum, at mit mangeårige mantra, om at den største størrelse i klædeskabet er en str. 40 og der ikke må købes noget der er større, må manes til jorden og jeg har været nødsaget til at udvide garderoben med et par nye ”elastik-kjoler” for at sikre, at jeg kan gå nogenlunde velklædt omkring på mit nye job, har ikke fået mig til at lukke munden og kvitte min langvarige affære med alle de umanerlig lækre (om end forbudte og virkelig dårlige) fødevarer jeg har puttet i min mund igennem alt for lang tid.
Selv det faktum, at mit mangeårige mantra, om at den største størrelse i klædeskabet er en str. 40 og der ikke må købes noget der er større, må manes til jorden og jeg har været nødsaget til at udvide garderoben med et par nye ”elastik-kjoler” for at sikre, at jeg kan gå nogenlunde velklædt omkring på mit nye job, har ikke fået mig til at lukke munden og kvitte min langvarige affære med alle de umanerlig lækre (om end forbudte og virkelig dårlige) fødevarer jeg har puttet i min mund igennem alt for lang tid.
Det bliver ikke rigtig bedre af, at jeg kan kigge tilbage på
4 måneder, hvor jeg har haft alt tid i hele verden! Blev fyret og fritstillet
fra mit job i midten af maj og har først fået nyt job 1. oktober, så i 4½ måned
har jeg ikke haft en eneste undskyldning for ikke at lukke munden og lette
røven, jeg har bare ikke fået det gjort! Men nu skulle jeg selvfølgelig også
lige have ondt af mig selv over at jeg blev fyret og trøste mig med alskens
søde, bløde og lækre sager, for vi ved jo alle sammen, at det i hvert fald
hjælper at belønne sig selv med noget usundt, når man i forvejen har det
skidt….!
Ej, det passer faktisk ikke – jeg var virkelig god i juni
måned (jeg klapper lige mig selv på skulderen), jeg trænede 4 gange om ugen,
gik lange ture hver dag og havde en fuldstændig fantastisk og virkelig dygtig
personlig træner, som jeg gerne anbefaler, hvis nogen skulle have brug for
sådan en….. Men så kom juli; Han rejste væk i 5 uger og jeg tog på sommerferie
med alle mine børn og tjaaaa – der er vel ikke så meget andet at sige, end at
det blev meget let igen at springe over, hvor gærdet var lavest.
Og efter sommerferien, ja så kom jeg ligesom bare ikke
rigtig i gang! Men til gengæld har jeg haft virkelig mange hyggelige
kaffe-aftaler, der som ofte også har involveret noget kage, mange hyggelige
fredage med rødvin og boblevand og en lækker dessert eller hyggelige
brunch-aftaler med en masse lækker mad. Og jo – selvfølgelig er der plads til
alt det, hvis man altså lever et sundt og aktivt liv ved siden af, men når man
bare kører hjem og sætter sig i sofaen for at tæske samtlige sæsoner af SATC
igennem, imens man lige kan sidde med fingrene nede i slikposen eller ”nyde” en
plade chokolade imens (tænker at det nok er begrænset hvor stor nydelsen er,
når man stort set ikke opdager at man har spist hele pladen, før man er
forundret over, at den er væk), ja så bliver det med tiden temmelig svært at
forbrænde alle de kalorier der kommer ind. Og hvis man har bare en smule
indblik i hvordan kroppen virker, må jeg nu erkende, at jeg har spist nok ”mad”
til at overleve 2-3 hårde vintre i stenalderen, hvor det er småt med føde og
man ikke kan være sikker på at få mad hver dag!
Desværre er det her ikke stenalderen, og vi kommer vist ikke
til at mangle mad lige med det første, og i virkeligheden er det vist heldigt
nok. For i en alder af 37 (i hvert fald en uge endnu) ville jeg være temmelig
gammel, hvis ikke på grænsen til halvdød, og med det fødeindtag jeg har haft
igennem de sidste 2 år, ville jeg formentlig have stort set alle de andre
beboere i min klan på nakken, fordi der stort set ikke havde været noget mad
tilbage til dem. Så jeg glæder mig alligevel over, at vi lever i det 21.
århundrede, at Netto næsten har åbent i døgndrift og jeg helt selv kan vælge
hvornår jeg vil spise og hvad jeg vil spise.
For i sidste ende er det hver dag vores eget valg, hvad det
er vi spiser og hvorfor vi spiser det. Vi lever i et meget oplyst samfund, som
på ingen måde har lagt skjul på, hvad det er der gør os tykke – eller hvordan
vi taber os igen. Der kommer sågar en ny slankekur hver måned, hvis man altså
følger med i den slags, og vi vælger selv hvordan vi vil passe på vores krop.
Desværre har nogle af os tendens til at drukne os i maden, når alt det andet
der foregår i vores liv bliver for svært eller uoverskueligt, eller når vi får
skabt en afhængighed af noget, som vi føler vi kan gemme os i. I virkeligheden kan
det sammenlignes med en afhængighed på lige fod med stoffer eller alkohol – og
så må man jo glæde sig over, at det dog trods alt bare er mad.
Jeg har hver dag en ny plan! En plan om at finde en ny
personlig træner (den gamle er desværre for dyr…), en løbecoach, en diætist
eller en ”kontrollant” – én jeg skal stå til regnskab overfor – men hvorfor? Fordi det inde i mit hoved er løsningen på mit "problem". Men
den eneste jeg skal stå til regnskab overfor er i sidste ende mig selv! Det er
mit liv og min krop og jeg skal bo i den resten af mit liv, og jeg vil virkelig
gerne have at den er sund og rask – så uanset hvor mange penge jeg betaler
andre for at motivere mig, nytter det jo ikke noget, hvis jeg ikke selv finder
min motivation (og jo Jesper – jeg stjæler dine ord, for jeg kunne ikke have
sagt det bedre selv)!
Tro mig – der hænger for usandsynligt mange penge motivation
inde i mit klædeskab, men det er ikke nok. Jeg booker mig til 817 holdtimer i
fitnesscentret når jeg har børnefri (og glemmer at komme), men det er ikke nok.
Jeg laver dagligt nye planer i mit hoved for hvad jeg skal spise og hvad jeg
bestemt IKKE skal spise, men det er bare ikke nok.
Men nu må nok være nok – jeg må lukke min mund og lette min
røv, hvis den da kan komme op af sofaen – og jeg, af alle mennesker, burde
vide, at resultaterne ikke kommer flyvende ind af vinduet om natten imens jeg
sover (selv om det nu ville være rart, hvis det var så let)!
så jeg må finde motivationen i mig selv og jeg må have et mål – og
det første mål må være, at jeg næste torsdag ikke vejer helt så meget som jeg
gjorde i dag. Se det er da til at forholde sig til!
Jeg har ikke længere én men hele 4 skønne bikinier fra BLUE
GLUE og det ville nu alligevel være fuldstændig fantastisk, hvis jeg kunne tage
dem på til sommer, og jeg tror at det må være mit langsigtede mål.
I mellemtiden tror jeg, at jeg vil finde på nogle bedre
fritidsinteresser end at drikke latte og spise kage – f.eks. kunne jeg jo
stramme op og passe min blog, eller kaste mig over den bog jeg har planer om at
skrive, og måske jeg også fra tid til anden skulle sørge for at besøge mit
fitnesscenter!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar