This is us

This is us

tirsdag den 5. april 2011

Min egen helt store inspiration må selvfølgelig være.....

MIG SELV!!

Det er pludselig gået op for mig, at jeg har ledt efter inspiration alle de forkerte steder. Jeg har en fotokollage af fitnessatleter hængende på mit køleskab, ikke fordi jeg har en drøm om at se sådan ud, men fordi det inspirerer mig, når jeg ved hvor meget tid, mad, træning og dedikation der skal til for at nå derhen hvor de piger er. Det er virkelig imponerende, hvad man kan med sin krop, hvis man arbejder målrettet og dedikeret og lever vanvittigt fanatisk i lange perioder ad gangen... Det virkede godt i starten at kigge på de der piger, og drømme om, hvordan det ville være, når jeg selv nåede mit mål.
(En af min mands gode kammerater grinede fjoget en dag han var her, og spurgte hvorfor han havde de der piger hængende - det havde han heller ikke - det var mig, men han er helt sikkert ikke utilfreds med min fotokollage der hænger lige midt på køleskabet)!

Det var også fotokollagen, der i et anfald af kådhed fik mig til at kaste mig ud i det her projekt, 12-ugers intensiv forvandling, der skulle få mig i mit livs form og transformere mig fra "Hausfrau til Lara Croft" på ganske kort tid, sikre at jeg én gang for alle kom min elevatorvægt til livs, og sørge for, at jeg aldrig mere ender der, hvor jeg nu for 117. gang befinder mig, lettere overvægtigt og svært utilfreds med mig selv. 

Som skrevet tidligere er det jo ikke første gang, at jeg har været igennem et dedikeret vægttab - det er faktisk sket adskillige gange tidligere. Jeg var overvægtig i mine sene teenage-år og starten af 20-erne, på dette tidspunkt i mit liv rundede vægten små 85 kg. Jeg tabte mig over meget lang tid ca. 17 kg (ved hjælp af slankepiller, mærkelige slankekure og til sidst ved at "opfinde" mit eget kostkoncept) og holdt vægten i en del år (med ganske små udsving) indtil jeg blev gravid med mit første barn i en alder af 27 år.
Jeg tog 25 kg på i løbet af 9 måneder - og nej det var ikke graviditeten. Den vejer et sted mellem 10 og 12 kg (muligvis lidt mere hvis man har rigtig meget vand i kroppen), så resten optil 25 kg var altså fedt!

Jeg tabte det hele igen og var normalvægtig igen i perioden fra jeg nåede slutmålet til jeg som 30-årig blev gravid med mit 2. barn. Her lykkedes det mig at tage ikke mindre end 33 kg på, og 14 dage før fødslen var jeg på vægten for sidste gang og vejede den nette sum af: 99,8 kg. Jeg vidste præcis hvad jeg måtte gøre - gik straks igang og tabte i løbet af 7 måneder al min overvægt og landede på 61 kg. Blev gravid igen lige bagefter og tog 28 kg på én gang til... måske jeg skulle have overvejet at lukke munden på et tidspunkt i løbet af mine graviditeter, men det skete altså desværre bare ikke.

Efter min 3. og sidste graviditet, var jeg ikke i tvivl om, hvad der skulle til. Jeg satte alt på spil og indgik en aftale med Nutramino (vores leverandør af kosttilskud) om, at de sponsorerede kosttilskud og jeg tabte mig ved hjælp af mit eget kostkoncept (se forløbet her: http://www.nutramino.dk/nyheder_slank_igen.htm ).

Jeg tabte mig igen ned til ca. 61,5 kg, var slank og fin, glad og tilfreds og havde det vanvittigt godt! OG hvorfor gik det så galt igen?? Jeg ved det simpelthen ikke, der er ingen gode forklaringer, andet end at jeg har en usædvanlig sød tand, bruger min mad når jeg er i krise eller keder mig, og forsøger at overleve en travlt hverdag med hurtige sukkerløsninger, selv om jeg så udemærket ved, at det er verdens dårligste ide...

Så i dag gik det op for mig, at jeg jo ikke behøver at hente hjælp og inspiration andre steder... jeg har jo det hele - lige her - inden i og på min pc! Billeder, kostplaner, madkoncepter, viden og bevidsthed om, at jeg jo sagtens kan - uden problemer - fordi jeg har gjort det så mange gange før, og fordi jeg ved at jeg udemærket kan gøre det igen.
Jeg er kostvejleder og har hjulpet rigtig mange mennesker med at komme på rette kurs, komme af med deres overvægt og finde vej gennem slankejunglen, så hvis ikke jeg skal lykkes med mit projekt - tja, hvem skulle så??

Jeg så sådan her ud for 2½ år siden - efter mit vægttabsprojekt med Nutramino - og jeg havde det skønt! Kan jeg komme derhen igen? - JA; selvfølgelig kan jeg det, og kursen er lagt. Lars hjælper fortsat med træningen, det er noget af det bedste jeg nogen sinde har gjort for mig selv, der er skruet lidt ned for mængden af styrketræning og jeg glæder mig vanvittigt til jeg skal til BodyATTACK med Line i morgen (onsdag) og så skal vi nok nå i mål. Jeg er klar over, at jeg kun har 5 uger at løbe på inden de grænske sandstrande venter, og jeg er nok ikke der hvor jeg gerne vil være om 5 uger, til gengæld har jeg opdaget at det er vigtigt at have det sjovt på vejen, at kunne følge med mentalt og finde det der motiverer allermest - og for mig er det altså - tja MIG ;)

Så nu hænger jeg midt på køleskabet, og det er han (min mand) vist heller ikke helt utilfreds med...



  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar