This is us

This is us

torsdag den 17. oktober 2013

Vognbaneskift, med en ven i hånden, tusinde nye ideer og ”The point of no return”….

VELKOMMEN til min helt nye blog!!


Ja altså, faktisk er den jo ikke rigtig ny, men den har fået en lille make-over i løbet af den sidste uge, for jeg har taget en god ven i hånden og vi er blevet enige om at følges den lange vej til målstregen, så vi har én at støtte os til undervejs, når kampen mod det forbandede fedt bliver kedelig, opslidende eller ulidelig.
Og med den beslutning fulgte også beslutningen om, at involvere så mange som muligt i vores projekt, og sørge for at inspirere både os selv - og forhåbentlig også Jer andre - til hver dag at gøre vores bedste i kampen mod det forbandede fedt. Så nu er bloggen ikke længere min alene – men VORES – og gud hvor jeg glæder mig!!  

Den sidste uge har været enormt inspirerende, fyldt med god energi og lyst til langt om længe at gøre noget andet end jeg plejer…. Læste min blog igennem efter mit indlæg i sidste uge, og måtte til min gru konstatere, at udover at der var meget længe imellem mine indlæg, stod der stort set det samme om og om igen. En lang føljeton om, hvor svært det er at holde fingrene fra slikposen og hvor ulideligt det er når vægten kun går den gale vej. Det fik mig til at tænke på, hvor langt jeg kunne være nået, hvis jeg i stedet for at beklage mig over, hvor skidt det hele var, rent faktisk havde gjort noget ved det. Så det besluttede jeg mig for at gøre!

Rent faktisk sad jeg midt i redigeringen af mit sidste indlæg, da der dukkede en besked op fra en meget sød pige jeg kender. Vi mødte hinanden i Fitnesscentret for flere år siden, hun var med på et af mine allerførste forvandlingshold og hun er blevet en meget kær ven. Hun ville vide, om jeg mente at det var realistisk, at hun kunne tabe 30 kg inden september 2014.

Nu skal det lige siges, at den her søde pige rent faktisk tabte sig virkelig meget i de 12 uger hun var på mit forvandlingsforløb, hun holdt også fast i sit vægttab, men en graviditet og en masse andre udfordringer betød desværre, at hun faldt tilbage i sit gamle mønster, trøstede sig med mad og tog det hele på + lidt til.

Jeg kiggede på hendes besked og besluttede mig for, at hun skulle være min ”Partner in crime”. Jeg ved at det, der altid har fungeret på mine forvandlingshold, har været den relation der er blevet skabt mellem deltagerne, at man ”hører til” og skal ”stå til regnskab” og at man ved, at man ikke er alene om det. Og jeg ved, at lige præcis det, er jeg rigtig god til at praktisere. Hvordan kan jeg vide det? Det kan jeg, fordi jeg, efter at jeg stoppede min karriere i fitnessbranchen, blev kontaktet af flere dejlige kvinder, som savnede mig og mine kosthold og havde brug for et sted at komme og ”blive holdt i hånden og sparket i røven”, og de kunne ikke finde det jeg havde andre steder end hos mig!! (Tak søde piger, I ved hvem I er, og I ved hvor jeg er, når I har brug for mig).

Så med en rask beslutning lagde jeg kortene på bordet, bekræftede min søde veninde i, at hun da sagtens kan tabe 30 kg, men at jeg også havde brug for hende. Jeg skal kun den halve vej, men vi følges ad og jeg skal nok sørge for at hjælpe hende hele vejen over målstregen. Vi blev enige om, at mandag d. 14. oktober var en passende dag for vores vognbaneskift, tid til at slå en streg i sandet og gøre noget andet, end det vi har gjort de sidste 2 år, og det gør vi så nu!

VI besluttede også, at vi måtte derhen, hvor der kun er én vej og vi ikke bare kan trække på skulderne og smide håndklædet i ringen, og det er årsagen til, at min blog nu har skiftet både navn og udseende. For vi har været så letsindige (kan man vel godt sige i den her sammenhæng), at oprette en Facebook side: Farvel Forbandede Fedt – og sammen med bloggen synes vi at det forpligter så meget at vi har nået: ”The point of no return”.

Sammen med alle de spirende ideer om blog og facebook og vægttab og parløb dukkede der en anden tanke op, som også var afledt af mit sidste indlæg, nemlig alle mine planer om at skaffe en træner af den ene eller anden eller tredje slag, uden at gøre noget ved det. Så jeg besluttede mig for rent faktisk at gøre noget ved det. JEG VIL GERNE LÆRE AT LØBE IGEN. Tænk at kunne løbe 10 km, trække vejret, nyde naturen og have en fest undervejs, uden at være ved at dø efter de første 2 km. SE det ville i min verden være helt fantastisk.

Nu er jeg så heldig, at jeg kender temmelig mange dygtige mennesker, der arbejder med træning og undervisning af den ene eller anden slags, og jeg var ikke i tvivl om hvem jeg skulle kontakte. Så jeg sendte en besked til søde Ulrik, som er medejer af Balance Club i Rødovre, og driver et center der er lokalt og privatejet og med værdier og holdninger til træningsbranchen og medlemmerne, som i bund og grund stemmer meget godt overens med det, vi selv forsøgte at praktisere.

Og gæt engang – selvfølgelig ville Ulrik hjælpe – TAK Ulrik! Jeg er jo ikke den letteste kunde at få inden for døren. Jeg kan kun træne hver 2. uge og jeg har altid en masse storslåede planer, holdninger og ideer, men dog også selverkendelse nok til at vide, at det altså ikke er i næste uge jeg løber 10 km. Ulrik har en super fed tilgang til processen og det er en fornøjelse at blive guidet på vej af en kyndig træner. Har overlevet mit første interval løb i tirsdags og min anden regulære løbetur i dag, har lyst til mere og glæder mig over, at der står løb i kalenderen igen på lørdag.

SÅ med en ven i hånden, en træner på sidelinjen, en nyrenoveret blog med en gæsteskribent og en splitter ny Facebook side vil jeg bare sige: KOM AN – jeg glæder mig usigeligt til at tage hul på mit, eller skulle jeg nu rent faktisk skrives VORES nye, sunde og lettere liv – og VI håber at du har lyst til at følge med hele vejen!

Camilla & Gitte

P.S: Hvis du læste mit indlæg i sidste uge og overvejer om mit mål om en lavere vægt i denne uge er nået, så er svaret JA – og det føles fantastisk! 

   

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar